Debat

Messerschmidt: Regeringen svigter grænsekontrollen

DEBAT: Regeringen begår en fatal fejl ved ikke at afsætte midler til grænsekontrol i finanslovsudspillet. Dermed svækker regeringen Danmark i den evige kamp med EU om at retfærdiggøre, hvorfor vi naturligvis skal bevogte vores grænse, skriver Morten Messerschmidt (DF). 

I disse dage skal EU atter se på rimeligheden i dansk grænsekontrol. Og her har regeringen svækket Danmarks position, mener Morten Messerschmidt (DF).
I disse dage skal EU atter se på rimeligheden i dansk grænsekontrol. Og her har regeringen svækket Danmarks position, mener Morten Messerschmidt (DF).Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Morten Messerschmidt (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet og folketingskandidat

22. januar i år sendte departementschefen i Udlændinge- og Integrationsministeriet et vigtigt brev til EU. Emnet var grænsekontrollen, der som bekendt er en voldsom torn i EU’s altid vågne øje – og lige så forhadt blandt naive EU-entusiaster herhjemme. På vegne af regeringen havde Uffe Toudal Pedersen nu den vigtige opgave at skulle begrunde, hvorfor Danmark stadig har behov for at bevogte sin grænse.

Brevet giver syn for sagn om sagernes alvor. Punkt for punkt opremses argumenterne:

"Terrortruslen mod Danmark er betydelig. Truslen kommer primært fra militant islamisme. Det militære pres på gruppen, der kalder sig selv Islamisk Stat (IS), øger presset på udenlandske soldater i Syrien og Irak, inklusive personer fra Danmark. Det har resulteret i, at flere mennesker ønsker at vende tilbage til Europa, inklusive Danmark," skriver departementschefen blandt andet i brevet (oversat fra engelsk, red.). 

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Han peger også på, at folk, der har deltaget i militante islamistiske grupper som IS, er radikaliserede, brutale – og i stand til at begå terrorhandlinger.

"Selv få tilbagevendende kan udgøre en terrortrussel mod Danmark," lyder det i brevet til EU fra den danske embedsmand (oversat fra engelsk, red.).

Så længe vi er medlem af EU, er grænsekontrollen en lykkelig undtagelse – ikke en hovedregel. 

Morten Messerschmidt (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet og folketingskandidat

Ordene giver et skræmmende indblik i den virkelighed, der præger vort lands sikkerhed. Og ordene virkede. EU gav tilladelse. Midlertidigt. Igen.

Grænsekontrol er en lykkelig undtagelse
Men i disse dage skal EU atter se på rimeligheden i dansk grænsekontrol. Og her er det ikke nok at henvise til de faktiske realiteter – at knap 6.000 ulovlige indvandrere og andre er blevet afvist, eller at narko og våben er blevet beslaglagt.

Nej, den slags er ikke et argument over for et EU, der kun undtagelsesvist tillader noget så gammeldags som grænsekontrol. Man skal nemlig ikke være i tvivl om EU’s grundlæggende indstilling over for grænsekontrollen.

Så sent som i september i år erklærede kommissionsformand Juncker i EU-Parlamentet, at ”jeg er og vil altid være stærk modstander af indre grænser. Hvor grænsekontrol er genindført, skal den ophæves. Sker det ikke, vil det være et uacceptabelt skridt baglæns for Europa i dag og i fremtiden”.

Med andre ord: Så længe vi er medlem af EU, er grænsekontrollen en lykkelig undtagelse – ikke en hovedregel. Og derfor er det dybt bekymrende, at regeringen i sit finanslovsudspil har valgt ikke at afsætte penge til at videreføre grænsekontrollen. For ingen vil vel påstå, at terrortruslen mod Danmark er blevet mindre, siden departementschefen skrev sit brev 22. januar?

Enten satser regeringen på, at Dansk Folkeparti vil kræve pengene afsat i forhandlingerne. Eller også er man simpelthen ligeglad.

Vil regeringen grænsekontrollen?
Begge situationer kan vise sig fatale. For det handler nemlig ikke kun om penge. Det er næsten det mindste af det. Langt alvorligere er det, hvordan regeringen over for EU fortsat vil argumentere for, at grænsekontrollen er nødvendig, når selv samme regering end ikke selv finder anledning til at afsætte midler i finansloven.

Én ting er, at grænsekontrollen naturligvis bør gøres permanent – uden at vi hvert halve år tvinges til at gå tiggergang til EU for allernådigst at få lov til at bevare kontrollen yderligere nogle måneder. For den virker jo og er med til at beskytte danskerne.

Men hvordan skal embedsmandssvaret egentlig lyde, næste gang EU kræver en begrundelse for dansk grænsekontrol? At der er en trussel mod Danmark? At grænsekontrollen er nødvendig for vores sikkerhed? Men hvorfor har regeringen så ikke taget disse trusler alvorligt nok til i sit finanslovsforslag at inkludere grænsekontrollen?

Med den undladelse har regeringen svækket Danmark i den evige kamp med EU om at retfærdiggøre, at vi naturligvis bevogter vores grænse.

Og derfor kan pengene med stor sandsynlighed vise sig at være det mindste problem. For med sin tåbelige beslutning har regeringen givet EU et godt kort på hånden:

Hvis jeres argumenter for grænsekontrollen er ægte og troværdige, hvorfor prioriterer I den så ikke selv?

Måske fordi man i virkeligheden slet ikke vil grænsekontrollen? Det synes jeg så, man ærligt skal sige til danskerne. Naturligvis før et valg.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Messerschmidt

Partiformand (DF), MF
cand.jur. (Københavns Uni. 2009)

0:000:00