Debat

Pfizer-direktør: Fokuser på, hvad Danmark kan gøre for EMA

DEBAT: I kampen om at få Det Europæiske Lægemiddelagentur til København skal fokus ikke kun være på, hvad EMA kan gøre for Danmark, men også hvad Danmark kan gøre for EMA, skriver Henriette Dræbye Rosenquist fra Pfizer Danmark.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Henriette Dræbye Rosenquist
Administrerende direktør for Pfizer Danmark 

I starten af februar annoncerede regeringen deres ambition om at få Det Europæiske Lægemiddelagentur placeret i København, når agenturet forventeligt forlader Storbritannien som en del af sidstnævntes afsked med unionen.

Kommer EMA til Danmark, ligger der åbenbare positive direkte og indirekte effekter i slipstrømmen af den beslutning, både hvad angår arbejdspladser, medicinsk ekspertise og muligheden for at videreudvikle et innovativt dansk forskningsmiljø i verdensklasse, som fundament for at fortsætte væksten i den danske Life Science industri. Endelig skal man heller ikke undervurdere den effekt, det kan have for den danske selvforståelse, det danske hjemmemarked og signalværdien til vores eksportmarkeder, hvis betydning for den danske økonomi er svær at ignorere.

Hvorfor Danmark?
Spørgsmålet er bare, hvorfor skulle man vælge at give København og Danmark den mulighed i stedet for at vælge eksempelvis den svenske, franske, spanske eller for den sags skyld den italienske hovedstad? Hvad er det helt særlige, som Danmark har at byde på?

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Skal man finde svaret i vores ”forskningsmiljø i verdensklasse” og den betydning, det vil have for sundhedsindustriens langsigtede vækst og udvikling? Eller er det måske vores unikke sundhedsregistre, der potentielt kan være en guldgrube for den fremtidige kvalitet af behandlingen i sundhedsvæsenet? Dog er dette alene tilfældet, hvis vi evner at åbne op for registrenes fulde potentiale efter en årrække uden reelle løsninger på denne mulighed.

Det gode spørgsmål er, hvad der virkelig tæller, når EU skal træffe beslutningen. En ret kompleks beslutning, hvor der skal tages højde for mange og forskellige faktorer, der peger i mange retninger. Men måske der er lidt hjælp at hente for EU, idet EFPIA, EuropaBio og Medicines for Europe netop har præsenteret en liste med en række kriterier, som industrien mener, at det nye hjemland for EMA bør opfylde. Og heldigvis kan Danmark efter min umiddelbare vurdering sætte flueben ved langt det meste.

Det endelige svar på, hvorvidt Danmark kan indfri sin ambition om at blive den nye EMA- hjemsted, ligger lidt ude i fremtiden, men vi bør allerede nu overveje argumentationen og formålet med at tiltrække EMA til København.

Henriette Dræbye Rosenquist
Administrerende direktør for Pfizer Danmark

Overvej argumentationen
Det endelige svar på, hvorvidt Danmark kan indfri sin ambition om at blive den nye EMA- hjemsted, ligger lidt ude i fremtiden, men vi bør allerede nu overveje argumentationen og formålet med at tiltrække EMA til København.

Hidtil har – i hvert tilfælde den hjemlige argumentation – primært gået på, hvad Danmark kunne få ud af et EMA-værtsskab, men det må og skal kombineres med konkrete planer for, hvordan EMA kan drives mindst lige så godt og effektivt i København som i de andre lande, der har den samme ambition. For til syvende og sidst vil udfaldet af processen bero på, hvad Danmark kan gøre for EMA og Europa og ikke kun, hvad EMA kan gøre for Danmark.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00