Lisbeth Knudsen: 2018 – en ny fragmenteret verdensorden

KOMMENTAR: Europa trænger til at vågne op. Store globale virksomheder styrer i stigende omfang international politik og har mere økonomisk indflydelse end mange nationalstater, skriver Lisbeth Knudsen.

Lige om lidt skifter årstallet til 2018, og i slutningen af januar strømmer alverdens store erhvervsledere, fremtrædende politikere, forskere og kendte meningsdannere igen til byen Davos i Schweiz til World Economic Forums 48. møde. Det er ikke stedet, hvor der træffes beslutninger, men hvor der skabes relationer på højt plan og opbygges såkaldte ”fælles forståelser”. Det er stedet, hvor verdens officielle og uofficielle magtcentre støder sammen, positionerer sig og samles til vigtige diskussioner om både nutid og fremtid, bekymringer og muligheder.

”Lederskab i en fragmenteret verden” er overskriften, som samler dette års opmærksomhed. På allerbedste vis indkredser linjen den trykbølge af forandring, som verden gennemgår lige nu. Politisk, økonomisk og socialt.

Programtilrettelæggerne hos World Economic Forum (WEF) forsøger at skabe basis for en fælles fortælling om verdens tilstand og en større grad af fælles engagement i at skabe løsninger og fælles holdninger til, hvad der skal gøres. Det er en ambitiøs målsætning set i den grå belysning fra 2017 og årene før det.

Hvis man kigger ud over de senere års udvikling fra et helikopterperspektiv, så er de politiske udfordringer voksende, og den politiske handlekraft tilsvarende aftagende. Befolkningerne har i betydeligt omfang mistet tilliden til, at politikerne har de løsninger, som skaber en bedre fremtid, mindsker uligheden og løfter indkomstniveauet for lav- og middelindkomsterne, samt skaber større tryghed og mere velfærd.

Vi kigger ind i et 2018, der ellers antagelig vis vil få den højeste økonomiske vækst i et årti, men med et geopolitisk perspektiv præget af usikkerhed og forvirring. Politiske ledere med populistiske imperativer fodrer den usikkerhed og utilfredshed. Det er svært for mange at skelne mellem, hvad der er overbevisende retorik, og hvad der kan blive til virkelighed.

Terrorisme er stadig en meget nærværende trussel og ikke kun noget, der sker i Mellemøsten. Gerningsmændene er oftere nu født og opvokset i vestlige samfund med frihedsværdier, men vælger alligevel at kæmpe i ISIS' navn for noget helt andet.

Cybertruslen vil nå nye bekymrende højder, ligesom virksomheder af alle størrelser skal håndtere enorme, teknologiske udfordringer og nye globale konkurrenter på næsten alle markeder.  

Befolkningerne søger et politisk lederskab, der er mere lydhørt, responsivt, handlingsorienteret og har en vision for, hvad der skal ske og hvilken vej, vi skal gå.

Samtidig med at samfundsøkonomierne bliver mere og mere globalt sammenhængende og mere sårbare, så prøver landene at navigere mest muligt på egen hånd for at beskytte sig selv og udvikle sig på egne præmisser ved alle mulige nationale vækstinitiativer eller beskyttelsesmure.

Nogle få, forholdsvis nye, globale virksomheder suger data, indtjening og magt til sig på bekostning af, hvad der før var stolte, nationale virksomheder, og hele brancher krymper sig under forandringerne.

Der skrues ned for det tværnationale ansvar for verden, for en fælles bæredygtig udvikling, en inkluderende vækst, som også får de fattigste lande med på vognen. Og der skrues op for behovet for omstilling til den fjerde industrielle revolution og til helt nye forretningsmodeller.

Der skal kæmpes med at udnytte automatisering, robotter, kunstig intelligens og digitalisering på måder, så det skaber nye jobmuligheder og innovation og ikke øget arbejdsløshed, magtesløshed og frustration.

Efterlysningen af lederskab i WEF-regi drejer sig ikke kun om at få verden til at rykke tættere sammen om løsningen af fælles udfordringer og formuleringen af en fælles fortælling om dem, mens rigtig mange politiske strømninger går den stik modsatte vej i retning af øget nationalisme, protektionisme og eksklusion.

På trods af at vi aldrig har været så forbundne som stater og som mennesker som nu. Via transport, kommunikation, kapitalmarkeder, e-handel, kulturel integration og meget mere, som er vores nye virkelighed mere end den gamle politisk bestemte geografi.

Det interessante er, at mens Europa og EU diskuterer, hvordan vi kan bygge ydre grænser og forhindre migrationen fra Afrika i at oversvømme os og bekymre os om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen, så har ASEAN-landene i Sydøst Asien vedtaget en fri mobilitet inden for deres region, som har mere end 700 millioner mennesker. Kina står som den markante fortaler for frihandel, mens USA går den modsatte vej.

Små og svage lande i Afrika og Sydøstasien lærer, at den eneste måde at få indflydelse på er at slå sig sammen i valuta- og toldunioner eller frihandelsområder. Caribien CARICOM, Det Østafrikanske Fællesskab (EAC) og den sydøstasiatiske ASEAN-gruppe bestræber sig på at være lavkvalitets versioner af Den Europæiske Union. Verden bliver en samling af disse internt grænseløse regionale grupperinger – herunder selv den sydamerikanske union og til sidst som efterfølger til NAFTA, en nordamerikansk union. Og alt i mens det foregår, så fortsætter vi i EU med at diskutere og diskutere, hvad der skal være Unionens og euroens fremtid.

USA og Kina skiller sig ud som globale supermagter, hvor USA fører på det militære og monetære område, mens Kina fører på handel og infrastrukturinvesteringer. Kina er nu den største handelspartner i 124 lande, mere end dobbelt så mange som USA (52).

Kæmpemæssige investeringer i infrastruktur er et af de områder, hvor alle de store, kraftfulde vækstcentre i verden går i samme retning, og hvor den amerikanske administration under Trump trods alt tager samme vej. Asien har taget førerpositionen med Kina som den største infrastruktur-investor – stærkt forfulgt af Indien, som også har besluttet, at infrastruktur har den højeste prioritet i det næste årti. Det samme gælder for Indonesien og Filippinerne.

På Davos-mødet tales der ikke kun politiske løsninger og politisk ansvar, men der tales i høj grad også om og med de alternative magtfaktorer, som tegner den nye verdensorden. De store globale virksomheder, de store byer og de bevægelser i civilsamfundet, der tegner det 21. århundredes alternative magtlandskab.

Mere end 30 pengeinstitutter har konsoliderede aktiver på over 50 milliarder dollar hver. Det betyder, at hver af dem har flere aktiver end to tredjedele af verdens lande producerer i årligt BNP.

For hundredvis af millioner af mennesker over hele verden i dag er en bankkonto en vigtigere forbindelseslinje til fremtiden end et statsborgerskab.

Ser man samlet på økonomien, så er der kun godt fem lande i verden, hvis BNP er større end de 200 milliarder dollars i likvide kontanter, som Apple har på bankbogen. Efter at have solgt næsten to milliarder produkter til mere end en milliard mennesker, har Apple ikke kun flere penge, men har også større forbindelse til befolkningerne, end de fleste nationer har.

Mange af verdens største og mest magtfulde private virksomheder opfatter sig ikke længere som repræsentanter for hver deres hjemlande; de er statsløse stormagter i deres egen ret. Deres varemærker overstiger deres nationale oprindelse – ligesom deres kommercielle ambitioner gør det. Skat er ikke en national forpligtelse for Facebook, Google, Amazon og flere med dem. Det er et handelsobjekt og et spørgsmål om de bedste vilkår for business.

For virksomhederne som sådan ser væksten ud til at være godt på vej, men den kommer på et tidspunkt med hård konkurrence ikke kun fra nye markeder, men i forhold til selve reglerne i spillet. Jokeren er den teknologiske udvikling, der underkaster alle et ubarmhjertigt pres.

På tværs af ideologier og imperativer vil regeringerne helt sikkert i 2018 bevæge sig længere for at kontrollere brugen af ​​data og cyberspace. I Europa er der nye databeskyttelsesbestemmelser på vej i 2018 og en mere aggressiv antitrust indsats, et forsøg på en mere retfærdig skattebetaling og håndhævelse af arbejdskraftens frie bevægelighed, men bekæmpelse af social dumping. Det er, hvad mange lande betragter som en nødvendig opstramning efter en periode med overdreven laissez-faire i forhold til den digitale økonomi.

I kampen mod terror og kontroversielle ytringer på nettet vedtog Kinas øverste lovgivende organ, Den Nationale Folkekongres’ Stående Udvalg, sidste år en ny lov om cybersikkerhed. Loven skal officielt "beskytte suverænitet på internettet, den nationale sikkerhed og borgernes rettigheder".

Det handler blandt andet om at kriminalisere aktiviteter, der har til hensigt at "omstyrte det socialistiske system, splitte nationen, underminere det nationale sammenhold og advokere for terror og ekstremisme", lyder argumenterne. Den mindre pæne udlægning handler om øget kontrol og overvågning af den kinesiske befolkning.

Et af de vigtigste spørgsmål omkring de nye teknologier udestår. Hvordan skal vi håndtere rammerne for kunstig intelligens og machine learning? Hvordan sikrer vi, at det bliver menneskeheden, der styrer robotterne og maskinerne med den kunstige intelligens og ikke omvendt? Politikerne og de vigtige folk i Davos er ved at få øjnene op for den udfordring.

Læg oven i alt dette her, som kræver rigelig opmærksomhed, usikkerheden omkring Nordkorea og Mellemøsten og udviklingen i Rusland med et præsidentvalg på vej i 2018, samt udskiftningen på centrale poster i flere afrikanske stater med aldrende despoter.

I Latinamerika vil en række kritiske valg i Brasilien, Colombia, Mexico og Venezuela blive en test på, om der kan skabes fremgang for ​​antikorruption og reformistiske bevægelser.

I Indien skal det regerende Bharatiya Janata parti have testet deres mandat i 2018, og det valg kan få afgørende betydning for landets teknologiske og økonomiske udvikling.

I Europa skal der findes en løsning på Storbritanniens exit fra Den Europæiske Union og de uløste migrationsproblemer.

I USA ventes der spændt på år to med Trump og et spændende midtvejsvalg til Kongressen, som vil give et første fingerpeg om præsidentens chancer for genvalg.

Så der er nok at tale om i Davos denne vinter også.

På den baggrund bliver vores hjemlige diskussion om skattelettelser, udlændingestramninger og velfærdssikring frem til 2030, og hvem der nu kravler op og ned af træerne i den politiske skov, sådan sat lidt i perspektiv.

Godt Nytår. 

---------

Lisbeth Knudsen er ansvarshavende chefredaktør og direktør for Mandag Morgen samt formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater. Hun har været koncernchef for Berlingske Media og ansvarshavende chefredaktør for Berlingske. Før det var hun blandt andet nyhedsdirektør i DR. Hver anden fredag skriver hun en klumme i Altinget, som alene er udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Anna Libak: It's the immigration, stupid Anna Libak: It's the immigration, stupid Næste artikel David Trads: Det hele sejler i EU – og Danmark er blind passager David Trads: Det hele sejler i EU – og Danmark er blind passager
  • Anmeld

    Jens Voldby Crumlin

    Er kapitalismen trådt ind i sin sidste fase ?

    Lisbeth Knudsen har mange kloge betragtninger men reelt intet svar på hvordan vi tackler de globale udfordringer.
    Hvis man vil forsøge at forstå den overordnede globale samfundsudvikling er det nødvendigt at forstå de indbyggede modsætninger og kriser i det kapitalistiske system . Socialfilosoffen Andre Gorz havde et rigtigt godt bud på hvilke valg vi står overfor hvis vi vil skabe et reelt globaliseret videnssamfund. Følgende links handler om hans bog Wissen, Wert und Kapital som desværre ikke er oversat til dansk.
    http://spip.modkraft.dk/sektion/kontradoxa/article/kapitalismen-er-tradt-ind-i-sin
    http://spip.modkraft.dk/sektion/kontradoxa/article/kapitalismen-vakler

  • Anmeld

    Torben Snarup · demokratisk påvirkningsagent

    Hvem træffer beslutningerne i Europa?

    I Davos handler det om økonomi, skriver LK. Men også om politik: "Efterlysningen af lederskab i WEF-regi drejer sig ikke kun om at få verden til at rykke tættere sammen om løsningen af fælles udfordringer og formuleringen af en fælles fortælling om dem ....." - LK undlader klogeligt at kommentere elefanten i stuen: De vanvittige EU-kommissærer, der rabler om "at rykke tættere sammen", d.v.s. nedlægge nationalstaterne. Men det er altså her hun skal finde årsagen til det aktuelle opbrud og raseri: Stadig flere borgere vender sig mod dette globalistiske delirium, der smykker sig med betegnelsen "europæisk union" - ifølge Schulz og Timmermanns senest i 2025. Bismarck havde ret: "Wer Europa sagt, lügt!"

  • Anmeld

    Christian X

    Vor tids største tænkere: Stephen-Hawking-Elon-Musk-and-Bill-Gates

    Siger at den teknologiske udvikling løber fra menneskeheden:

    http://observer.com/2015/08/stephen-hawking-elon-musk-and-bill-gates-warn-about-artificial-intelligence/

    Vores egen formåen øges ikke:

    https://jyllands-posten.dk/indland/ECE10150986/undersoegelse-danskerne-bliver-dummere/

    Verdens førende IQ forskere har påvist, at danskerne-bliver-dummere, årsagerne er indvandring, livsstil og dårlig træning/uddannelse.

    Det sker i en verden med umodne demokratier, der er fyldt med børnesygdommer - og med en samfunds udvikling, der bliver mere og mere kompleks i et hurtigere og hurtigere tempo.

    Jeg deler Stephen-Hawking-Elon-Musk-and-Bill-Gates bekymringer.

  • Anmeld

    Bertel Johansen · Maskinmester

    Julens glade budskab: Politikerne bestemmer ikke alting.

    Citat: "Mere end 30 pengeinstitutter har konsoliderede aktiver på over 50 milliarder dollar hver. Det betyder, at hver af dem har flere aktiver end to tredjedele af verdens lande producerer i årligt BNP."

    Jamen det er da kun til at glæde sig over. Nationalstater har det jo med engang imellem at gå i nationalistisk selvsving og sprede død og ødelæggelse. Det gør pengeinstitutter jo dog ikke.

    Faktisk er det vel glædeligt, at der er et forholdsvis upolitisk økonomisk korrektiv til de politiske lederskaber der jo ofte fejler fælt, så lad os i denne tid glæde os over Lisbeth Knudsens budskab.

  • Anmeld

    Michael

    Fragmeneret globaliserings paraboid udskilnings. degenererings pengeskabelses monsters ensrtetnings robottiserings abstraktions begrebs illusionisme satanistisk børnevoldtægtsforbryderimens


    ,,,,,,,,,,endelige sejr over mennesket og menneskehedens egentlige værdier,

    Der er kun en vinder.

    Så har alle tabt.

    Også vinderen.

  • Anmeld

    Michael

    Ikke evigt........

    Heldigvis er politik midlertidigt,

    modsat livet.......

  • Anmeld

    Michael

    X- Factor - economics


    med vindertics.......





  • Anmeld

    Torben Snarup · demokratisk påvirkningsagent

    uorden

    Husk, at når en "orden" fragmenteres, er den blevet til "uorden"!