Mikkel Vedby: Bliver Macron og Merkel nutidens Mitterrand og Kohl?

KOMMENTAR: Emmanuel Macrons drøm er, at han og Angela Merkel kan lede EU på samme måde, som François Mitterrand og Helmut Kohl ledede EF, skriver Mikkel Vedby.

To statsmænd tager hinanden i hånden og symboliserer dermed forbrødringen mellem to nationer.

Vi er ved mindesmærket for slaget ved Verdun, hvor den tyske hær i 1916 prøvede at knække den franske hær og i stedet led et nederlag, som den aldrig kom sig over.

I 1984 markerer den franske præsident François Mitterrand og den tyske kansler Helmut Kohl 70-året for udbruddet af Første Verdenskrig ved Verdunmindesmærket.

Der er tyske og franske soldater, der er veteraner, der er et militærorkester, som spiller nationalsange, og de to statsledere, som skal lægge en krans. Men Mitterrand giver det hele en ny betydning ved at gribe Kohls hånd.

Som de står der og ser henholdsvis meget fransk og meget tysk ud med hinanden i hånden, viser de både, hvor akavet det er at slutte fred med fortiden, og hvor meget man kan hvile i den fredsslutning, når man først tager mod til sig og griber den fremstrakte hånd.

Hvor politikken begynder, og symbolikken starter, er umuligt at sige i det øjeblik, som iscenesætter den alliance mellem Frankrig og Tyskland, der skabte det indre marked, møntunionen og de andre elementer, som definerer EU i dag.

Emmanuel Macron var syv år i 1984, men siden han trådte til som præsident, har han drømt om at være Mitterrand.

Angela Merkel har hidtil nægtet at spille Kohl, uanset hvor mange gange Macron har rakt hånden frem, men nu kunne det se ud, som om hun har grebet hånden. Frankrig og Tyskland har fremlagt et forslag om, at EU skal optage lån for at finansiere en hjælpepakke til det coronaramte Sydeuropa.

Et forslag, som vækker modstand fra lande som Danmark, der ikke mener, at det er EU's opgave at dele gaver ud. Diskussionen handler om størrelsen og bidraget til EU's budget, efter at Storbritannien ikke længere betaler til budgettet.

Men budgettet er blot et politikområde og corona bare en anledning. For Macron handler det om, at han og Merkel tager hinanden i hånden. Macrons drøm er, at han og Merkel kan lede EU på samme måde, som Mitterand og Kohl ledede EF.

I 1984 var Merkel ved at færdiggøre sin doktorafhandling i DDR. Hun deler ikke den historiske erfaring eller historiske ambition, som bandt Mitterrand og Kohl sammen.

Merkels historiske erfaring er Østblokken, hvor Sovjetunion skabte et helt andet imperium i Østeuropa end det fællesskab, som USA hjalp med at skabe i Vest.

Så man kan spørge sig selv, hvorfor hun beslutter sig for at tage Macrons hånd. En forklaring kan være, at hun indser, at Tyskland ikke kan rejse sig oven på coronakrisen, hvis ikke der er afsætningsmuligheder i Sydeuropa.

Risikoen for, at EU kollapser, hvis Italien og Spanien ikke føler, at de får hjælp i en national katastrofesituation, spiller sikkert også en rolle. Ingen af disse forklaringer står i modstrid til en mere kynisk tolkning, som spekulerer i, at Merkel ikke nødvendigvis forestiller sig, at forslaget bliver til noget.

Merkel er europamester i politiske udspil, som forandrer spillet og giver nye muligheder i en situation, som ellers synes fastlåst. Og budgetudspillet sætter et nyt pres på Danmark og de andre budgetbisser, og det åbner muligheden for et kompromis. Det kompromis kan indeholde Macrons og hendes forslag eller noget helt andet. Merkel holder uden tvivl sine muligheder åbne.

Man glemmer ofte at fortælle, at den dag ved Verdun i 1984 tog Mitterrand først Kohls hånd, da militærorkestret slår over i Marseillaisen. Samarbejdet med Tyskland skulle tjene franske interesser. Det mener Macron også.

Hans forhandlingsposition er blot langt svagere, end Mitterrands var. Men hvis Merkel slipper hans hånd igen og laver en budgetaftale med Danmark og de andre budgetbisser, så kan Macron besluttte sig for at udnytte den anden alliancemulighed, som Frankrig har i Europa.

Han kan bruge sine talegaver over for italienere, polakker og andre, som er utilfredse med den tyske ledelse af Europa. Derfor bliver det spændende at se, hvor længe Merkel og Macron kan holde hinanden i hånden.

-----

Mikkel Vedby Rasmussen (født 1973) er dekan og professor på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Martin Lidegaard: Socialdemokratiet og Venstre svigter Europa, Danmark – og sig selv Martin Lidegaard: Socialdemokratiet og Venstre svigter Europa, Danmark – og sig selv Næste artikel Cecilia Bonefeld-Dahl: Digitale investeringer er EU’s værn mod økonomisk katastrofe Cecilia Bonefeld-Dahl: Digitale investeringer er EU’s værn mod økonomisk katastrofe
Overblik: Det vil det tyske EU-formandskab

Overblik: Det vil det tyske EU-formandskab

EU-FORMANDSKAB: Coronakrisen sætter uundgåeligt tonen for det nye tyske formandskab for EU’s ministerråd. Men også en suveræn europæisk digital infrastruktur og højere klimamål er på programmet med Tyskland for bordenden.