Macrons distancering fra USA er mildest talt problematisk

En højtprofileret diplomatisk indsats umiddelbart før krigsudbruddet mislykkedes – udødeliggjort af det berømte billede af Macron og præsident Putin i hver sin ende af et langt bord – og siden har den franske præsident både insisteret på, at Rusland ikke må ydmyges, og at Kreml har legitime behov for sikkerhedsgarantier.

I et isoleret fransk perspektiv falder hans markeringer godt i tråd med Frankrigs udenrigspolitiske linje under Den Femte Republik, som den blev fastlagt af de Gaulle – illustreret af samtalen med præsident Johnson.

Det franske mål var dengang og er stadig en større ligeværdighed mellem Europa og USA i Nato-samarbejdet. Geopolitisk ser man sig selv i en ”midterposition” som en balancerende magt mellem de store blokke anført af supermagterne. Præsident de Gaulle var da også en hyppigere gæst i Sovjetunionen sammenlignet med andre vestlige ledere.

Højdepunktet i denne politik – nogle vil sige lavpunktet – indtraf i 1966, hvor de Gaulle trak Frankrig ud af Natos militære samarbejde, og alliancens hovedkvarter måtte evakueres fra Paris til Bruxelles, hvor det stadig ligger. Frankrig kom først med igen i 2009.

Det ville klæde Frankrig i almindelighed og præsident Macron i særdeleshed at advokere for et ellers fornuftigt strategisk sigte uden en stærk antiamerikansk tone i debatten

Michael Ehrenreich

Også de Gaulles forsøg på at holde Storbritannien ude fra det daværende Europæiske Fællesmarked (EF) skal ses i dette lys. Han betragtede briterne som en trojansk hest for amerikansk indflydelse og lagde ikke skjul på det. Han sagde det ligeud. Storbritannien kom først med i 1973.

Det paradoksale er, at den europæiske udvikling langsomt trækker i fransk retning, og at dette formentlig på sigt vil blive forstærket af Ukraine-krigen. Der er på begge sider af Atlanterhavet enighed om, at Europa skal påtage sig et større sikkerhedspolitisk ansvar.

Dette vil kræve et forstærket EU-samarbejde, også på ikke-militære områder, og som allerede er i gang. Et godt eksempel er genopretningsfonden efter coronapandemien, finansieret af fælles låneoptagelse mellem EU-landene, en milepæl i det europæiske samarbejde. Det var i øvrigt Macron, som til sidst overbeviste en skeptisk kansler Merkel om at gå med.

Men det ville klæde Frankrig i almindelighed og præsident Macron i særdeleshed at advokere for et ellers fornuftigt strategisk sigte uden en stærk antiamerikansk tone i debatten, som svækker den atlantiske alliance.

Er det nødvendigt at holde sig strikt til den gaullistiske tradition, hvor en udtalt fransk distance til USA åbenbart ikke kan undværes, burde Macron have valgt en anden lejlighed end på dette kritiske tidspunkt i krigen. Det var dårlig timing.

Der blev knyttet store håb internationalt til Emmanuel Macron, efter at han i 2017 vandt sikkert over højrepopulisten Marine Le Pen på et stærkt proeuropæisk valgprogram. Det var kort efter Brexit-afstemningen og Donald Trumps magtovertagelse i Washington.

Præsident Macron brød tendensen, og mange så en ny stjerne på den globale scene. Hans udtalelser seks år senere viser, at der stadig er et stykke vej endnu.