Mette Frederiksen vil både spare og have rabat på EU-budgettet

BUDGETSLAGSMÅL: Den danske statsminister kommer ikke til at vælge mellem at beholde den danske milliardrabat eller fastholde EU-budgettet på 1,00 procent af BNI, når hun skal forsøge at finde et kompromis sammen med sine europæiske kollegaer.

Statsminister Mette Frederiksen (S) rejste torsdag til Bruxelles for at mødes med formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel.
Statsminister Mette Frederiksen (S) rejste torsdag til Bruxelles for at mødes med formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel.Foto: Olivier Hoslet/AFP/Ritzau Scanpix
Emma Qvirin Holst

BRUXELLES: Danmark kommer ikke til at give sig på enten sit krav om en milliardrabat eller et smalt budget, når EU's stats- og regeringschefer om to uger skal forsøge at nå til enighed om EU's langsigtede budget.

Det understreger statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag efter et møde i Bruxelles med formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel.

"Jeg kan ikke vælge mellem de to. For det er vigtigt, at der er en dansk rabat, og det er vigtigt, at vi ikke bare udvider EU's budget, som der er lagt op til. Vi taler om en udvidelse med så mange milliarder, at man knapt nok kan regne dem sammen," siger den danske statsminister.

Læs også

Fakta
Hvad er EU’s langsigtede budget?
Budgettet fastsætter grænserne for EU's udgifter og strækker sig over en periode på syv år, og det kaldes for den flerårige finansielle ramme (FFR). Den FFR, som regeringslederne netop forhandler, skal gå fra år 2021 til og med 2027. 
Budgettet skal stemmes igennem med enstemmighed af medlemslandene.  

Den danske holdning til den flerårige finansielle ramme har under både den nuværende og den tidligere regering været, at et mindre EU bør være lig med et mindre EU-budget. Holdningen er, at medlemslandene bør prioritere frem for at hæve regningen.

Besøget i Bruxelles sker en uge efter, at et bredt flertal i Folketinget har givet regeringen mandat til forhandlingerne om EU-budgettet.

Med mandatet har Folketinget givet regeringen strenge ordrer om, at statsministeren skal nedlægge veto, både hvis Danmark ikke beholder sin rabat, og hvis EU-budgettet overstiger 1,00 procent af EU's bruttonationalindkomst.

Og den EU-linje fastholder statsministeren efter sit møde med Charles Michel:

"Den afgørende vægt vil blive lagt i forhold til den danske rabat og EU's budget, så der er intet forandret i vores position," siger Mette Frederiksen.

Frederiksen regner ikke med aftale i februar
Det er ikke kun Mette Frederiksen, der har været på besøg hos Charles Michel i denne uge. Hele formandens uge er afsat til møder med stats- og regeringscheferne fra EU's 27 medlemslande.

Formålet er at forberede EU-topmødet 20. februar, hvor EU-budgettet for 2021 til 2027 er det eneste punkt på dagsordenen. Det er Charles Michels ambition, at topmødet skal resultere i en aftale om budgettet.

Lige så optimistisk er den danske statsminister dog ikke:

"Hvis man skal hjem og vædde om det i aften, vil jeg ikke sætte mine penge på det. Vi går selvfølgelig altid efter at lande aftaler, men lad være med at sætte for mange penge på højkant på, at der er et resultat allerede i februar," siger Mette Frederiksen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00