Kampen om EU’s topposter: Her er kandidaterne, du skal holde øje med

NAVNE: Torsdag og fredag skal EU-cheferne forsøge at udpege EU’s næste topledelse. Altinget giver dig overblikket over feltet.  

BRUXELLES: Der er lagt op til lidt af en navneleg, når EU-cheferne torsdag mødes til EU-topmøde i Bruxelles for at lægge arm om, hvem der skal stå i spidsen for EU-Kommissionen, Det Europæiske Råd, EU’s udenrigstjeneste og Den Europæiske Centralbank i de kommende år.

Kabalen er svær, fordi den både skal tage hensyn til køn, alder, partifarve, geografi og personlighed.

Altinget giver dig her en liste over favoritterne til at lande et af de eftertragtede EU-job.  

Europa-Kommissionen

Margrethe Vestager, Danmark, Alde

Foto: Francois Lenoir/Ritzau Scanpix 

Margrethe Vestager har været Danmarks EU-kommissær siden 2014. Hun har ansvaret for EU-Kommissionens konkurrencepolitik. I sin tid som EU-politiker har hun især markeret sig i kampen for at få tech-giganter som Google, Amazon og Apple til at konkurrere på lige markedsvilkår i EU.  

Hendes kamp for fair konkurrence på EU's indre marked er ikke kun gået ud over amerikanske virksomheder. Hun vakte også stor furore i Berlin og Paris, da hun i februar stoppede en giga-fusion mellem den tyske industrigigant Siemens og den franske jernbanevirksomhed Alstom.  

Hun var formand for Radikale Venstres folketingsgruppe fra 2007 til 2014, og fra 2011 til 2014 var hun økonomi- og indenrigsminister.  

Rygterne om Vestager og kommissionsformandsposten har svirret længe. Men hun annoncerede først sit officielle kandidatur i maj ved en tv-debat med de andre europæiske partiers spitzenkandidater til formandsposten i EU-Kommissionen. Margrethe Vestager repræsenterer det liberale Alde-parti.  

Michel Barnier, Frankrig, EPP (Det Europæiske Folkeparti)

Foto: Yiannis Kourtoglou/Rizau/Scanpix 

Michel Barnier har stået i spidsen for EU-Kommissionens Brexit-forhandlinger med Storbritannien siden 2016, for hvilket han har opnået stor anerkendelse blandt EU-cheferne. 

Den tidligere franske udenrigs-, europa-, og landbrugs- og miljøminister har også en lang karriere som EU-kommissær. Han har blandt andet haft ansvaret for Kommissionens politik for regional udvikling og det indre marked.  

Han har også siddet i Europa-Parlamentet for Frankrigs konservative parti, der nu går under navnet Les Républicains, og fra 2010 til 2015 var han næstformand for Europas konservative, kristendemokratiske partifamilie, EPP.   

Michel Barnier har ikke meldt sig officielt på banen som formandskandidat. Men i de seneste måneder har han været flittig offentlig taler og gæst i de europæiske regeringsbygninger, hvor han har holdt møder med en lang række stats- og regeringschefer.

Manfred Weber, Tyskland, EPP (Det Europæiske Folkeparti)

Foto: Francois Walschaerts/Ritzau Scanpix 

Har været EPP-partiets officielle spitzenkandidat til at efterfølge Jean-Claude Juncker på posten som den næste formand for EU-Kommissionen, siden han i november slog finske Alexander Stub i den interne EPP-valgkamp. 

Den 46-årige sydtysker har aldrig været valgt til et større politisk embede i sit hjemland. Han har derimod baseret sin politiske karriere på Europa-Parlamentet. Her har han repræsenteret CDU’s bayerske søsterparti, CSU, siden 2004.  

I 2014 blev han valgt som gruppeformand for EPP’s gruppe i Europa-Parlamentet. En post, han genvandt efter europaparlamentsvalget i maj.

Frans Timmermans, Holland, PES (Det Europæiske Socialistparti) 

Foto: Pedro Nunes/Ritzau Scanpix

Har været viceformand for EU-Kommissionen siden 2014. Her har han blandt andet haft ansvaret for relationerne til EU’s øvrige institutioner og EU’s charter for fundamentale rettigheder.

I den forbindelse har han især været en aktiv kritiker af de støt stigende problemer med retsstatsprincipperne i Polen, Ungarn og Rumænien, hvilket har gjort ham til en særdeles upopulær herre i visse dele af EU-klubben.

Den tidligere hollandske udenrigsminister er spitzenkandidat for Europas socialdemokratiske PES-parti.

Ved sidste måneds europaparlamentsvalg var han også spidskandidat for det hollandske arbejderparti, PVDA. Det resulterede i en ganske overraskende fremgang på 9,61 procentpoint og en fordobling fra tre til seks mandater.

Så hvis han ikke bliver den næste formand for EU-Kommissionen, har han – ligesom Manfred Weber - mulighed for at fortsætte sin politiske karriere i Europa-Parlamentet.  

Flere EU-kilder har også peget på Frans Timmermans som en mulig kandidat til posten som EU's nye udenrigschef.  

Guy Verhofstadt, Belgien, Alde

Foto: Yves Herman/Ritzau Scanpix

Afgående gruppeformand i Europa-Parlamentet for Renew Europe (tidligere ALDE) og forhenværende belgisk premierminister. 

Er også i spil til posten som formand for Europa-Parlamentet.

Det Europæiske Råd  

Angela Merkel, Tyskland, EPP (Det Europæiske Folkeparti)

Foto: Tobias Schwarz/Ritzau Scanpix 

Har været tysk forbundskansler i snart 14 år. Hun har også været minister for kvinder og unge samt miljø.

Formandsposten i det konservative CDU-parti sad hun på fra 2000 til december sidste år, hvor hun måtte vige pladsen for Annegret Kramp-Karrenbauer.

Merkel har allerede gjort det klart, at hun stopper i tysk politik, når hendes nuværende kanslerperiode udløber i 2021.

Hun har flere gange slået fast, at hun ikke anser sig selv som en kandidat til en toppost i EU-pyramiden. 

Flere EU-spidser, herunder Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og Luxembourgs premierminister, Xavier Bettel, har dog ikke holdt sig tilbage fra at pege på Merkel som en oplagt kandidat til enten kommissionsformandsposten eller præsidentposten i Det Europæiske Råd.

Mark Rutte, Holland, Alde

Foto: Piroshka Van De Wouw/Ritzau Scanpix

Har været premierminister i Holland siden 2010. Han er formand for landets liberale VVD-parti. I starten af 00’erne var han socialminister.  

Han bliver af mange set som liberale Aldes mest oplagte kandidat til posten som formand for Det Europæiske Råd, da han nyder stor respekt blandt de øvrige og stats- og regeringschefer, og fordi han har en høj anciennitet i EU-ledernes klub.

Charles Michel, Belgien, Alde

Foto: Yves Herman/Ritzau Scanpix

Belgisk premierminister siden 2014 for det liberale parti Mouvement Réformateur.

Xavier Bettel, Luxembourg, Alde

Foto: POOL Ritzau/Scanpix

Har været premierminister i Luxembourg siden 2013, hvor han overtog efter den nuværende kommissionsformand, Jean-Claude Juncker.

Han er medlem af landets liberale parti, Det Demokratiske Parti.

Lars Løkke Rasmussen, Danmark, Alde 

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix 

Statsminister i Danmark fra 2009 til 2011 og igen fra 2015 og frem til nu. Han er fungerende statsminister, mens Mette Frederiksen og Socialdemokratiet forsøger at forhandle en ny regering på plads. 

EU’s Udenrigstjeneste

Maroš Šefčovič, Slovakiet, PES (Det Europæiske Socialistparti)

Foto: Radovan Stoklaska/Ritzau Scanpix. 

Har besiddet en række forskellige poster i EU-Kommissionen, siden han første gang blev udpeget som Slovakiets EU-kommissær i 2009. Senest har han haft ansvaret for EU’s Energiunion. Tidligere på året forsøgte han - forgæves - at blive slovakisk præsident. Maroš Šefčovič er socialdemokrat, og onsdag blev han genudnævnt som Slovakiets bud på en EU-kommissær. Posten som EU's udenrigschef tæller som en kommissærpost. 

Kristalina Georgieva, Bulgarien, EPP.  

Foto: Francois Lenoir/Ritzau Scanpix.

Har været direktør for Verdensbanken siden 2017. Tidligere viceformand i EU-Kommissionen med ansvar for Budget og Personale. Er medlem af Bulgariens konservative regeringsparti GERB, men bliver af mange ses som en neutral figur snarere end en decideret EPP-kandidat. 

Den Europæiske Centralbank 

Christine Lagarde, Frankrig 

Foto: POOL/Ritzau Scanpix. 

Har været formand for Den Internationale Valutafond siden 2011. Hun har tidligere været finansminister, landbrugsminister og fiskeriminister i Frankrig. Hun er medlem af Frankrigs republikanske parti.

Francois Villeroy de Galhau, Frankrig 

Foto: POLL/Ritzau Scanpix. 

Har været direktør for den franske centralbank siden 2015. 

Jens Weidmann, Tyskland. 

Direktør for den tyske centralbank siden 2015. Tidligere har han arbejdet som økonomisk og finansiel toprådgiver for den tyske regering. 

Forrige artikel Løkkegaard bliver næstformand i den liberale gruppe i EU Løkkegaard bliver næstformand i den liberale gruppe i EU Næste artikel Sådan ser den perfekte EU-chef ud Sådan ser den perfekte EU-chef ud