Debat

Mogens Jensen: Vi lytter til kritik af frihandelsaftale

REPLIK: Holger K. Nielsen (SF) kan være ganske sikker på, at regeringen lytter til kritikken af frihandelsaftalen mellem EU og USA. Det skriver handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) i en replik.

Regeringen lytter til kritikken af frihandelsaftalen mellem EU og USA, skriver Mogens Jensen (S) til Holger K. Nielsen (SF).
Regeringen lytter til kritikken af frihandelsaftalen mellem EU og USA, skriver Mogens Jensen (S) til Holger K. Nielsen (SF).Foto: Ulrik Jantzen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mogens Jensen (S)
Handels- og udviklingsminister 

Det er rigtigt, at jeg anbefaler, at ISDS ikke tages ud af forhandlingerne. Hvis EU kræver det, vil USA nemlig forlange en meget høj pris for det, og det vil ikke være i Danmarks interesse. 

Mogens Jensen (S)
Handels- og udviklingsminister

Holger K. Nielsen (SF) har i et indlæg på Altinget manet til lydhørhed over for kritikken af forhandlingerne om EU/USA-frihandelsaftalen TTIP (Transatlantic Trade and Investment Partnership) og ikke mindst voldgiftssystemet Investor Dispute Settlement (ISDS). 

Fakta

Deltag i debatten!

Send dit indlæg til [email protected]

Holger slutter artiklen med: ”Lad det ikke blive et spørgsmål om, vi skal have en handelsaftale eller ej ved at vende det døve øre til kritikken. Danmark er nødt til at lytte og gå forrest for en aftale, der sikrer, at retten til at regulere går forud for beskyttelse af investeringer.” 

Heri er jeg ganske enig, og jeg kan forsikre Holger om, at vi lytter til kritikken. Vi er ikke døve på hverken det ene eller andet øre - og statens ret til at regulere går forud beskyttelsen af private investeringer. Det er regeringens og dermed Danmarks linje. 

For regeringen gælder den vedtagelse, som Holger K. Nielsens SF selv var med til at vedtage i Folketinget i maj sidste år: 

”Folketinget tilslutter sig, at der i frihandelsaftaler kan indgå bestemmelser om tvistbilæggelse på investeringsbeskyttelsesområdet, og opfordrer regeringen til at arbejde aktivt for at sikre, at systemet fuldt ud kommer til at respektere EU og medlemslandenes ret til at opretholde og udvikle beskyttelsesniveauet på legitime politikområder som f.eks. miljø, sundhed, forbrugerbeskyttelse og arbejdstagerrettigheder. Folketinget noterer sig, at Kommissionen har iværksat en offentlig høring om indretningen af et system for investor-stat tvistbilæggelse.” 

Kommissionen tager bekymringen alvorligt 
Den offentlige høring er slut. Der kom 149.400 svar, og langt størstedelen er skeptiske over for TTIP og ikke mindst ISDS-mekanismen. Det har vi noteret os. Og det har Kommissionen også. 

Det hører dog med til historien, at der kun kom cirka 3.450 unikke svar, altså to procent af den afgivne respons. Resten var computergenererede svar via en række NGO-hjemmesider. Ikke desto mindre bliver det politiske signal i de mange negative svar selvsagt taget ganske alvorligt. 

Kommissionen vil derfor nu se på fire områder, der skal underkastes mere arbejde og flere overvejelser, før vi genoptager forhandlingerne med USA om ISDS. Det skal gøres i tæt dialog med Europa-Parlamentet og civilsamfundet, og det vil blive slået fast med syvtommersøm, at retten til at regulere står over investeringsbeskyttelsen. 

Alene det, at en stat lovgiver, vil aldrig i sig selv kunne anfægtes ved en international voldgift. Reformarbejdet skal også se på en modernisering af voldgiftstribunalerne, styrkelse af de nationale domstoles rolle i forhold til ISDS, og endelig ses der på muligheden for at etablere en form for appelmulighed. 

ISDS: Beskyttelse til investering 
Hvorfor skal vi i det hele taget have ISDS i TTIP? 

Det skal vi, fordi der er behov for at give vore egne investorer en bedre sikkerhed, når de investerer i udlandet, også i USA, hvis forfatning ikke tillader nationale domstole at anvende internationale handelsaftaler uden videre. Og så må vi være parate til at yde det samme til udenlandske investorer i EU. ISDS er derfor et vigtigt supplement til nationale domstole. 

I det hele taget kan der uden for EU være behov for at sikre den almindelige ejendomsret, hvor en stat udsætter en investor for nationalitetsdiskrimination, magtfordrejning eller andre grove eller usaglige indgreb. Her vil det ikke altid være tilstrækkeligt med nationale domstole. 

Danmark alene har indgået 37 voldsgiftsaftaler som ISDS, så der er hverken noget nyt eller mystisk over en ISDS-mekanisme til at løse tvister mellem stater og private selskaber, og vi er aldrig blevet mødt med et erstatningskrav. 

Derfor er det temmelig overdrevet at tro, at Danmark kan blive mødt med store erstatningskrav med en ny og revideret ISDS. Det er også forkert at tro, at den nye mekanisme vil have en negativ effekt på vores muligheder for at opretholde og udvikle beskyttelsesniveauet. 

Det er rigtigt, at jeg anbefaler, at ISDS ikke tages ud af forhandlingerne. Hvis EU kræver det, vil USA nemlig forlange en meget høj pris for det, og det vil ikke være i Danmarks interesse. 

Danmark på linje med Tyskland og Frankrig 
Endelig påpeger Holger K. Nielsen, at regeringerne i Frankrig og Tyskland vil have ISDS ud af TTIP. Det er en uheldig forsimpling. 

Frankrig og Tyskland vil ikke have et gammeldags ISDS i TTIP med de uønskede konsekvenser, som det har haft – Holger nævner selv Philip Morris-sagen. Det vil jeg heller ikke. Men de to regeringer vil gerne – ligesom den danske regering og de andre europæiske regeringer – have en moderne version af investorbeskyttelse, hvor en sag som Philip Morris ikke vil kunne rejses. 

Det arbejder vi for, og det arbejder de for. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mogens Jensen

MF (S), næstformand for Socialdemokratiet, fhv. minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde
Fagbevægelsens lederuddannelse (LO-Skolen 1999)

0:000:00