Løkkegaard: Et lidt billigt angreb, Ole Christensen

Af Morten Løkkegaard 
MEP, Venstre

Min gode parlaments-kollega, Ole (EU) Christensen, virker lidt knotten for tiden. Efter at jeg beskyldte ham og hans socialdemokratiske fæller i Europa-Parlamentet for at stikke en kniv i ryggen på den danske model, har Ole hidset sig mere op end vanligt.

Senest har han i en klumme i Altinget beskyldt mig for at køre ultra-liberalt solo-løb på luftfarts-området – og være imod fælles europæiske løsninger, når det gælder bedre vilkår for piloter. Jeg skulle tilmed være på kollisionskurs med mine regeringskolleger hjemme.

Her må jeg desværre skuffe Ole C – og eventuelle andre af venstrefløjens konspirations-teoretikere udi arbejdsmarkedet. Intet kunne være mere forkert.

Selvfølgelig er jeg – ligesom resten af Venstre og regeringen – varme tilhængere af ordentlige vilkår for ansatte i luftfarten. Såkaldte Ryanair-metoder er til skade for konkurrencen og giver et urimeligt pres på både de ansatte og sikkerheden. Derfor er der god grund til at finde også europæiske løsninger.

Det er – kort sagt – et lidt billigt angreb, som jeg her udsættes for. Ole C undlader nemlig (bevidst?) at medtage to pointer, som man er nødt til at have med, når diskussionen falder på fælles europæiske arbejdsmarkedsløsninger i almindelighed – og parlamentets behandling af luftfartens problemer i særdeleshed.

Løsninger, der vedrører ansættelsesvilkår, mener vi i Venstre, hører under arbejdsmarkedets parters frihed til at forhandle acceptable løsninger på plads.

Morten Løkkegaard
MEP Venstre

Skal Bruxelles styre arbejdsmarkedspolitikken?
Den ene pointe er det principielt problematiske ved at lade Bruxelles styre arbejdsmarkedspolitikken. Her skal alle vi, der hylder Den Danske Model (og det gør i hvert fald fagbevægelsen, som jeg konstant har på mit kontor for at advare mod Bruxelles-forsøg på at underminere modellen) være på vagt i disse tider, hvor både vore sydeuropæiske kolleger i parlamentet og visse medlemslande, men også embedsmændene i Kommissionen er i fuld gang med at finde måder at skabe fælles EU-regler – og dermed i praksis sætter modellen ud af kraft.

Betyder det, at man ikke kan lave fælles regler for for eksempel arbejdsmiljø og sikkerhed? Nej, det betyder det ikke. EU-Kommissionen har allerede i dag mulighed for at sætte ind ved lov, når det handler om arbejdsmiljø og sikkerhed – og i øvrigt også om konkurrence. Det bakker Regeringen og Venstre op om.

Men – løsninger, der vedrører ansættelsesvilkår, mener vi i Venstre, hører under arbejdsmarkedets parters frihed til at forhandle acceptable løsninger på plads. Hvis man på dette område kan finde sig til rette imellem de europæiske arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer, er det klart den bedste løsning. Og hvis denne arbejdsmarkedstilgang så viser sig ikke at levere et dueligt resultat, kan medlemsstaterne jo overveje at aftale en fælles regulering.

Det var holdningen, som jeg forleden gav udtryk for i Fagbladet 3F, der – på bedste journalistiske vis – fik udeladt nuancerne i valget af citater og på den måde beredvilligt formede grunden til Ole Christensens lidt forudsigelige angreb i Altinget.

Luftfartsrapport giver EU-kommisionen magt
Hvilket bringer mig til den anden pointe: Den luftfartsrapport, der var til afstemning i sidste uge i parlamentet, og som var omdrejningspunkt for 3F-artiklen og den efterfølgende debat, anbefalede netop, at Kommissionen med det samme skulle have en blankocheck til at gennemføre lovgivning, hvor den "fandt det nødvendigt". 

Den formulering stemte jeg imod, fordi den lægger op til at lade Kommissionen gå ind over medlemslandenes kompetencer og lovgive på netop ansættelsesvilkår. Det er en glidebane, som hurtigt kan skabe præcedens for andre sektorer og som meget nemt kan underminere Den Danske Model. 

Det vil jeg selvfølgelig ikke være ansvarlig for, og jeg har svært ved at forstå, at Socialdemokratiet og den danske fagbevægelse på denne måde så upåvirket giver sig i kast med at sælge ud af arvesølvet. 

Ja, man kan endda lidt polemisk hævde, at denne luftfartsrapport (som oprindeligt slet ikke handler om arbejdsvilkår, men om en samlet strategi for branchen, men det fik Ole C og hans S-kolleger ændret) er bare endnu et eksempel på den socialistiske strategi, som lige nu handler om at skabe maksimalt pres på Kommission og Råd forud for Junkers store jubilæumstale om en måneds tid – en tale, hvor den såkaldt "Sociale Søjle" ventes at fylde en hel del. 

Især de sydeuropæiske socialister ønsker her fælles EU-lovgivning. Hvad de danske socialdemokrater egentlig ønsker, bliver det stadig sværere at finde ud af. Og det bekymrer os en hel del i Venstre. Måske burde det også bekymre Fagbevægelsen. Senest har Metals formand, Claus Jensen, taget sit ansvar alvorligt og lagt klar afstand til hele tanken om Bruxelles-diktat af arbejdsmarkedet. Vi mangler derimod klare svar fra den socialdemokratiske ledelse.