Debat

Our Fish til Eva Kjer Hansen: Stop overfiskeri, inden deadline overskrides

DEBAT: Fiskeriminister Eva Kjer Hansen har skrevet under på at stoppe overfiskeri inden 2020. Deadlinen er dog i fare for at blive overskredet. Det betyder, at fremtidens fiskebestande og havmiljøet sættes på spil, skriver Cathrine Pedersen Schirmer fra Our Fish.

En række ngo'er har sendt et brev til alle fiskeriministre i landene omkring Østersøen for at bede dem om at lukke alt kommercielt fiskeri efter torsk i den østlige Østersø med øjeblikkelig virkning.
En række ngo'er har sendt et brev til alle fiskeriministre i landene omkring Østersøen for at bede dem om at lukke alt kommercielt fiskeri efter torsk i den østlige Østersø med øjeblikkelig virkning.Foto: Morten Stricker/Ritzau Scanpix
Sofie Hvemon
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Cathrine Pedersen Schirmer
Kampagneansvarlig i Our Fish i Danmark

Der er ikke mere end otte måneder tilbage, før vi rammer 2020-deadlinen for stop af overfiskeri af vore danske og europæiske fiskebestand.

En deadline, som er juridisk bindende, og som fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V) og hendes EU-kollegaer er forpligtet til at levere på. Men hvordan går det så egentlig med det? Svaret er desværre ikke opløftende. Det må vi alle sammen indse, inklusive ministeren selv.

I en netop offentliggjort rapport fra den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) lyder konklusionen fra EU-eksperterne, at Danmark og de øvrige EU-medlemslande sakker gevaldigt bagud i forhold at tage de nødvendige skridt i retning af at nå deadlinen første januar 2020.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Sakker bagud
Faktisk sakker de så meget bagud, at deadlinen er i fare for at blive overskredet. Ifølge eksperterne er 41 procent af de nordøstatlantiske bestande – herunder fiskebestandene i de danske havområder – således stadig overfisket.

Det er ikke godt nok, hvis vi skal sikre et sundt havmiljø og fiskeri fremover, og slet ikke hvis vi skal gøre os håb om, at fiskeriministrene leverer på 2020-deadlinen.

Hvis regeringer og fiskeriministre fortsat tillader overfiskeri, sætter de både fremtiden for Europas fiskebestande og vores havmiljø på spil.

Cathrine Pedersen Schirmer
Kampagneansvarlig i Our Fish i Danmark

Derfor hejser en lang række Europæiske organisationer, blandt andet Our Fish, nu det røde flag og beder fiskeriministrene tage STECF-eksperternes udsagn alvorligt. Vi mener i al beskedenhed, at det for alvor er blevet tid til ikke kun at lytte til eksperterne, men også tid til at handle.

Den nuværende og yderst kritiske situation for torskebestanden i den østlige Østersø er et klart eksempel på, hvor vigtigt det er, at EU og EU’s medlemslande skrider til konkret handling tids nok til at sikre bæredygtige fiskebestande i fremtiden.

Ifølge en ny og ret alarmerende opgørelse fra Det Internationale Havundersøgelsesråd, ICES, er torskebestanden i den østlige Østersø nu nede på så kritisk lavt et niveau, at den ikke længere i tilstrækkelig grad er i stand til at reproducere sig selv. Det betyder kort sagt, at torskebestanden her er i dyb krise.

Det er selvsagt hverken godt for miljøet eller for fiskeriet som branche. Forskere og ngo’er har ellers længe advaret fiskeriministrene og EU-Kommissionen om torskens alvorlige tilstand, men manglende politisk handling har betydet, at situationen nu er så alvorlig, at en række ngo’er, blandt andet Verdensnaturfonden, Oceana og Our Fish, i dag har sendt et brev afsted til samtlige fiskeriministre i landene omkring Østersøen for at bede dem om at lukke alt kommercielt fiskeri efter torsk i den østlige Østersø med øjeblikkelig virkning. Det er nødvendigt, hvis vi skal redde torsken.

Fiskebestande og havmiljøet er truet
Det behøver dog ikke gå så galt, og det var vel netop derfor, at 2020-deadlinen som del af en række positive tiltag fra 2013 blev skrevet ind i den reformerede Fælles Europæiske Fiskeripolitik (FFP). Her lovede alle EU-medlemsstater, herunder Danmark, at leve op til et lovkrav om at bringe overfiskeri til ophør senest i 2020.

Eva Kjer Hansen og hendes EU-kollegaer bør smøge ærmerne op nu som direkte reaktion på STECF-rapporten og ICES-rapporten og vise, at de virkelig mener det alvorligt, når de har skrevet under på at beskytte vore europæiske fiskebestande.

Hvis regeringer og fiskeriministre fortsat tillader overfiskeri, sætter de både fremtiden for Europas fiskebestande og vores havmiljø på spil.

Så kære Fiskeriminister Eva Kjer Hansen, vil du ikke godt love os, at Danmark tager sagen alvorligt og går forrest i arbejdet for at indfri 2020-deadlinen?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00