Margrete Auken: Skatteparadis koster kassen

Af Margrete Auken (SF)
Medlem, Europa-Parlamentet

Knap 100 milliarder kroner har Irland givet it-giganten Apple i skatterabat siden 1991. Apple betalte i 2014 kun 0,005 procent i skat af sin indtjening i 2014. I foråret blev Panama afsløret som et gigantisk skattely for virksomheder og enkeltpersoner verden over, og i sidste uge afslørede min Grønne Gruppe i Parlamentet Malta som et veritabelt skatteparadis.

Kort før jul afslørede vi at tøj-giganten ZARA med dygtige skatterådgiveres hjælp i 2011-2014 har ’sparet’ over 43 milliarder kroner på skattebetaling til EU-landene. ZARA mener ikke de har brudt nogen skattelovgivning, og det er muligvis rigtigt. Forskellen mellem lovlig og ulovlig er nemlig hårfin: Når landene accepterer bilaterale skatteaftaler (oftest hemmelige) for at tiltrække internationale virksomheder, kan de multinationale nemt smutte rundt i labyrinten og placere pengene hvor det er smartest.

Jo mere man tjener som virksomhed – og enkeltperson – jo mere har man også til at købe rådgivning fra de revisorer, advokater og økonomer vi uddanner i dyre domme for skatteyderpenge til at få placeret overskuddet billigst – om det så er i Schweiz, Holland, Irland, Panama eller – Danmark.

Et nationalt system, uanset hvor godt det er, virker ikke alene; de multinationale shopper bare rundt mellem lande der underbyder hinanden med skatterabatter.

Margrete Auken (SF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Globalt skattesystem en god idé
Skattefifleriet giver øget ulighed – globalt, i EU og i Danmark. Det undergraver troen på vores skattesystem hvis de fleste loyalt betaler skat mens andre bare ’slipper’. Problemet er globalt og koster os kassen, og årsagen er at der ikke findes noget globalt skattesystem. Et nationalt system, uanset hvor godt det er, virker ikke alene; de multinationale shopper bare rundt mellem lande der underbyder hinanden med skatterabatter.

Et globalt skattesystem er ikke så utopisk som mange tror. OECD arbejder for eksempel på at få udveksling og offentliggørelse af skatteoplysninger, og det projekt forsøger EU-Kommissionen at indføre ved lov i EU-landene. Kommissionen har fremlagt et forslag om en fælles skattebase. Forslaget blev 19. december afvist af regeringen med DF og (gisp) Enhedslisten. Men heldigvis består det dårlige selskab ellers kun af Irland, Sverige, Holland, Storbritannien, Malta og Luxembourg hvilket ikke er nok til at forhindre Kommissionen i at gå videre.

Begrundelsen var at skat er en national sag som EU ikke må røre ved. Men vil man løse et problem, må man gå efter ’fejlen’. Og når den er i det internationale system, skal kampen tages her og ikke som EL påstår først skabe en bedre verden uden EU. I øvrigt går forslaget ikke på at lave ensartede skattesatser eller pille ved for eksempel personskattesystemet, men alene om beregningsmetoden for selskabsskat, eventuelt med en minimumgrænse. Plus åbenhed, naturligvis.

Fælles regler bedre end nationale
Den aktuelle mangel på fælles regler er uacceptabel. Derfor er skal man huske at også fælles regler, der ikke er helt optimale, er bedre end nationale regler som giver skattefiflerne labre vilkår. Når man nødvendigvis må holde sammen for at tackle problemet, kan hvert enkelt land jo ikke bestemme alt selv.

SF støtter EU-bestræbelserne. Vi har længe ønsket en fælles mindstesats for selskabskatten så ingen EU-lande kan underbyde hinanden og vi kan standse den nedadgående skattespiral. Det kræver så fælles regler om hvordan grundlaget for selskabsskatten opgøres. Ellers konkurrerer landene bare på for eksempel særligt gunstige afskrivningsregler.

Og tænk hvis den hjernekapacitet som nu investeres i at skattefikumdik blev brugt på at klare klima- og miljøproblemer og på sikre alle børn en god start i livet! Vi ville blive rigere uden al den udspekulerede grådighed! Den sidste tids afsløringer af skatteunddragelse er så også virkelig god til at få en brugbar løsning inden for rækkevidde. Hvis borgerne opdager hvor meget vores fælleskab (og ulandene, især) snydes for samt hvor skurkene og fælderne er, bliver det sværere for deres valgte politikere og regeringer at holde hånden over et system der kun gavner den uproduktive grådighed.