Naser Khader: Den kinesiske virus har sat en stopper for hyperglobaliseringen

DEBAT: Vi har behov for en ny udenrigspolitisk strategi, der ser mere på EU og USA end på de lande, der ligner os mindre. Den skal tage højde for, at pandemien har ændret meget, skriver Naser Khader (K).

Af Naser Khader (K)
Udenrigsordfører

Otte måneder, efter coronavirussen begyndte at sprede sig i Wuhan i Kina først til andre asiatiske lande og siden til Europa og det amerikanske kontinent, har vi fået øjnene op for de utilsigtede konsekvenser af globaliseringen.

Den kinesiske virus, der senere blev til den globale pandemi, har skabt mere ødelæggelse for verdens befolkning end nogen begivenhed siden Anden Verdenskrig.

Næsten 30 millioner mennesker er smittede*, tusindevis af mennesker har mistet deres jobs, og endnu flere har set hele deres livsgrundlag forsvinde.

Skal fremme danske værdier
Hyperglobaliseringens tid er ved at være slut. Det kalder på politisk ledelse og en helt ny dansk udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitisk strategi.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har derfor klogt varslet at nulstille dansk udenrigspolitik og udvikle en ny strategi ligesom den daværende konservative udenrigsminister Per Stig Møller gjorde, da han tiltrådte efter terrorangrebet 11. september 2001.

Udgangspunktet for en ny dansk udenrigs-, forsvars- og sikkerhedsstrategi bør være realisme. Målet er at fremme danske interesser og værdier i udlandet. Midlet er sammenhold blandt de lande, der ligner og os og bekender sig til de værdier og traditioner, som vi selv bekender os til og tror på.

USA er garantien for sikkerhed
Udenrigsministeren lød næsten som et ekko af socialdemokratiske koryfæer som Hans Hedtoft, H.C. Hansen og Poul Nyrup Rasmussen, da hans sagde, at USA er garantien for vores sikkerhed.

Jeg er helt enig i, at tanken om, at der findes et alternativ til vores sikkerhed uden USA, er naiv. Vi har brug for USA i NATO, vi har brug for USA i Mellemøsten, vi har brug for USA i den arktiske region, og vi har brug for USA i Asien.

Derfor skal vi fastholde USA i de internationale fora, hvor Danmark har en plads, og vi skal vise USA, at vi står side om side med USA, uanset hvilken præsident der sidder i Det Hvide Hus.

En verdensbegivenhed
I Danmark er vi i høj grad blevet forskånet for effekten af coronapandemien i forhold til både venner og fjender, men vores hverdag er stadig blevet markant ændret.

Vores rige samfund pumper penge ud i samfundet i håb om at begrænse den sociale og økonomiske skade, men det er klart, at den slags foranstaltninger ikke kan blive ved for evigt.

I fattigere lande er situationen langt værre. Pandemien raser ukontrolleret i lande som Iran, Syrien og Libanon, der allerede stod midt i alvorlige kriser inden pandemien.

Ligesom tiden efter Anden Verdenskrig, Berlinmurens fald i 1989 og til en vis grad terrorangrebet den 11. september 2001 på New York og Washington D.C. og finanskrisen i 00’erne, er coronapandemien en verdensbegivenhed, hvis vidtgående konsekvenser vi slet ikke kan forestille os i dag. 

Ligesom pandemien har ødelagt det liv, vi levede, og de drømme, vi drømte, vil virussen føre til permanente ændringer i den politiske og økonomiske magt. 

Magtskifte og revolutioner
Allerede i dag kan vi konstatere, at pandemien styrker staten og fædrelandskærligheden. Regeringerne verden over har grebet magten og strammet frihedsrettighederne til en grad, vi ikke har set siden Anden Verdenskrig.

Mange har forsøgt det samme tidligere under mindre kriser, men forskellen til i dag er, at befolkningen og det private erhvervsliv har accepteret stramningerne for at overleve. Bogstavelig talt. 

Mange lande vil være utilbøjelige til at opgive nødforanstaltningerne, når krisen er overstået, og pandemien kan fremskynde magtskifte og revolutioner, hvor nødforanstaltningerne blev misbrugt eller ikke havde nogen effekt på pandemien. Måske endda tværtimod.

Pointen er, at vi ikke kender konsekvenserne. Vi ved blot, at verden vil være en anden på den anden side af pandemien.

Hyperglobaliseringens endeligt
Hvad der ikke vil ændre sig er verdens fundamentalt konfliktfyldte natur. Tidligere opbrud som det, vi oplever som følge af pandemien, afsluttede ikke stormagternes rivalisering. Den spanske syge fra 1918-1921 sluttede ikke Første Verdenskrig.

Til gengæld resulterede Anden Verdenskrig i nyt europæisk globalt samarbejde. Berlinmurens fald og afslutningen på den kolde krig i 1989 indvarslede hyperglobaliseringens tid, som er skyld i, at en syg flagermus på et marked i Kina kan lægge hele verdensøkonomien i ruiner.

Hyperglobalisering kan bedst karakteriseres som konsekvensen af den dramatiske ændring i globaliseringens størrelse, omfang og hastighed, der begyndte i slutningen af 1990'erne, og som fortsatte frem til 2020, og hyperglobalisering dækker over både økonomisk globalisering, kulturel globalisering og politisk globalisering. 

Det er slut nu. På arabisk har vi et ordsprog, der fortæller om det halmstrå, der får kamelens ryg til at bryde sammen. Jeg tror, at coronapandemien er det halmstrå, der gør en ende på hyperglobaliseringen.

Lande der ligner os selv
Kinas voksende økonomiske og militære magt havde allerede fremprovokeret en amerikansk afkobling af Kina.

Et stigende offentligt og politisk pres på ambitiøse mål for reduktion af CO2-emissioner havde allerede sat spørgsmålstegn ved mange virksomheders afhængighed af forsyningskæder over lang afstand med blandt andre Kina.

Et større fokus på sundhed og gennemsigtighed i madvarer, men også andre produkter, satte allerede spørgsmålstegn ved produkter fra lande, der bruger børnearbejde eller tvangsarbejdere som for eksempel Kina.

På kort sig vil folk nok handle varer, der er af dårligere kvalitet og lavere i pris end varer fra de lande, som vi normalt sammenligner os med, men på langt sigt bliver vi nødt til at støtte langt mere op om de virksomheder, der gør en indsats for miljøet, leverer produkter, som vi kan stole på, er sunde og bæredygtige for både mennesker, dyr og miljøet og behandler deres medarbejdere, som vi gerne selv vil behandles.

De virksomheder er først og fremmest danske, europæiske og amerikanske. Coronakrisen tvinger os simpelthen til at styrke samarbejdet med vores gamle allierede, der lever som os og betror sig til de samme værdier og traditioner som os selv.

Institutionerne har aldrig været vigtigere
Det synes meget usandsynligt, at verden vender tilbage til hyperglobaliseringen, der definerede det tidlige 21. århundrede.

Det vil derfor kræve enorm selvdisciplin for politiske ledere at opretholde internationalt samarbejde og ikke trække sig tilbage i åbenlys geopolitisk konkurrence. EU, Nato og WTO har derfor aldrig været vigtigere, især for en lille åben økonomi som Danmark.

Frihed, demokrati og sikkerhed er ingen selvfølge. Viljen og evnen til at forsvare vort lands suverænitet og den demokratiske styreform skal være central for Danmark.

Som led heri bliver vi nødt til aktivt at deltage i det internationale samarbejde og i de internationale fora, der hidtil har vist sig vigtige, for at vi som en lille åben økonomi kan forsvare vores suverænitet, demokratiske styreform og værdier og andre interesser.

Jeg forudser, at samarbejdet i Europa bliver et nationernes EU, samarbejdet på tværs af atlanten om vores sikkerhed bliver et nationernes Nato, og jeg forudser, at den globale handel fortsat bliver reguleret i WTO, men uden at lande som Kina får lov til at se stort på WTO’s regler. 

Samarbejde er ikke lig fred
Som land har vi derfor en kæmpe interesse i at sikre EU, Nato og WTO efter hyperglobaliseringen for at forhindre isolationismen og undgå den stormagtsrivalisering, som vi så forud for Anden Verdenskrig.

Jeg kender alt til de analytikere, der hævder, at de økonomiske bånd mellem USA og Kina er så tætte, at det ikke er muligt for nogen af landene at fortsætte rivaliseringen eller sågar åben krig, hvis for eksempel Kina invaderer Taiwan eller andre sydasiatiske stater eller en konfrontation over den arktiske region, som de allerede i dag hævder at være en del af. 

Mange eksperter sagde det samme før Første Verdenskrig, hvor den globale handel også var steget betragteligt og hastigt. Dengang var der ligeså mange, der sagde, at den enorme økonomiske afhængighed mellem landene i Europa gjorde, at ingen havde interesse i at starte en krig.

Resten er historie, som man siger. For desværre er handel og økonomisk samarbejde ikke en garanti for fred og sikkerhed.

Ny strategi haster
Hvis ikke vi kommer op med en ny strategi, der er baseret på en vis form for realisme, hvor vi ikke drømmer os tilbage til hyperglobaliseringen men bygger videre på et realistisk samarbejde mellem demokratiske nationer, vil diktaturstater som Kina drage fordel af krisen.

Derfor haster det med at lancere en ny strategi, der tager højde for, at hyperglobaliseringens tid er overstået, de internationale institutioner, som har gavnet Danmark siden Anden Verdenskrig, vakler, og USAs supermagtsposition udfordret.

Vi kan ikke redde verden. Men vi kan redde os selv, og vi kan bidrage til de institutioner, der for Danmark er vigtige for at sikre og fremme danske interesser og værdier. Vi skal stå sammen med vores allierede, også selvom vi skal vænne os til, at vi står sammen hver for sig.

* I en tidligere version af indlægget stod der ved en fejl "30 millioner døde".

Forrige artikel Søren Espersen: Kofods udenrigsstrategi kommer ikke til at gavne Danmark Søren Espersen: Kofods udenrigsstrategi kommer ikke til at gavne Danmark Næste artikel Jeppe Kofod: Polen og Ungarn kan underminere fundamentet under EU Jeppe Kofod: Polen og Ungarn kan underminere fundamentet under EU
Det sker i EU: Så kommer den europæiske mindsteløn

Det sker i EU: Så kommer den europæiske mindsteløn

OVERBLIK: Det med frygt ventede forslag til europæisk mindsteløn er på trapperne, Brexit-diskussionerne fortsætter, og Mette Frederiksen skal diskutere den eksploderende coronasituation i Europa med sine EU-kolleger i denne uge.