Anmeldelse af 
Birthe Larsen

Pikettys nye essaysamling er værd at læse - og ikke kun fordi der står Piketty på bogryggen

Thomas Pikettys essaysamling 'Mod en ny socialisme' tager os på en rejse igennem fire års udvikling mod et større internationalt fokus på ulighed og forståelse for klimaforandringernes presserende karakter, skriver anmelder Birthe Larsen.

"Uafhængigt af om man er enig med Pikettys analyser og politikforslag, inspirerer bogen til en samtale om vejen mod en ny socialisme," skriver anmelder Birthe Larsen.
"Uafhængigt af om man er enig med Pikettys analyser og politikforslag, inspirerer bogen til en samtale om vejen mod en ny socialisme," skriver anmelder Birthe Larsen.Foto: Finn Frandsen
Birthe Larsen
Mod en ny socialisme
Thomas Piketty
350 sider, Informations Forlag, udkom 26. maj 2021

Da jeg så titlen på Thomas Pikettys nyeste bog: 'Mod en ny socialisme', med essays skrevet fra 2016 til 2020, fik jeg følgende tanke: Man skriver en masse avisindlæg om økonomi. De samles i en bog. Bogen udgives - og fordi man hedder Thomas Piketty, sælger den som varmt brød.

Misundelsen forstærkes yderligere af ligheden til hans seneste bog 'Kapital og Ideologi', som benytter historiske data til at synliggøre fraværet af et trade-off mellem lighed og vækst.

Om skribenten

Birthe Larsen er lektor på Økonomisk Institut og leder af ulighedsplatformen på Copenhagen Business School. Hun skriver regelmæssigt analyser og kommentarer i Børsen og Information.

Men bogen kan noget andet. Den har en mere kompakt, præcis fremstilling af de pointer, som 'Kapital og Ideologi' indeholder, den tager os på en rejse igennem fire års udvikling mod et større internationalt fokus på ulighed og forståelse for klimaforandringernes presserende karakter. Og endelig er essayene små appetitlige konfektskåle med inspirerende indlæg om aktuelle begivenheder og mere tidsløse økonomiske problemstillinger og udfordringer.

Essayene giver et væsentligt indblik i forskellige landes økonomiske og politiske strukturer. Desuden har bidragene fra 2020 betragtninger omkring pandemien og nødvendige politikker med en afvejning af økonomi og sundhed.

Fremfor alt er det en bog pakket med større filosofiske spørgsmål om, hvad vi egentlig værdsætter i livet, såsom et lige samfund og en balance mellem fritid og arbejde. Foreslåede økonomiske tiltag fremlægges ofte med en ydmyg refleksion over alternative muligheder.

Bogen er tænkt som opstart til en samtale om, hvilket samfund vi ønsker. Hvad er vores mål?

Fyldepen og kildeskat

Overordnet set, som i 'Kapital og Ideologi', er inspirationen fra nordiske landes velfærdsstater tydelig.

Piketty ønsker sig et mere lige samfund. Midlerne er progressiv beskatning, formue- og arvebeskatning, sidstnævnte skal sammen med et signifikant engangsbeløb til alle 25-årige være med til at bryde den sociale arv.

Øvrige elementer i Pikettys ideelle samfund er fokus på uddannelse til alle, klimavenlig politik og medarbejdereje.

Men bogen giver også et godt indblik i de forskelle, der eksisterer mellem vestlige lande. Jeg boede i Frankrig for nogle år siden og husker overraskelsen over stadig flittig brug af fyldepen, checkhæfte samt fravær af kildeskat.

Kildeskatten mindsker muligheden for skatteunddragelse og en uventet skatteregning det følgende år. Den har eksisteret i Tyskland og Sverige siden 1920 og i Danmark siden 1970.

I et essay fra 2017: 'Macron Marcheurs, så tag dog magten' anfører Piketty, at den vedvarende nølen med hensyn til at indføre dette system i Frankrig ikke handler om tekniske eller praktiske udfordringer (de er jo løst i andre lande) men om at please bekymrede virksomhedsledere og "sørge for at projektørlyset rettes mod" en reform, som sænker lønmodtagernes bidrag til sociale sikringsordninger og dermed hæver nettolønnen.

En kildeskat ville derfor "aflede opmærksomheden fra det glade budskab" fra skattereformen, da kildeskatten betyder, at kun indkomst efter skat indsættes på lønmodtagernes konto hver måned. Først et halvt århundrede efter Danmark, i 2019, overgik Frankrig til en mere moderne skatteopkrævningsmetode.

EU er til gavn for de velstillede

Et andet interessant bidrag er Essayet 'Om produktiviteten i Frankrig og Tyskland'. Tilbagevendende magtkampe mellem disse to lande, omkring produktivitet, inflationsangst og mere eller mindre EU, dækker over ligheder mellem landene og flytter fokus bort fra begge landes blinde vinkler, hvad de kan lære af hinanden og andre lande af dem.

Selvom bogreolen er fuld af mere eller mindre læste Piketty-murstensromaner, bringer nærværende bog yderligere viden på et letforståeligt sprog uden en overflod af økonomtekniske begreber.

Birthe Larsen
Lektor i økonomi, CBS

"Den tyske og franske økonomis produktivitet – sådan som den måles i BNP pr. arbejdstime" er nærmest identiske. "Og ovenikøbet blandt de højeste i verden, hvilket viser, at EU's sociale model har en lys fremtid foran sig".

Han benytter denne sammenligning til at fremhæve, at det er vigtigt at se på produktion per arbejdstime, fordi det også synliggør, at økonomi og velfærd er andet end produktion og arbejde. Således bør en god balance mellem arbejde og fritid indgå i en vurdering af et lands samlede velfærdsniveau.

Piketty vil gerne mere EU. Et af de sidste Essays i bogen: 'EU og klasseforskellene' berører Brexit og sammenhængskraften i EU. Pikettys holdning er, at "de velstillede klasser har let ved at forklare situationen" med, at underklassen er nationalistisk, fremmedhadsk og nok også lidt tilbagestående.

Han argumenterer derimod for, at unionen fremmer "en generaliseret konkurrence mellem lande og regioner, den inciterer til skatte- og socialdumping til fordel for de mest mobile økonomiske spillere, og således fungerer EU på en måde, der objektivt er til gavn for de mest velstillede."

EU bør i stedet implementere fælles politikker, som kan mindske uligheden. Sådanne skridt er nødvendige, hvis unionen skal reddes.

For nybegyndere og eksperter

Skal man læse bogen? Nogle essays i bogen er mere vellykkede end andre. Nogle repeterer de samme budskaber. Og faste skribenter til aviser vil kunne nikke genkendende til, at det er svært at undgå. Selvfølgelig på grund af tidspres og manglende hukommelse. Men også blot fordi visse pointer tåler en gentagelse.

Bogen er bestemt læsværdig. Hvis man ikke allerede har læst Kapital og Ideologi, giver denne bog en hurtigere indføring i Pikettys refleksioner om, hvad en ny socialisme er, og vejen derhen.

Men selvom bogreolen er fuld af mere eller mindre læste Piketty-murstensromaner, bringer nærværende bog yderligere viden på et letforståeligt sprog uden en overflod af økonomtekniske begreber. Og endelig løfter den sløret for mange af de spørgsmål og udfordringer, som interesserer nutidens økonomer.

Uafhængigt af om man er enig med Pikettys analyser og politikforslag, inspirerer bogen til en samtale om vejen mod en ny socialisme, eller hvad der kendetegner det bedst mulige samfund og de dertil nødvendige skridt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00