Merkel-afløser på plads: Kramp-Karrenbauer ny formand for CDU

KAMPVALG: 56-årige Annegret Kramp-Karrenbauer afløser Angela Merkel som CDU-formand efter gyserafstemning på partikongres i Hamborg. Merkel bliver dog siddende som kansler frem til 2021.

Annegret Kramp-Karrenbauer er ny formand for CDU. (Foto: Fabian Bimmer/Ritzau Scanpix).
Annegret Kramp-Karrenbauer er ny formand for CDU. (Foto: Fabian Bimmer/Ritzau Scanpix).
Anders Redder

Efter 18 år er det slut. Tysklands største parti, det konservative CDU, har fundet en ny formand efter Angela Merkels tilbagetræden.

Valget er faldet på forhåndsfavoritten Annegret Kramp-Karrenbauer, der på CDU-kongressen i Hamborg fredag eftermiddag vandt over modkandidaten, Friedrich Merz, i en gyser af en afstemning.

Sølle 35 stemmer adskilte de to kandidater fra hinanden i Hamborg, hvor 1.001 særlige partidelegerede havde stemmeret. Den tredje kandidat, Jens Spahn, røg ud i første valgrunde.

56-årige Annegret Kramp-Karrenbauer er tidligere ministerpræsident i delstaten Saarland og har siden februar været generalsekretær i CDU.

Hun er af tyske medier blevet døbt Mini-Merkel. Ikke på grund staturen, men grundet sin midtersøgende og pragmatiske linje, som den afgående Angela Merkel har været kendt for at føre som CDU-formand og kansler.

I Hamborg stod hun over for to mere indvandrerkritiske og fordelingspolitisk højreorienterede kandidater – og endte altså med at slå Merz snævert.

Succes i Saarland
Annegret Kramp-Karrenbauer har begrænset landspolitisk erfaring fra Berlin, men har vist sig overordentlig populær som ministerpræsident i Saarland i Sydtyskland, hvorfra Merkel headhuntede hende som generalsekretær.

Ifølge flere medier for at køre hende i stilling som netop CDU-formand og fremtidig kansler.

Saarland er en af Tysklands mindste delstater, men Annegret Kramp-Karrenbauer har alligevel imponeret ved senest at sikre CDU over 40 procent af stemmerne i en tid, hvor partiet på nationalt plan har tabt terræn til Alternative für Deutschland og De Grønne.

I meningsmålingerne op til CDU-kampvalget har Annegret Kramp-Karrenbauer, ofte bare kaldt AKK, også vist sig at have større opbakning blandt tyskerne end sine to mandlige modkandidater.

Den juristuddannede Kramp-Karrenbauer ses som en fordelingspolitisk moderat og pro-europæisk konservativ, om end hun på spørgsmål som migration, abort og homoægteskaber vurderes at ligge til højre for Merkel. 

Merkel bliver som kansler
Det er første gang i næsten 50 år, at der har været kampvalg om formandsposten i CDU.

Tronskiftet kommer oven på en række sløje valgresultater på delstatsniveau, der har tæret på tilliden til Angela Merkel.

I oktober annoncerede hun derfor sin afgang som partiformand, men har lovet at fortsætte som Tysklands kansler, indtil hendes periode udløber i 2021.

Der var på forhånd spekuleret i, om Angela Merkel kunne holde på sit kanslerembede, hvis hendes største kritiker i CDU-feltet, Friedrich Merz, vandt kampvalget fredag.

Det skete som bekendt ikke, og med protegéen Annegret Kramp-Karrenbauer som vinder kan Merkel sidde nogenlunde trygt indtil sin afgang ved næste forbundsdagsvalg.

Derfra er alt åbent. Men siden afslutningen af Anden Verdenskrig har en CDU-formand været tysk kansler mere end 70 procent af tiden. Som ny formand er Annegret Kramp-Karrenbauer derfor forhåndsfavorit til at overtage embedet efter 2021 – og blive en af nøglefigurerne i europæisk og global politik.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Angela Merkel

Fhv. forbundskansler, Tyskland (CDU)
Fysiker, doktorgrad i kvantekemi

0:000:00