May håber, at tredje gang er lykkens gang for Brexit-aftale

NO DEAL NEJ TAK: May vil have Underhuset til at stemme om EU-udtrædelsesaftalen en tredje gang, efter at de britiske folkevalgte har sagt nej til at forlade EU uden en aftale.

En ekstremt hæs Theresa May opfordrede sine politikerkolleger til at give hendes Brexit-aftale en ny chance.
En ekstremt hæs Theresa May opfordrede sine politikerkolleger til at give hendes Brexit-aftale en ny chance.Foto: Mark Duffy/AFP/Ritzau Scanpix
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES: Man siger, at definitionen på sindssyge er at gøre den samme ting igen og igen og forvente et forskelligt resultat.

Alligevel er det det, Theresa May nu planlægger.

Den britiske premierminister gjorde onsdag aften i Underhuset klart, at hun vil sætte skilsmisseaftalen mellem EU og Storbritannien til afstemning for tredje gang senest 20. marts, selv om et markant flertal blandt de britiske folkevalgte tirsdag stemte imod den.

Det sker, efter et flertal uden om regeringen onsdag afviste at ville forlade EU uden en udtrædelsesaftale og en ramme for det fremtidige forhold.

På ubestemt tid
Mays forhåbning er, at nøglen til at opnå et andet resultat ligger i truslen om, at briterne må blive hængende i EU-samarbejdet på ubestemt tid, hvis Brexit-aftalen endnu engang bliver fejet af bordet.

Derfor har May nu lagt et forslag frem til afstemning torsdag om at bede EU om en kort udsættelse af Brexit-datoen fra 29. marts til 30. juni af praktiske årsager for at kunne få stemt de bunker af følgelovgivning igennem, som skal flankere udtrædelsesaftalen. Men det er under forudsætning af, at Underhuset stemmer Brexit-aftalen igennem inden næste onsdag.

Gør det ikke det, stiller May de folkevalgte en betydeligt længere udsættelse i udsigt.

”Huset må forstå og acceptere, at hvis det ikke er villigt til at acceptere en aftale inden for de næste par dage, og det ikke er villige til at forlade EU uden en aftale 29. marts, så lægger det op til, at der vil være behov for en meget længere forlængelse af artikel 50.”

"Sådan en forlængelse vil uden tvivl kræve, at Storbritannien afholder EU-parlamentsvalg i maj 2019. Jeg mener ikke, at det ville være det rette udkomme. Men Huset bliver nødt til at tage konsekvenserne af de beslutninger, det har truffet,” sagde May efter onsdag aftens kaotiske afstemninger, der afslørede totalt anarki blandt hendes egne partifæller helt ind i regeringen.

Dagen før topmøde
Mays deadline for en ny afstemning om udtrædelsesaftalen er dagen før, EU-lederne forsamles i Bruxelles torsdag og fredag i næste uge, hvor de vil skulle tage bestik af en eventuel anmodning om forlængelse af forhandlingerne.

Fra Bruxelles var reaktionen på Underhusets afvisning af et no deal-scenarie en klar invitation til de britiske politikere om så at få vedtaget den Brexit-aftale, parterne møjsommeligt har udarbejdet.

”For at fjerne no deal fra bordet er det ikke nok bare at stemme imod no deal. Man skal også indgå en aftale. Vi har allerede indgået en aftale med premierministeren, og EU står klar til at underskrive den,” lød det fra EU-Kommissionen onsdag aften.

Splittelse i Mays splittede bagland
Udsigten til en udskydelse af Brexit-dag på ubestemt tid, og flertallet for helt at fjerne no deal-scenariet har da også skabt en vis vaklen i geledderne i Mays EU-skeptiske bagland, der kan tyde på, at en tredje afstemning muligvis kan give gevinst.

Brexiteer-frontfigur Jacob Rees-Mogg ville ikke fuldstændig udelukke, at han ville ende med at stemme for aftalen. Det ville hans næstkommanderende i den såkaldte European Research Group, Steve Baker, til gengæld gerne.

“Jeg vil sørge for, at vi bliver ved med at nedstemme den, uanset hvor mange gange den kommer tilbage, lige meget hvor meget pres der bliver lagt på os, og uanset hvad der sker,” sagde Baker.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Theresa May

Fhv. premierminister, Storbritannien og fhv. leder, Conservative Party
geografi, Sct. Hugh's College, Oxford University

0:000:00