Debat

Nikolaj Villumsen: EU må droppe brasilianske bøffer og prioritere klimaet

EU'S TILSTAND: Der mangler politisk vilje til for alvor at gøre noget ved den grønne omstilling, men vi har travlt, og det næste år får stor betydning, skriver Nikolaj Villumsen (EL).

Nikolaj Villumsen (EL) skriver, at det næste år bliver afgørende for den grønne omstilling, og han advokerer blandt andet for en bindende europæisk klimalov.
Nikolaj Villumsen (EL) skriver, at det næste år bliver afgørende for den grønne omstilling, og han advokerer blandt andet for en bindende europæisk klimalov.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Nikolaj Villumsen (EL)
Medlem af Europa-Parlamentet

Dette indlæg er Nikolaj Villumsens tale ved Europa-Parlamentets State of the European Union-arrangement i Altingets gård 7. september.

Kære alle,

Vi står midt i en global pandemi. Vi står midt i en økonomisk krise, hvor millioner har mistet jobbet i Europa. Og vi står midt i en klimakrise, som akut kræver handling, før det er for sent.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Hvis vi skal klare os igennem de tre kriser, så kræver det, at vi sætter foden ned overfor multinationale selskaber, der gemmer sig i lyssky skattely, at vi skaber grønne arbejdspladser med investeringer i vindmøller, togforbindelser og bedre genbrug af vores resurser.

I det kommende år har vi brug for en socialt retfærdig grøn omstilling, hvor regningen sendes til de forurenende virksomheder fremfor de arbejdsløse og lavtlønnede.

Men når det kommer til stykket, så vil flertallet også gerne have milliarder til fossile brændsler, klimaødelæggende landbrugsstøtte og brasilianske bøffer fra ny-brændt regnskov.  

Nikolaj Villumsen (EL)
Medlem af Europa-Parlamentet

Politisk vilje
Corona-krisen har vist os, at vi er sårbare. Trods moderne teknologier kan naturen stadig slå os mennesker fuldstændig ud af kurs. Det understreger vigtigheden af at tage kloden og klimakrisen alvorligt.

Men corona-krisen har også vist, at vi kan lave store og nødvendige forandringer, når der er politisk vilje.

Desværre mangler der vilje hos politikerne, når det handler om at stoppe klimakrisen. EU halter håbløst bagefter. Det går ikke. Vi er forpligtet til at handle. Og vi har travlt.

Landbrugsstøtte og brasilianske bøffer
Planeten har feber. Isen smelter. Skovene brænder. Vores kældre står under vand.

Det har vi talt meget om. Ikke mindst i EU-valgkampen sidste år. Mens jeg har talt her i dag, er der smeltet 960 millioner liter indlandsis. På bare én dag i juli blev der i Amazonas registreret mere end 1.000 skovbrande. Det var os, der strøg tændstikken.

Det er nemt at finde et flertal i EU-parlamentet, som mener, der er brug for en grøn omstilling.

Men når det kommer til stykket, så vil flertallet også gerne have milliarder til fossile brændsler, klimaødelæggende landbrugsstøtte og brasilianske bøffer fra ny-brændt regnskov.  

Politikerne skal gå forrest
Klimaindsatsen handler ikke om at udskamme den enkelte. I har ikke behov for at få flere fakta - for I kender dem godt. Vi ved godt alle sammen, at det er nu, der skal handles, og vi er bagud.

Mange bidrager hver dag til et bedre klima ved at ændre deres vaner og tage ansvar for deres handlinger.

Det gør en forskel, hvad vi gør hver især. Men det er klart, at det kun er en dråbe i havet, hvis politikerne ikke går forrest med løsningerne.

Klimahandling nu
Det næste år bliver afgørende for vores fremtid.

Vi har brug for en ambitiøs og bindende europæisk klimalov, der lever op til Parisaftalen og får os i mål med den nødvendige grønne omstilling.

Vi har brug for at beskytte vores natur og stoppe udryddelsen af plante- og dyrearter, før det er for sent.

Vi har brug for et EU-budget, som bidrager til at redde klimaet og naturen fremfor at fortsætte milliardstøtten til sort landbrug og fossile brændsler.

Det er tid til klimahandling nu!

Det talte ord gælder.

Dokumentation

State of the European Union

Den 16. september holder kommissionsformand Ursula von der Leyen sin State of the European Union-tale, hvor hun gør rede for, hvordan hun ser EU's tilstand netop nu. 

Som optakt til hendes tale var Europa-Parlamentet i Danmark vært ved at arrangement mandag 7. september i Altingets gård, hvor en række af de danske medlemmer af Europa-Parlamentet kunne give deres egne bud på en State of the European Union-tale.

De taler udgives som debatindlæg frem mod 16. september, og dette indlæg er en af dem.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Nikolaj Villumsen

MEP (EL), næstformand, Venstrefløjsgruppen, Europa-Parlamentet
BA.mag. i historie (Københavns Uni. 2009)

0:000:00