Morten Helveg: Vi hverken kan eller skal stå uden for bankunionen

DEBAT: Danmarks mulighed for at få indflydelse på bankunionen afhænger af, at vi er med. Regeringen tøver, men forandring skabes indefra. Så kom ind i kampen, lyder opfordringen fra Morten Helveg Petersen (R) til regeringen.

Af Morten Helveg Petersen (R)
Medlem af Europa-Parlamentet

Ved årsskiftet går vi ind i et af de jubilæumsår, vi alle sammen gerne havde været foruden. I 2018 er det ti år siden, at den internationale finanskrise for alvor skyllede ind over de danske kyster og vendte op og ned på vores land, på vores liv og levned.

Nogle mistede alt. Deres job, deres bolig, deres familie. Deres fremtid.

Selvom det nu igen går fantastisk i Danmark, skal vi ikke glemme, at ikke alle har rejst sig igen efter finanskrisen. Det er fuldt forståeligt, for krisen ramte os hårdt, også unødvendigt hårdt. Fordi vi ikke var forberedte, og fordi sektoren nogle steder var præget af elendigt kredithåndværk og grådighed.

Fra politisk hold var der ikke blevet drejet på de rigtige håndtag i rette tid. I gode tider, som i årene op til krisen, skal man stramme lovgivningen til og derved gardere sig, så det er muligt at løsne op og deregulere i dårligere tider. Det lykkedes som bekendt ikke.

Derfor var Folketinget nødt til at holde hånden under de danske banker. Det fik vi betaling for, og isoleret set har bankpakkerne været en overskudsforretning for fællesskabet Danmark. Men vi skal ikke derhen igen.

Vi kan ikke vide os sikre på fremtiden
Én ting er sikker: Historien viser os, at der på et eller andet tidspunkt vil komme en ny krise. Vi har forsøgt at gardere os imod en ny finanskrise (som den seneste) med kilometer af såvel dansk som europæisk jura og krav. Den dårlige nyhed er, at den næste krise med overvejende sandsynlighed ikke kommer med det samme ansigt som den forrige. Så selvom vi har garderet os, kan vi ingenlunde vide os sikre på fremtiden.

Den gode nyhed er, at vi er opmærksomme, at vi forbereder os, at vi forsøger at forsikre os. Ikke kun hver for sig i vores europæiske fællesskab, men også samlet. Og det giver særlig god mening. Fælles regler og fælles tilsyn. Det skaber tryghed.

Det er også helt nødvendigt, at det er finanssektoren selv, der skal lægge til side til en fælleskasse, polstre sig og betale for den næste krise. Ikke de europæiske skatteydere. I Danmark blev det heldigvis ikke nødvendigt, men det gjorde det desværre i andre lande.

Danmark med i bankunionen
I det hele taget er det Radikale Venstres holdning, at det giver mening, det giver tryghed og sender de på alle måder bedste signaler, at Danmark går med i bankunionen. Gerne før end siden, fordi vi så kan være med til at præge udformning og implementering og ikke overlade det til eurozone-landene.

I modsætning til den siddende regering finder jeg det helt unødvendigt at lave endnu en undersøgelse/analyse af, om det nu også er en fordel for Danmark at søge optagelse i bankunionen. Hvorfor skal vi spilde yderligere to år med spil for galleriet?

Vi hverken kan eller skal undslå os i forhold til medlemskab. Det siger sig selv, at vores mulighed for at øve indflydelse på bankunionen udefra er lig nul al den stund, at vores vigtigste partner in crime på den front, Storbritannien, har meldt sig ud.

Regeringen tøver. Det samme gør Finansdanmark. De er grundlæggende positive, men… Det rimer selvsagt på regeringens generelle forhold til det europæiske fællesskab, som aldrig er fuldt og helt. Som er båret af den helt særlige kræmmertone, ”hvad kan vi få ud af det”, ”hvordan kan vi sno os udenom”, ”hvordan kan vi overlade ansvaret til de andre” eller ”er der et agentur, vi kan få til Danmark”...

Jeg har meget svært ved at tro, at de næste to år vil gøre noget som helst positivt i forhold til vores situation. Forandringer skabes indefra. Lad os komme ind i kampen.

Forrige artikel Bosse: Bankunionen handler mindst af alt om banker Bosse: Bankunionen handler mindst af alt om banker Næste artikel Europæisk Ungdom: Chancerne for at fremtidssikre EU har aldrig været større Europæisk Ungdom: Chancerne for at fremtidssikre EU har aldrig været større