Pernille Weiss: Klimamål på 55 procent er et lille skridt for Danmark, men et stort skridt for EU

Af Pernille Weiss (K)
Medlem af Europa-Parlamentet, C(EPP)

‘Der er en tid til at græde og en tid til at le’. Sådan lyder en del af et kendt vers fra Prædikernes bog i Det Gamle Testamente, som jo indeholder mange universelle tekster. Derfor kan man bestemt godt bruge dette, når man har med nutidens klimapolitiske kultur og politikeradfærd at gøre.

For præcisionens skyld skal ‘tårenes tid’ her forstås som de mange armlægninger, vi politikere fra tid til anden skal igennem. Konflikter og diskussioner, der bestemt kan trænge den tåre-salte sved frem på panden. Men der er ingen vej udenom. Det er det, vi også er valgt til, selvom det for langt de fleste af os er sjovest at le - især af hinanden på de sociale medier.

Uge 41 var en klassisk uge for ovenstående. Europa-Parlamentet debatterede og stemte sig til det, der nu er vores bud på en EU-klimalov. EU’s første af sin slags. Så bestemt ikke ‘business as usual’. Lovens udkast landede i forskellige udvalg før sommerferien og er siden blevet kastet rundt gennem mange møder og delafstemninger.

Meget høje ambitioner
Selv har jeg arbejdet med den gennem begge de to udvalg, jeg er fast medlem af: Industri-, forskning- og energiudvalget og Miljø- og folkesundhedsudvalget - også kaldet Klimaudvalget. Det lyder nærmest som om, at især dét udvalg bestemmer alt, hvad klimaet angår.

Bevares, det er jo naturligt for politikere at gribe ud efter de gode dagsordner, men når alt kommer til alt vedrørende klimaet, så er det altså et så fundamentalt og omsiggribende kompleks, at stort set alle udvalg i Europa-Parlamentet har en aktie i emnet. Derfor gik bølgerne også højt i sidste uge, da som sagt hele parlamentet skulle stemme om hvert eneste afsnit og til sidst om hele molevitten.

Jeg er af natur ikke pessimist, men giver alligevel klimaminister Dan Jørgensen (S) ret i, at der virkelig skal kæmpes med diplomati, støtte og forskellige presballer for at få hele EU til at blive enige om mindst 55 procent.

Pernille Weiss (K)

Den sag, der fyldte allermest, handlede om, hvor meget CO2-udslippet i EU skal være reduceret i 2030 i forholdt til 1990. Mindst 55 eller 60, 65 eller sågar 70 procent? I øjeblikket ligger der en aftale om at reducere til 40 procent, så vi taler om ambitioner, som er meget høje - teknologiske såvel som politisk.

Selv kæmpede jeg gennem ugen på især to fronter: I min egen gruppe, EPP, og over for den danske forståelse af, at jeg ‘kun’ stemte for mindst 55 procent.

Der skal kæmpes
I min egen gruppe havde jeg valgt at kæmpe for at få hele gruppen til at stemme for mindst 55 procent. Dét holdt hårdt. Men det lykkedes! Ved holdspil og -ånd om, at ingen spillede hverken kulsort eller neongrønt solospil ved at stikke af fra hovedfeltet.

Med al respekt, så er det skridt af EPP - som den største gruppe i parlamentet, der i øvrigt rummer alle EU’s lande - langt større og vigtigere, end den selvretfærdige og urealistiske grønne populisme, som især den liberale og socialistiske side af parlamentet synes at være berusede af.

Heldigvis gik det godt, så anstrengelserne var det hele værd - også det mobberi, flere af mine danske kollegaer udsatte mig for.

Vi endte på et lille flertal for 60 procent. Og naturligvis stemte jeg for det endelige forslag. Om så 2030-tallet på 60 procent vinder, når forhandlingerne med Rådet (for Europa-Parlamentet bestemmer jo ikke alt, selvom vi gerne lader som om) er slut, må guderne vide.

Jeg er af natur ikke pessimist, men giver alligevel klimaminister Dan Jørgensen (S) ret i, at der virkelig skal kæmpes med diplomati, støtte og forskellige presballer for at få hele EU til at blive enige om mindst 55 procent.