Mette Frederiksen støtter Vestager som ny formand for EU-Kommissionen

STØTTE: Det er i Danmarks interesse at bakke Margrethe Vestager (R) op, hvis hun kan komme i spil som den næste kommissionsformand, siger Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Emma Qvirin Holst

Margrethe Vestager (R) får nu opbakning fra Danmarks måske kommende statsminister i kampen om et EU-topjob.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, har i et interview med DR Nyheder fortalt, at hun støtter Margrethe Vestager, hvis den nuværende EU-kommissær kan komme i nærheden af posten som formand for EU-Kommissionen.

"Jeg har det selvfølgelig sådan, at hvis en dansker kan opnå at blive formand for Kommissionen, så vil det være rigtig stort for os allesammen. Det vil selvfølgelig fortjene vores opbakning," siger Mette Frederiksen til DR Nyheder.

Margrethe Vestager annoncerede forud for europaparlamentsvalget, at hun er kandidat til EU-topposten, og kort tid efter valget bakkede Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, op om hendes kandidatur.

Det skete, da han deltog i et ekstraordinært topmøde efter valget, hvor EU's stats- og regeringschefer talte om udvælgelsen af en ny kommissionsformand. Der blev dog ikke nævnt nogen navne den dag.

Men det bliver der formentlig torsdag og fredag i næste uge, hvor stats- og regeringscheferne samles til topmøde i Bruxelles. Her skal de nemlig blandt andet drøfte, hvem der skal afløse Jean-Claude Juncker som formand for EU-Kommissionen.

Hvis Mette Frederiksen endnu ikke er færdig med regeringsforhandlingerne til den tid, bliver det den fungerende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, der skal til Bruxelles.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00