Nikolaj Villumsen til EU-analytiker: Opgøret med Polen og Ungarn er for alvorlig til symbolpolitik

På Kvindernes internationale kampdag stod jeg i Bruxelles med et skilt, der krævede ret til fri abort i Polen. Jeg markerede også dagen her i mediet med et indlæg om abortforbuddet i Polen.

Det fik analytiker i DEO Vibe Termansen til tasterne. Det er jeg glad for. For vi kan ikke skabe nok opmærksomhed om, hvad der sker i lande som Polen og Ungarn, og hvordan EU alt for længe har stået og set på uden at handle.

Termansen beskylder Enhedslisten for symbolpolitik, og at vi primært råber op, når det handler om kvinder og LGBTI-rettigheder. Det er ikke rigtigt.

Vi, i både venstrefløjsgruppen i EU-Parlamentet og i Enhedslisten i Danmark, er fuldstændig enige med Termansen i, at der skal sættes alvorligt ind overfor udviklingen i Polen og Ungarn.

Sammen med venstrefløjsgruppen i EU-Parlamentet har jeg kæmpet en indædt kamp for retsstatsmekanismen og dermed en kamp for at få smækket kassen i for lande, som Polen og Ungarn, der på en lang række områder bevidst tilsidesætter fundamentale menneskerettigheder, grundlæggende retsstatsprincipper og demokratiets grundpiller.

Sanktioner mod Polen og Ungarn er ikke symbolsk
Det var en hård kamp for at sikre sanktioner – at pengekassen smækkes i overfor lande som Polen og Ungarn. Det vil betyde, at der er en reel konsekvens for Polen og Ungarn.

Vi bør rette skytset mod dem, der nølende står i vejen for den politiske handling

Nikolaj Villumsen (EL)
Medlem af Europa-Parlamentet

Det er ikke blot et symbolsk signal eller en fordømmende tale. Det er reel og konkret politisk handling, selv om jeg også synes, at retsstatsmekanismen sagtens kunne have været stærkere, end den blev.

Lige inden påske stemte jeg og et stort flertal i Europa-Parlamentet for en kraftig opfordring til EU-Kommissionen om at gøre brug for af den retsstatsmekanisme, som det lykkedes os at få igennem.

Hvis det ikke er reel politisk handling, så ved jeg ikke, hvad det er. Og at dømme ud fra reaktionerne fra Polen og Ungarn bliver det også opfattet som noget, de to lande rent faktisk tager alvorligt.

I Danmark står Enhedslisten i spidsen for at samle et flertal, der skal opfordre regeringen til at trække Polen for EU-domstolen for traktatkrænkelser for indførelsen af LGBTI-frie zoner. Vi mener det. Vi skaber politisk handling, og vi giver ikke op hverken i Danmark eller i Bruxelles.

Vi gør opmærksom på alle krænkelser på alle de måder, som vi har mulighed for. Vi hverken glemmer eller overser andre problematikker, fordi vi på Kvindernes Internationale Kampdag sætter fokus på kvindernes rettigheder. Det gør vi i øvrigt også på alle andre dage.

Tak til Vibe Termansen
Som nævnt er jeg glad for Vibe Termansens indlæg. Jeg er glad for, at hun er med til at skabe opmærksomhed om tilsidesættelsen af menneskerettigheder og demokratiske spilleregler. Det bør vi alle gøre hele tiden. Jeg er glad for, at vi er enige om, hvad der bør gøres.

Derfor bør vi også rette skytset mod dem, der nølende står i vejen for den politiske handling. Dem, der går stille med dørene, fordi de ved, at vi har ret, men alligevel ikke kæmper åbent sammen med os.

Vi kan sagtens tilbyde polske kvinder abort i Danmark. Og nej, det i sig selv skaber ingen forandring i Polen. Men det er ikke fair at reducere vores kamp for et opgør med de nationalkonservative kræfter rundt om i EU til det ene forslag.

Det er et forslag, som vi er stolte over. Det er et forslag, der er realistisk og som sagtens kan føres ud i virkeligheden. De praktiske udfordringer i forhold til formidling og andre teknikaliteter er småting, som vi sagtens kan løse.

Det er set før. Kampen mod tilsidesættelsen af demokratiske spilleregler og retsstatsprincipper er ikke symbolpolitik. Det er det alt for alvorligt til.