Løkkegaard: Der er tegn på forår for det liberale Europa

Af Morten Løkkegaard (V)
Medlem af Europa-Parlamentet

Søndagens franske præsidentvalg skrev sig ind i historiebøgerne som et jordskred. Hele den etablerede, kompromitterede og mere eller mindre korrumperede politiske elite blev fjernet fra jordens overflade - og erstattet af et klart valg:

Om et par uger vil Frankrig enten fortsætte den globale tendens fra Brexit og Trump med at vende verden ryggen og drømme sig tilbage til et samfund før det 21. århundrede - eller blive den første større modreaktion: Landet, hvor det liberale, moderne, internationale udsyn, samarbejde og den politiske midte blev genoplivet.

Sandsynligheden taler for det sidste, da stort set alle bakker op om det nye stjerneskud, Emmanuel Macron.

Ny tendens til modreaktioner?
Det gode spørgsmål er selvfølgelig, om modreaktionen i givet fald er en enlig, fransk svale? Eller om der er tale om en tendens, som nogen sporede ved det nyoverståede hollandske parlamentsvalg, hvor den populistisk-nationalistiske superstar Gerd Wilders ikke fik den ventede storsejr, og andre mener at kunne opsnappe endnu længere tilbage, da en grøn og let venstreorienteret akademiker uventet slog den højreradikale darling ved det østrigske præsidentvalg.

Svaret er ikke entydigt. Selv om vi er mange, - ikke bare i Bruxelles, men også blandt liberale og centrum-orienterede i Danmark - der vågnede op til en rar mandag og vel også drog et lettelsens suk - ja, så må man retfærdigvis indrømme, at billedet stadig er noget mudret.

Jeg tror personligt, at vinden er ved at vende. Jeg tror, at højrepopulismen og dens venstreorienterede, sydeuropæiske lillebror er på vej ud.

Morten Løkkegaard (V)
Medlem af Europa-Parlamentet

Et splittet Europa
Hvad alle tre afstemninger - og i øvrigt også Brexit før dem - med sikkerhed har vist, er, at Europa er splittet i to næsten lige store grupper, der ser fundamentalt forskelligt på fremtiden:

Gruppen af fremtids-bekymrede, primært de ældre, folk uden for arbejdsmarkedet samt de ideologisk nationalt-konservative og reaktionære, som ønsker globaliseringen skruet tilbage til en verden før computere, robotter, automatisering, åbne grænser, frihandel og værdi-opløsning. Nationalstaten bliver for dem billedet på de grænser, der skal bevares - over for de fremmede, de multinationale, kapitalen og de samarbejdsorganer, som repræsenterer moderniteten, primært EU.

På den anden side gruppen af fremtids-optimister, primært de unge, de veluddannede og folk i arbejde samt de ideologisk liberale, som ønsker globaliseringen udnyttet med mere frihandel og bevægelighed (men også tæmmet af fælles regelsæt) i et forpligtende internationalt samarbejde. Nationalstaten er her en størrelse, som ikke kan stå alene, men må suppleres af internationale samarbejdsfora som for eksempel EU.

Afgrunden mellem disse to grupper er blevet stadig større, og hver gruppe bedriver i nogen grad ønsketænkning og -tolkning på hver eneste ny afstemning. Således blev et hollandsk valg en sejr for begge lejre, fordi de forandrings-forskrækkede blev styrket, mens de Europa-venlige sandelig også gik frem. Det samme kan man sige om første runde af det franske valg: Le Pen gik frem, men det samme gjorde den nye, Europa-venlige stjerne Macron.

Socialdemokraterne kom for sent
De reelle tabere er de partier, som kom for sent til toget, primært de socialdemokratier, som aldrig fangede tidens tegn, globaliseringens og folkevandringens konsekvenser, men overlod resterne af arbejderklassen til de borgerlige og senest højre-populisterne.

Selv om det var Camerons uansvarlige leg med sine egne konservative, der førte til løftet om en Brexit-afstemning, ja, så var det Labour, der grov-svigtede, da det gjaldt - og Ja-siden skulle være mobiliseret fra midten.

I Østrig måtte der en grøn akademiker til for at slå højre-populisten, i Holland og Frankrig er det endt i ren katastrofe og socialdemokratisk nedsmeltning.

Vi liberale har selvfølgelig også et stort ansvar, men det er dog lykkedes at få samlet op efter en europæisk nedtur. Macron kalder sig partiløs, men hans program er kerneliberalt.

De liberale i Holland (VVD og D66) klarede sig godt ved valget i marts og kommer nu til at danne regering. I Tyskland tegner alt til et fint come back for FDP ved valget til efteråret - et valg, hvor det yderste højre er imploderet, og hvor Merkel formentlig genvælges på trods af alle migrationsvanskeligheder og en mere folkelig socialdemokratisk modkandidat.

I Tjekkiet er liberale i succesfuld regering, i Polen er den liberale opposition historisk stærk, og i Spanien udgør de liberale et helt nyt og styrket centrum, også her ledet af en ung, karismatisk og uplettet politiker. Selv i Danmark befinder borgerligt-liberale partier sig stadig i det politiske epicenter - regeringsbærende - og alligevel med halvdelen af vælgerne bag sig.

Vinden vender
Vi ser med andre ord konturerne til en ny liberalt orienteret midte i europæisk politik. Nogle steder med et borgerligt tvist, andre steder med et skvæt overlevende socialdemokratisme. Jeg tror personligt, at vinden er ved at vende. Jeg tror, at højrepopulismen og dens venstreorienterede, sydeuropæiske lillebror er på vej ud.

Jeg tror det, men jeg ved det ikke. Det eneste, der synes ganske klart, er, at de gamle magtstrukturer er i opløsning. Og at afgrunden er større end nogensinde. 2016 blev året, hvor afgrunden åbnede sig og antiglobaliseringshæren samlede sig på den ene side. 2017 kan meget vel blive året, hvor vi andre får mobiliseret.

Men uanset hvad består afgrunden. Og uanset hvem, der vinder næste runde, bliver det de kommende sejrherrers primære opgave at få bygget bro over afgrunden.

I en EU-kontekst handler det om tre ting: At skabe politiske resultater (gerne liberale), så frygten bliver manet i jorden. At reformere et samarbejdssystem, som de færreste fatter, selv om de fleste fornemmer, at det skal til. Og at vi bliver bedre til at fortælle om det, vi er: europæere såvel som nationale.