Økonom: 410 mia. kr. er småpenge – EU skattesvindles hvert år for 7.500 mia. kr.

KRONIK: Hvordan kan det være, at ingen i Skat studsede og greb ind over for den voldsomme stigning i refusionsudbetalinger? Det kan der være en ideologisk forklaring på, skriver økonom Paul Tiedemann.

Af Paul Tiedemann
Økonom

I årene 2005 - 2011 udgjorde danske refusioner af udbytteskat til udenlandske aktieejere i gennemsnit og uden større udsving årligt ca. 1.1 mia. kr.

Herefter ændrede billedet sig radikalt: 
2012: 1.5 mia. kr (+ 36 procent)
2013: 2.8 mia. kr (+155 procent)
2014: 6.1 mia. kr (+455 procent)
2015: 10.9 mia. kr (+891 procent)

Den angivne procentuelle ændring er i forhold til gennemsnittet 2005-2011.

Det skønnes, at 12.3 mia. kr. - eller små 60 procent af de samlede refusioner fra 2012 til 2015 - er udbetalt som følge af svindel.

Hvordan kan det være, at ingen i den refusionsudbetalende organisation, det danske skattevæsen, på et tidligere tidspunkt i dette forløb studsede og greb ind over for denne udvikling?

Det kan der være flere forklaringer på.

Et bud kunne være personalereduktioner. Fyringer af omkring 20 procent af medarbejderne i den omhandlede periode kan ikke undgå at have sat sine spor i kvaliteten af det arbejde, der skulle udføres.

En anden forklaring kan være fejlslagen digitalisering.

Ingen af disse bud forklarer imidlertid, at ledelsen ikke har set og adresseret den iøjnefaldende udvikling tidligere. Den økonomisk ansvarlige ledelse er jo ikke røget ud i sparerunderne.

En tredje forklaring kunne være, at det i skattekyndige kredse er velkendt, at der både snydes og under medvirken af konsulenter, advokater og revisorer m.m. bruges mængder af ressourcer på - uden at overtræde lovgivningen - at nedbringe skattebetalingerne for virksomheder og enkeltpersoner.

I EU figurerer et tal på €1 tn, (one trillion euros) svarende til 7.500 mia. kr. (dvs. en billion kr. i det danske talssystem, red.), som skulle være lig med det beløb, EU’ s medlemsstater årligt går glip af i skatteindtægter på grund af svindel og skattetænkning. (De 440 mia. kr., som har været fremme på det seneste, udgør således under 6 procent heraf).

Dette tal er selvklart svært at dokumentere, men hvis størrelsesordenen bare holder nogenlunde, betyder det, at de europæiske skattemyndigheder må - uden for konkurrence - være den myndighedstype, der lever med den største uoverensstemmelse imellem lovgivningens ånd og bogstav på den ene side og befolkningernes praksis på den anden.

Dette kunne tale for en vis resigneret retten sig ind efter realiteterne, men forklarer stadig ikke, at ledelsen i det danske skattevæsen ikke så og greb ind over for udviklingen.

Hvis således hverken personalereduktioner, fejlslagen digitalisering eller institutionel opgivenhed over for en verden præget af svindel og skattetænkning synes at kunne tilbyde en tilfredsstillende forklaring, hvad kan så ?

Er der en god forklaring ?

Nogen simpel forklaring er der tilsyneladende ikke på spørgsmålet:

Hvordan kunne det lade sig gøre at flytte 12.300 millioner kr. ulovligt fra en stat, med en så lang demokratisk tradition og et så enormt administrations- og kontrolapparat som det danske, over på private konti?

En del af svaret, tror jeg, findes i fænomenet ideologi, forstået som de forestillinger, mennesker har om, ikke hvordan verden ser ud, men derimod om hvordan vi synes, den bør se ud.

Ideologi er det, der uden at komme direkte til syne, ligger bag det politiske.

Hvordan kommer ideologi ind i billedet ?

Spørgsmålet om, hvor høj skatten skal være, er og har altid været blandt de mest konfliktbetonede overhovedet ikke bare her i landet, men overalt i den kapitalistiske verden.

Dette handler - teknisk set - om hvor stor en del af BNP, der skal fordeles af markedet, og hvor stor en del, der skal fordeles efter politiske prioriteringer - og  politisk set, om hvorvidt den indkomstfordeling, som markedet giver anledning til, er retfærdig eller ej.

Hverken den tekniske eller den politiske side af dette spørgsmål har et gyldigt svar efter objektive kriterier – det er, selvom det sker hele tiden (også med denne skribent som deltager), meningsløst at tale om, at en økonomi med et skattetryk på 25 procent vil være mere effektiv og føre til mere velstand, vækst og velfærd etc. end en økonomi med et skattetryk på 50 procent og vice versa; det er i den sidste ende et spørgsmål om, hvordan vi synes verden skal skrues sammen, dvs. et ideologisk spørgsmål.

Skattetrykket har længe været under pres i den vestlige verden. I USA vinder man ikke et valg uden at love skattenedsættelser, og i Europa går der ikke en dag, uden at politikere, erhvervsorganisationer og medier m.m. minder befolkningerne om, at skatten skal ned.

Hvis synsvinklen begrænses til EU, kan det slås fast, at bestræbelserne på at få skatten ned i eklatant omfang ikke har været en succes.

Skattetryk og udgifter (general government expenditure) i EU’s medlemsstater excl. UK, steg fra 2000 til 2018 med over 60 procent.

Sideløbende med denne udvikling er der imidlertid – og dette lyder umiddelbart paradoksalt – foregået en nærmest systematisk reduktion af antal ansatte i skattemyndighederne i medlemsstaterne.

Alene i perioden fra 2008 til 2012, hvor den økonomiske krise slog igennem over hele verden, forsvandt over 58.000 jobs i EU’s medlemsstaters skatteadministrationer.

Mønsteret er det samme overalt: Under det politiske slogan ’Do more with less’ blev skatteadministrationerne skåret betydeligt ned, mens opgaveomfanget jf. ovenstående gik betydeligt op.

Hvordan hænger dette sammen ?

Formentlig på den måde at det for politikere - der selv er af fundamental liberalistisk observans - har været så godt som umuligt at skære mærkbart i de store udgiftsområder som børne-, ældre-, social-, sundheds- og uddannelsesområderne.

Derimod har der tilsyneladende kunnet mobiliseres bred enighed om at skære i de organer, der spiller den mest centrale rolle som redskab for velfærdsstaternes overlevelse, dvs. skatteadministrationerne.

Hvis disse ikke har en kapacitet, der modsvarer arbejdsopgaverne, går det ud over staternes finansielle grundlag - og dermed hele måden, staten fungerer på.

De omfattende nedskæringer har selvfølgelig indebåret en funktionel svækkelse af skatteområdet, men må derudover - og det er måske endnu vigtigere - ses som en umisforståelig symbolsk gestus fra det politiske system til skatteadministrationerne.

Det ideologiske signal kan fortolkes derhen, at et skattesystem, der ikke fungerer, er at foretrække, fordi man hellere ser, at pengene forbliver i borgernes lommer, end at de ender som finansiering af det offentlige.

Udtrykt lidt skarpt, er det lige før scenariet ligner en invitation til kreative skattetænkere om at se at komme i gang.

Ideologisk begrundede tab er ikke nyt i den danske stat

Hvilke ligheder er der imellem de ulovlige refusioner af udbytteskat 2012-2015 og salget af Dong til Goldman Sachs i 2014 ?

Der er to oplagte:
- Begge har ideologiske rødder
- De kostede de danske skatteydere ca. lige meget.

Goldman Sachs, der er et multinationalt finansielt supermarked med hovedkvarter i USA med en omsætning på omkring 270 mia. kr i 2017 og en medarbejderstab på 36.600 samme år, købte i 2014 aktier for ca. 8 mia. kr for 18 procent af Dong, der på dette tidspunkt havde en markedsværdi på ca. 44 mia. kr.

Denne aktiebeholdning solgte selskabet fra i flere omgange i årene umiddelbart efter købet.

I 2016 solgtes en fjerdedel af de 18 procent for 4.4 mia. kr. - og i en række handler i 2017 solgtes resten for tilsammen 16 mia. kr.

Goldman Sachs tjente dermed (20.4 – 8) = 12.4 mia. kr., som er præcist det beløb, den danske stat gik glip af i forhold til en situation, hvor Dongs oprindelige kapitalbehov var blevet dækket med et lån.

Dette tab kan ikke forstås på anden måde end som en pris, den daværende regering var villig til at betale for at gennemtrumfe den ideologiske forestilling, at privat er bedre end offentligt, marked bedre end stat.

At regeringen dengang var socialdemokratisk ledet ændrer ikke noget.

Goldman Sachs har efter alt at dømme ikke betalt en krone i skat nogetsteds som følge af denne handel, men det er en anden og dog beslægtet historie.

 

Forrige artikel Jacob Mchangama: Censur på sociale medier overgår selv den katolske kirke Jacob Mchangama: Censur på sociale medier overgår selv den katolske kirke Næste artikel Forsker: Må man kalde profeten Muhammed for pædofil? Forsker: Må man kalde profeten Muhammed for pædofil?
  • Anmeld

    Christian V

    Ideologi er et surrogat for intelligens og indsigt

    - og fører derfor altid ulykker med sig.

    Vil vi have et demokrati i fremtiden, er vi nødt til at stille større faglige krav til dem, der stiller op - ellers er de og vi overladt til ideologernes krigsskueplads og de krigsskadeomkostninger det fører med sig.


  • Anmeld

    Henning Dines Krogh · tidl finansrådgiver

    hullede skattelove

    Demokrati: folkevalgte " skomagere og bagere," der påtager sig at styre et helt land, er valgt ind efter hvor godt de er for tungebåndet.- De har ingen forudsætninger for at gennemskue de utroligt mange love , de strikker sammen, derfor er det ingen kunst for højtuddnnede pengefolk, advokater og lign at finde huller i bl.a. Skattelovene i de foskellige lande. Det siger sig selv at så længe der findes steder eller lande, hvor det er såkaldt skattely.- hvor man kan oprette nomies selskaber op for småpenge og derefter sende pengene på rejse ud i mørket. Helt lovligt. så kan der ikke stilles noget op , for eks. I dong handlen og handlen om københavns lufthavn var til selskaber i skattely, og som, den finansministeren sagde, han var ligeglad hvorfra pengene kom, også i evt kommen de handler bare pengene var der.

  • Anmeld

    Ivar Nielsen

    Tak for denne artikel

    der beskriver godt hvordan "ideologiske banditter i habitter" og andre uden etisk og moralsk sans undergraver alt hvad der essentielt for mennesker og natur overalt på kloden.

    "EU skattesvindles hvert år for 7.500 mia. kr."!?

    Har vi så i det hele taget råd til at have en Europæisk Union?

  • Anmeld

    Henrik Zetterquist · Pensionist

    Vedrørende udbytteskat

    En vej ud af det morads, der tydeligvis hersker omkring udbytteskat, kunne være at alle aktieejere, som jeg forstår man gør i Sverige, betaler 15% af udbyttet uden mulighed for refusion. (KISS - princippet!)

  • Anmeld

    Benny Bjerregaard

    Idiologi eller "fiks ide"

    Det at gøre "more for less" var (er) en management trend der går ud på at beskære/ reducere en organisation uden at definere hvordan det derefter skal virke. Ideen er at den "nye" org. "af sig selv" vil komme til at fungerer. De ansatte der er tilbage og/eller nye vil helt naturligt gøre deres bedste - de har bare ikke længere rammerne og der mangler ekspertise. Over tid vil det sikkert løse sig (tror man) - hvis ikke det er brudt sammen inden!

  • Anmeld

    Krister Meyersahm

    Blot om skat på udbytte.

    Lav loven om så udbytteskat defineres som en skat på selskabernes overskud og ikke som nu, på aktionærernes udbytteindtægt. Aktionærerne får herefter udbyttet udbetalt skattefrit - ingen refusion af betalt skat er nu mulig.

  • Anmeld

    hans preben pedersen · Vi Grønne EUer !!!!!!

    MAN KAN IKKE UDDANNE SIG TIL TALENT !!!!

    Hele vort økonomiske system bygger på talentløse folkevalte amatører !!
    " Den kloge narrer den mindre kloge " !!!!
    Jeg har løsningen på hvordan det kunne kører til alles tilfredsstillelse !
    Men jeg har ingen Uddannelse !!!! Venligst hp.

  • Anmeld

    Erik Nørgaard · Journalist & fotograf

    Højtuddannede forbrydere

    Det er da fuldstændig rigtigt, som Henning Dines Krogh skriver om dem, der styrer landet (eller måske ikke magter det).
    Man undrer sig ofte, når man hører politikere udtale sig om mangt og meget med en utrolig selvtillid og overbevisning om egne evner.
    Så tænker man ofte: Hvad er udgangspunktet, - hvad er baggrunden for denne ofte fuldstændigt overdimensionerede selvtillid og totale skråsikkerhed?
    Dem der styrer landet er kort fortalt de eneste, som ikke er uddannede til deres job her i Danmark, så i stedet for at gå efter bolden (læs: professionel styring af firmaet Danmark) så udmønter deres foretagsomhed sig i konstant valgkamp, ofte i op til fire år af gangen og heraf afledte idelige plapren og vilde overbud.
    Dette er slemt nok for den manglende kontrol af de rige "bistandsklienter", som selv hæver milliardbeløb efter forgodtbefindende; men rigtig slemt bliver det, når man lægger en anden faktor oven i.
    Nemlig, at man i Danmark uddanner kommende økonomiske forbrydere på universiteterne - overvejende ved juridiske fakulteter. Samtidig er det netop kommet frem, at en nyansat på Copenhagen Business School har en baggrund som værende en af dem, der var moralsk ansvarlig for udplyndringen, under det nogle kalder finanskrisen.
    Hvor ender vi henne, hvis man skal kaldes "dygtig", når man med et uddannelsesbevis i hånden for et højt juridisk eller regnskabsmæssigt pålydende, uden videre svindler for millioner?
    Først betaler samfundet for uddannelserne og uddannelsesinstitutionerne, mange, mange penge - bagefter kommer de uddannede og klæder borgerne af til skindet.
    Den værste oplevelse, jeg har med det, er, at mange af "bistandsklienterne" slet ikke kan se, at de gør noget forkert.
    Lidt banalt udtrykt: Stjæler jeg penge op af tasken på en gammel kvinde i køen i supermarkedet, så er det egentlig ikke kriminelt.
    Det er forretning!
    God weekend til Danmark!

  • Anmeld

    Arne Jensen

    Dong var ikke et salg.

    Paul Tiedemann, Når en økonom udtaler sig om en politisk handling, bør denne økonom kende til baggrunden for den politiske handling. Dong bad
    finansministeriet, om at fa tilført 11 Mia. kroner, for at styrke den økonomiske situation i Dong. Finansministeriet (Bjarne Corydon) gik til finansudvalget, og anbefalede, at finansudvalget gav Dong fuldmagt (frie hænder) til at afsøge det internationale pengemarked, for at finde en eller flere finansielle institutioner som ville stille med "risiko villig" kapital, til Dong.
    Opgaven var, at staten ikke ville stille med garanti for denne risiko villige kapital, investorerne skulle kunne lide et tab, på 40 procent før staten ville træde til. Pension Danmark var villig til at låne staten de 11 Mia. ved 100 %
    garanti for beløbet, staten svarede nej til tilbudet. Dong brugte 263 Mio.
    på at "finde" Goldman Sachs og ATP/PFA. og staten brugte 20 Mio. på at få godkendt disse "Lånere".