Margrete Auken: Politikerne bærer ansvar for EU's demokratiske underskud

EU'S TILSTAND: Lukkethed i Rådet og manglende EU-tale i regeringerne umuliggør, at borgere kan stille folkevalgte til ansvar. Det er en af mange trusler mod EU, skriver Margrete Auken (SF).

Placeholder image
Klimaforandringer og ulighed er blandt EU's store udfordringer i disse år. Men også borgernes manglende viden om EU er en trussel. Den står politikerne med ansvaret for, skriver Margrete Auken (SF). Foto: Europa-Parlamentet
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Margrete Auken (SF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Dette indlæg er Margrete Aukens tale ved Europa-Parlamentets State of the European Union-arrangement i Altingets gård 7. september.

I år fejrer vi 70-året for Schuman-erklæringen, inspirationen til det EU vi har nu.

I den forbindelse blev jeg for nogle måneder siden bedt om at skrive en nutidig Schuman-erklæring, om hvordan vi kan ruste EU til at håndtere de udfordringer, vi står overfor. Min tale her er en opdateret version af min Schumann-erklæring.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk.

Når truslerne hober sig op, er den 'løsning', flere lande griber til, nationalstaten! Grænser lukkes, statslederne taler udelukkende til og om sine egne - 'danskerne', et inkluderende 'vi' høres sjældent, endnu sjældnere et, der rækker ud over egne grænser, europæisk – og globalt.

'Verdensmålene' er blevet knaphulspynt.

Selvom teltet sine steder er vakkelvornt, har mærkelige lapper og endda huller, er det, hvad vi har. Og der bør være politisk råstyrke til at reparere det. Det er både nødvendigt og muligt.

Margrete Auken (SF), Medlem af Europa-Parlamentet

Mange trusler mod EU
Og EU? Tit lyder det ’EU har svigtet,' 'EU er truet,' 'EU magter ikke de problemer, der tårner sig op’ og så videre. Det er svært at ignorere den sang.

Kan man forestille sig samarbejdet fungere fremover, hvis ikke vi får bremset klimaforandringerne, biodiversitetskrisen, den voksende ulighed landene imellem og internt, skatteunddragelserne, flygtninge- og migrationsstrømme og her i de seneste år: angrebene på retsstatens grundlæggende værdier i flere medlemslande. 

Nu har en pandemi så føjet sig til trussellisten. Pandemien er en bister påmindelse om, at vi trods teknologiske fremskridt stadig er en del af naturen. Derfor skal vi overvinde biodiversitetskrisen såvel som klimatruslen.

Uperfekt handlekraft
Hver for sig er udfordringerne alarmerende, men de fleste af dem er også forbundne og skal håndteres derefter.

EU har udvist imponerende beslutningsdygtighed i forbindelse med covid-19 og på meget kort tid etableret en hjælpepakke af et historisk omfang.

Hjælpepakken er langt fra perfekt, for eksempel er tiltagene på retsstatsområdet slet ikke stærke nok, og parlamentets kritik, som blev vedtaget med et usædvanlig bredt flertal, skal nu forhandles ind i vedtagelsen -  der dog under alle omstændigheder bliver en historisk beslutning.

Eneste telt i byen
Stadigvæk gælder det, hvad min afdøde bror Svend Auken sagde: ’Hvis man er til cirkus, er EU det eneste telt i byen’.

Selvom teltet sine steder er vakkelvornt, har mærkelige lapper og endda huller, er det, hvad vi har. Og der bør være politisk råstyrke til at reparere det. Det er både nødvendigt og muligt.

Og ingen skal frygte en EU-forbundsstat, skønt vi for længst har puljet vores suverænitet med de øvrige medlemslandes. Dertil er nationalstaterne for veletablerede. Som det er sagt: Man laver ikke omelet af hårdkogte æg.

Men man bør stadig udvikle EU's demokrati, så borgerne kan få øje på deres egen indflydelse. Demokratiet er vores eneste holdbare byggemateriale. Og en europæisk fælles-suverænitet må være demokratisk forankret hvis den skal virke.

Demokratisk underskud
Borgerne som flest aner imidlertid knap, hvordan EU's demokrati virker. Trods stigende deltagelse ved EP-valg, vil det overraske mange, at Parlamentet reelt betyder noget.

De stirrer ind i en sump af lobbyisme og en bureaukratisk labyrint af beslutningsgange. EU’s demokratiske underskud er ingen kliché. Det er der.

Afgørende vedtagelser, der angår os alle, sker på EU-niveau. Og de beslutningsansvarlige er folkevalgte: Parlamentet såvel som Rådet. Men når regeringernes arbejde ikke kan følges af hverken nationale parlamenter eller presse og dermed borgerne, fortoner Parlamentets rolle sig også.

Parlamentets arbejde med lovgivning sker åbent, plenar- og udvalgsmøder bliver streamet og tolket til alle sprogene. Selvfølgelig er der også lukkede forhandlingsrum, men efterfølgende er det muligt at se, hvem der har sagt og stemt hvad og været med i hvilke kompromiser.

Skjult beslutningsproces
Rådets beslutningsproces derimod er utilgængelig. Regeringskontorerne arbejder stadigvæk, som var EU et mellemstatsligt samarbejde ligesom FN og Europarådet. Men de er altså del af et integreret lovgivningsarbejde.

Og faktisk har borgerne ret til at kunne følge med. I EU-traktaten står der i artikel et: ’beslutningerne træffes så åbent som muligt og så tæt på borgerne som muligt’. Og: ’Enhver borger har ret til at deltage i Unionens demokratiske liv’.

I maj 2018 fremlagde EU's ombudsmand, Emily O'Reilly, en specialrapport, der klart kritiserede Rådets lukkethed. Arbejdsgrupper og komiteer, hvor væsentlige beslutninger reelt træffes, er oftest utilgængelige, referaterne oplyser ikke, hvilken national delegation der sagde og stemte hvad.

Demokrati kræver åbenhed
Regeringerne slipper således af sted med at skjule, at de selv har medansvar for alle vedtagelser. Er der problemer på hjemmefronten, får EU skylden! Europa-Parlamentet gav ombudsmandens kritik bred støtte i januar 2019.

Senest har hun gentaget sin bekymring for lukketheden, der kun er blevet forstærket under corona-krisen og det nødregime, der er indført, hvor alle beslutninger træffes i skriftlig procedure. 

Først når der er åbenhed om dagsordener og efterfølgende brugbare referater, kan borgerne stille deres valgte til ansvar. Det kræver naturligvis, at politikerne selv vænner sig til at tale om EU-politik, så alle, der vil, kan følge med og deltage i demokratiet som lovet i traktaten.

Der er selvsagt ingen garanti for, at EU's borgere gennem valg og deltagelse i den offentlige debat så når frem til løsninger, der bringer EU flot af vanskelighederne. Men uden et levende demokrati har vi ingen chance. Og uanset hvad: er man til cirkus, er EU stadigvæk det eneste telt i byen.

Det talte ord gælder.

Dokumentation

State of the European Union

Den 16. september holder kommissionsformand Ursula von der Leyen sin State of the European Union-tale, hvor hun gør rede for, hvordan hun ser EU's tilstand netop nu. 

Som optakt til hendes tale var Europa-Parlamentet i Danmark vært ved at arrangement mandag 7. september i Altingets gård, hvor en række af de danske medlemmer af Europa-Parlamentet kunne give deres egne bud på en State of the European Union-tale.

De taler udgives som debatindlæg frem mod 16. september, og dette indlæg er en af dem.


Omtalte personer

Margrete Auken

MEP (SF), næstformand i Europa-Parlamentets Palæstinadelegation
cand.theol. (Københavns Uni. 1971), sognepræst emerita

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser