Marianne Vind: EU vender ryggen til fattige arbejdstagere

I et nyligt debatindlæg kalder næstformand i Europæisk Ungdom Nordjylland, Katrine Platon Skyum, EU's mindstelønsdirektiv for en julegave og et stærkt udtryk for sammenhold.

Men det er mest af alt en julegave til alle de arbejdsgivere, som gerne vil undgå overenskomster og højere lønninger. De europæiske lønmodtagere - og særligt de fattigste - kommer ikke til at få meget ud af en EU-lovbestemt mindsteløn. 

Et quick fix frem for en reel løsning 

Europa har ikke løst den stigende fattigdom blandt folk i arbejde. Og der er ingen udsigter til, at det ændres lige foreløbigt. Derfor skal julegaven i form af et mindstelønsdirektiv sendes retur og byttes til reformer, der sikrer kvaliteten af arbejdet, bedre organisering og ikke mindst ligeløn. 

21 EU-lande har allerede en mindsteløn. Tyskland indførte sin i 2015, fordi lønningerne og organiseringen på arbejdsmarkedet faldt så drastisk efter Hartz-reformerne, som skabte jobs til en løn på 400 euro om måneden.

Omfavner vi mindstelønsdirektivet, så risikerer vi at rive fundamentet for den danske model over

Marianne Vind
Medlem af Europa-Parlamentet (S)

En bund under lønnen kan være en nødvendig redningskrans i lande som Tyskland, men ændrer ikke ved, at mindstelønnen - selv efter EU's ønskede mindstesats - er skandaløst lav i EU's medlemsstater. En mindsteløn løser ikke det, som den danske model er lykkedes med at opnå. 

I Danmark forhandles løn mellem arbejdsmarkedets parter, og med din overenskomst får du ikke kun forbedret løn, men også pension, ferie, barsel med videre.

Den danske model er en samfundsmodel, som har skabt vækst og velstand, arbejdspladser, høje lønninger, solide skatteindtægter som socialdemokratiske regeringer har brugt på at skabe en stærk velfærdsstat. Modellen bygger på gensidige aftaler mellem arbejdstager og arbejdsgiver, og som begge parter er glade for. 

Den danske model virker

Ingen af mine kollegaer i Europa-Parlamentet er i tvivl om, at den danske model virker og burde indføres i alle EU lande. Men realiteten er, at EU's medlemslande har opgivet den og erstattet den med halvhjertede forslag såsom et mindstelønsdirektiv.

Uden reelt at tro på, at mindstelønnen nu får det nødvendige skub opad. Tværtimod viser erfaringer fra Tyskland og Frankrig, at flere nu ansættes på mindstelønninger frem for på kollektive overenskomster, herunder håndværkere og sygeplejersker. Og dem der burde få gavn af mindstelønninger, bliver nu ansat på eget CVR-nummer som falske selvstændige. 

Mindstelønsdirektivet er ikke udtryk for sammenhold. Det er en quick fix-løsning på et dybt, strukturelt problem, som EU ikke ønsker handling på. Det risikerer at gøre mere skade end gavn, når den tager lønforhandlingsansvaret fra arbejdsmarkedets parter i Danmark og lægger den i hænderne på politikere i Bruxelles. 

Det er derfor, Danmark var med til at indføre i EU's traktater, at EU ikke må indføre direktiver om løn. Det har jeg fra dag ét forsvaret, og et annullationssøgsmål er i min optik helt efter bogen. Omfavner vi mindstelønsdirektivet, så risikerer vi at rive fundamentet for den danske model over.

Overenskomster bliver opsagt, organiseringsgraden falder, og working poor-tilstande, vi kender fra Tyskland bliver hverdag i Danmark. For mig er dét ikke sammenhold. 

EU’s værktøjskasse er god - men tør vi bruge den? 

Det er en EU-opgave at løse arbejdstagernes fattigdom. Derfor skal EU understøtte aftalemodellen - ikke modarbejde den. 

Det voksende B-arbejdsmarked, hvor faste kontrakter bliver afløst af platformsarbejde og prekært arbejde uden lønmodtagerrettigheder og fast løn, er en kritisk opgave, som EU har et kæmpe ansvar for at løse.  Lavtlønnede har oftest de hårdeste arbejdsvilkår og størst risiko for at dø på arbejdspladsen. Kvaliteten af arbejdet i Europa skal løftes, så ingen risikerer ikke at komme hjem, når arbejdsdagen er slut. Og så er der stadig et stort arbejde i at bekæmpe social dumping og sort arbejde. 

Europa har ikke løst den stigende fattigdom blandt folk i arbejde.

Marianne Vind
Medlem af Europa-Parlamentet (S)

EU har med løntransparensdirektivet sikret, at kvinder og mænd får samme løn for arbejde af samme værdi. Det er et stort, nødvendigt skridt for ligestillingen, når uforklarlige lønforskelle mellem mænd og kvinder bliver fortid i Europa. 

Jeg vil afslutningsvist sende en opfordring til EU's lande med mindsteløn om at følge Portugals eksempel ved løbende - og ganske markant - at øge mindstelønnen nationalt. Portugal viser, det er muligt, selv uden europæisk indblanding. Det kræver politisk vilje. Samme politiske vilje skal der til for de nødvendige ændringer i europæisk beskæftigelsespolitik.