Lars Løkke reagerer på Anders Foghs Taiwan-tur: "Vores et-Kina-politik ligger fast"

Den danske udenrigsminister er bekendt med, at Anders Fogh Rasmussen i næste uge besøger Taiwan. "Sådanne besøg ændrer ikke på, at det er regeringen, der fører landets udenrigspolitik," slår Lars Løkke Rasmussen fast.

Det tidligere formandskab i Venstre, Lars Løkke Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen. Arkivfoto.
Det tidligere formandskab i Venstre, Lars Løkke Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen. Arkivfoto.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Peter Ingemann Nielsen

I næste uge skal det dansk-kinesiske forhold stå sin prøve, når tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen rejser til Taiwan for i tre dage at afholde møder med ledende taiwanske politikere.

Danmarks nye udenrigsminister, Moderaternes formand Lars Løkke Rasmussen, oplyser til Altinget, at han er bekendt med besøget.

Samtidig understreger udenrigsministeren, at Anders Fogh Rasmussens rejse til Taiwan på ingen måde forandrer det officielle Danmarks politik.

"Sådanne besøg ændrer ikke på, at det er regeringen, der fører landets udenrigspolitik," lyder det fra Lars Løkke Rasmussen, som fortsætter:

"Danmark har et godt handelssamarbejde med Taiwan samtidig med, at vores et-Kina-politik ligger fast."

Begrebet 'et-Kina-politik' dækker over, at man accepterer, at der kun findes ét Kina, som består af både det kinesiske fastland og Taiwan.

Folkerepublikken Kina vil kun have diplomatiske forbindelser med nationer, der fører en et-Kina-politik – og dermed ikke har diplomatiske forbindelser til Taiwan.

Desuden pointerer Lars Løkke Rasmussen, at "Udenrigsministeriet ikke har forestået planlægningen af besøget".

Løkke vil ikke blande sig

Kina anser Taiwan som en kinesisk provins, og det har tidligere skabt stor virak, når politiske sværvægtere fra Vesten har besøgt det østasiatiske ørige. Eksempelvis truede Kina med militær intervention, da Nancy Pelosi, formand for Repræsentanternes Hus, i august besøgte Taiwan.

Det lader imidlertid ikke til, at det tidligere formandskab i Venstre har drøftet, hvorvidt besøget er en god idé eller ej.

"Som udenrigsminister blander jeg mig ikke i, hvor nuværende såvel som tidligere folketingsmedlemmer eller tidligere ministre rejser hen i egen kapacitet. Det er også en linje, som tidligere danske regeringer har anlagt," skriver Lars Løkke Rasmussen.

Twitter får Anders Fogh Rasmussens besøg ros fra folketingsmedlem Søren Espersen fra Danmarksdemokraterne.

"Besøget vil blive bemærket! Vigtigt med konstant solidaritet med Taiwan mod Kommunist-Kina," skriver han.

Læs mere om besøget her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

Anders Fogh Rasmussen

Formand og stifter, Rasmussen Global og Alliance of Democracies Foundation, seniorrådgiver, Citigroup, fhv. generalsekretær, Nato, fhv. statsminister (V), partiformand & MF
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1978)

0:000:00