Pernille Weiss: Derfor var COP25 i Madrid lige så ringe som COP15 i København

Faker omstillingsmuligheder
Nuvel – nogle lande er virkelig i knæ rent økonomisk og strukturelt. Men de kommer med saglige og faktuelle argumenter om, hvad der skal til, for de vil gerne medvirke til at Parisaftalen overholdes, og ambitionerne højnes.

For ellers dør deres land af enten for meget vand eller for varm en sol – og deres befolkninger med, hvis ikke de når at flygte. Et eller andet sted hen, hvor der kun meget svært er plads til dem.

Dem, som jeg snart ikke kan snuppe, er de lande, der faker deres omstillingsmuligheder, fordi de ikke gider betale hele eller dele af regningen. Helt ærligt. Danmark begyndte den grønne omstilling tilbage i 1970'erne, og derfor er vi blandt andet en af verdens førende vindmøllenationer.

Milliarder af skattekroner og risikovillig virksomhedskapital er blevet brugt på at være på forkant med rettidig omhu.

Lederskab, der rykker
Derfor blev jeg også i COP-ugen glad for at se, hvordan EU’s stats- og regeringsledere valgte at bakke op om European Green Deal ved ikke at lade sig bremse af, at Polen ikke (endnu) vil forpligte sig til, at EU skal være CO2-neutral i 2050.

Det er dæleme politisk lederskab, der rykker. Og jeg håber, at vi i de næste måneder og år kommer til at se meget mere til det fra EU’s side. Det er der brug for, og mange lande og delegationer i regi af COP'ens 197 lande beder ligefrem EU om at gå forrest som rollemodel og som rambuk for at redde klimaet.

Det betyder så også – som jeg ser det – at socialisternes julelege med at bruge tiden på følelsesladede og udskammende ordspil (emergency mod urgency) må stoppe.

Lige så træt jeg er af egoistiske lande, der ikke gider det afgørende samarbejde på tværs af grænser – lige så træt er jeg af, at venstrefløjen bruger klimakrisen til at skabe splid mellem de politiske grupper. Det kan da ikke være deres alvor, at det, vi kræver af hinandens lande, får så trange kår på de politiske markedspladser.

Minder om USA's månelanding
Lad os dog give hinanden og kloden det forsæt, at EU, og især Europa-Parlamentet, nu sætter rumpetten i sædet og i et innovativt samarbejde laver alle de konkrete politikker og præcise værktøjer, der skal til, for at vi som kontinent kan vise de andre, hvordan man gør.

Uden tvang, uden forbud, uden skam, uden tab af arbejdspladser, uden mistet konkurrenceevne – uden at ødelægge det Europa, vi kender og holder af.

European Green Deal er blevet sammenliget med Europas svar på USA's månelanding for 50 år siden. Dét skete ikke alene ved tankens kraft. Derimod krævede det forskning, omstilling og evne til samarbejde. Den opskrift skal vi bruge.

Om 11 måneder er der igen COP. I Glasgow. Jeg glæder mig til, at EU og Europas lande ved den lejlighed for alvor tager førertrøjen på og har massevis af stærke eksempler og fakta med, så vi kan blive klodens rollemodel og dermed stærkeste drivkraft for at løse de globale klimaudfordringer.