Debat

L&F: Hvis glyphosat forbydes, vil andre mere belastende midler tages i brug

REPLIK: Rådet for Grøn Omstilling skriver på Altinget, at de anbefaler et forsigtighedsprincip i forhold til glyphosat. Men det er unødvendigt, for glyphosat sikrer høj produktion i dansk landbrug på en måde, der er sikker for mennesker, skriver Landbrug & Fødevarer.

Forskningen viser, at glyphosat-eksponeringen af mennesker er minimal, skriver Anne Louise Gimsing.
Forskningen viser, at glyphosat-eksponeringen af mennesker er minimal, skriver Anne Louise Gimsing.Foto: Charles Platiau/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anne Louise Gimsing
Chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer

I Landbrug & Fødevarer har vi fuld tillid til de europæiske eksperter, der lige nu er i gang med at risikovurdere glyphosat, og heldigvis er vi ikke alene med holdningen om, at glyphosat er sikkert at anvende.  

Anne Louise Gimsing
Chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer

I et indlæg i Altinget 9. september kommenterer Rådet for Grøn Omstilling på mit indlæg om glyphosat. Jeg er glad for at Rådet for Grøn Omstilling er enige i, at vi skal forholde os til videnskaben og fakta, når det kommer til glyphosat, og ikke til følelser.

Heldigvis er der lige præcis for glyphosat utrolig mange videnskabelige artikler om alle aspekter af glyphosats kemi. Dette betyder, at risikovurderingen af glyphosat bygger på et meget solidt fundament af viden.

I juni i år indsendte en gruppe af firmaer ansøgning om godkendelse af glyphosat i EU, og denne ansøgning er baseret på 12.000 artikler fra den åbne, videnskabelige litteratur og 1507 studier fra firmaerne, som i alt fylder 181.911 sider. Alle studierne er for øvrigt offentligt tilgængelige, idet firmaerne har valgt, at alle der ønsker det kan få adgang til dem. Det er altså ikke viden om glyphosat, der mangler.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Rådet for Grøn Omstilling skriver, at jeg underkender den litteratur, der viser, at der er skadelige virkninger af glyphosat. Det var nu aldrig min intention at gennemgå al litteraturen, men at gøre opmærksom på tre nye videnskabelige artikler skrevet af uafhængige forskere.

Modstridende konklusioner
Når jeg netop synes, at disse tre artikler var særligt vigtige at gøre opmærksom på, er det fordi de er review-artikler. Det betyder, at de samler op på, hvad vi lige nu ved ud fra de studier, der er publiceret indenfor emnet, og holder dem op imod hinanden for at komme med en konklusion.

Konklusionen er, at glyphosat-eksponeringen af mennesker er minimal, at der ikke er sammenhæng mellem glyphosat og kræft og at glyphosat ikke har hormonforstyrrende effekter.

Rådet for Grøn Omstilling mener, at vi bør bruge forsigtighedsprincippet i forhold til glyphosat, da der er nogle studier, der viser uønskede effekter, og dermed er der modstridende konklusioner. Som sagt er risikovurderingen af glyphosat i gang lige nu i EU, og denne vurdering vil medtage al videnskabelig viden indenfor sundhed og miljø.

Som beskrevet ovenfor er der rigtig megen viden om glyphosat, hvilket betyder, at der kan laves en solid risikovurdering af de europæiske eksperter. Når man laver en risikovurdering tager man hensyn til hvordan stoffet skal anvendes, for det har betydning for, hvilke mængder mennesker og miljø kan forventes at blive udsat for.

Derefter ser man på om disse mængder kan forventes at give uønskede effekter. Det betyder, at der sagtens kan være studier, der viser uønskede effekter, men hvor disse først opstår, når man udsættes for større mængder eller på en anden måde end den konkrete landbrugsmæssige anvendelse giver anledning til.

Man kan sammenligne det med noget så almindeligt som opvasketabs, som er farlige at spise, men som ikke udgør nogen risiko, når man kun berører dem med fingrene for at putte dem i opvaskemaskinen. Dette er den helt centrale del af risikovurderingen. Med al den viden vi har om glyphosat vil vi få en risikovurdering fra EFSA (European Food Safety Authority), som vi kan stole på.

Glyphosat sikrer en høj produktion i dansk landbrug
Det fremføres i indlægget fra Rådet for Grøn Omstilling, at landbrug kan bruge andre dyrkningsformer, hvor man ikke behøver pesticider, og de fremhæver her conservation agriculture. Denne dyrkningsform, hvor man reducerer eller helt ophører med jordbearbejdning, er i fremgang i Danmark.

Det er tankevækkende, at Rådet for Grøn Omstilling netop bruger dette eksempel, da man ved conservation agriculture ikke kan bearbejde jorden mekanisk, og derfor er man netop afhængig af glyphosat til at bekæmpe rodukrudt.

Derfor er de landmænd, der arbejder med conservation agriculture da også stærkt bekymrede for en eventuel udfasning af glyphosat, for uden det kan de ikke fortsætte med denne dyrkningsform, som sænker dieselforbruget og opbygger kulstof i jorden.

Glyphosat er med til at sikre en høj produktion i dansk landbrug på en måde, der er sikker for mennesker og miljø. Høj produktion per arealenhed er med til at sikre, at vi har plads til vild natur. Hvis glyphosat forbydes, vil det betyde, at andre, mere belastende midler skal tages i brug, og der skal gøres mere brug af mekanisk jordbearbejdning, hvis man skal forsøge at opretholde produktiviteten.

Dette vil betyde en stor stigning i tab af næringsstoffer fra landbrugsjorden, ligesom forbrug af fossile brændstoffer og udledning af klimagasser som CO2 vil blive kraftigt forøget i landbruget.

I Landbrug & Fødevarer har vi fuld tillid til de europæiske eksperter, der lige nu er i gang med at risikovurdere glyphosat, og heldigvis er vi ikke alene med holdningen om, at glyphosat er sikkert at anvende.

Eksempelvis skriver forsker Anton A. A. Smith fra DTU i Berlingske Tidende 18. februar 2020: ”Debatten om Roundup og dets indholdsstof glyfosat burde være styret af faglighed – og ikke følelser eller principielle holdninger om pesticider og landbrugsformer.” Jeg kunne ikke være mere enig.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00