Plan B for Brexit: Theresa May trækker tiden

NYHEDSANALYSE: Den britiske premierminister spiller et farligt spil ved at holde fast i at få Brexit-aftalen over stregen ved at følge samme strategi, der fik hende til at lide det største nederlag i Underhuset i moderne britisk historie.

BRUXELLES: På en måde kan man ikke bebrejde Theresa May. Er der noget, EU er kendt for, så er det, at løsninger på de sværeste problemer altid skal findes i sidste øjeblik.

Det er sådan, mange EU-kompromiser er født. Bag lukkede døre, hvor rødøjede forhandlere kommer vaklende ud fra mødelokalerne i sene nattetimer med en aftale. Løsningerne findes først, når man befinder sig på kanten af afgrunden. Og det ser mere og mere ud til, at det også er den britiske premierministers taktik for at få den 585 sider lange Brexit-aftale i hus.

Da hun mandag eftermiddag meddelte Underhuset, at den plan B, som hun var blevet pålagt af de britiske folkevalgte at levere efter sit historisk store nederlag ved afstemningen om aftalen i sidste uge, til forveksling lignede plan A, slog folk slog sig for panden og klagede over deja-vu.

For hovedpointen i hendes plan var at tage til Bruxelles og få udvandet det ekstremt udskældte irske backstop, der er den nødbremse i skilsmisseaftalen, der beholder Storbritannien i et tæt toldsamarbejde med Unionen og beholder Nordirland i det meste af EU’s indre marked, hvis det ikke lykkes at finde en anden måde at holde grænsen åben på den delte ø.

Ønsket om indrømmelser fra Bruxelles var også det, hun gik efter, da hun i december udskød afstemningen om Brexit-aftalen i Underhuset af frygt for et nederlag. Hun gentog kravet, efter hun senere den uge havde mødt statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og de øvrige EU-ledere i Bruxelles og fået kontant afslag på mulige udhulinger eller tidsbegrænsninger af backstoppet.

Arbejder tiden for eller imod?
Nu virker det, som om forhåbningen er, at det faktum, at vi nu befinder os kun godt to måneder fra Brexit-datoen 29. marts, vil være med til at blødgøre EU-siden. Og alternativt – hvis det ikke lykkes – vil få nogle af de 432 folkevalgte, der i sidste uge stemte imod udmeldelsesaftalen, til at stemme for af ren frygt for de konsekvenser, det vil have, hvis Storbritannien ramler ud af Unionen uden en aftale.

Hvad det er for nogle indrømmelser, hun skal bruge fra Bruxelles, sagde hun ikke noget om. Ej heller hvornår hun har tænkt sig, at der skal ligge en aftale, så den internationale traktat, som udtrædelsesaftalen jo er, også kan nå at blive ratificeret af både Europa-Parlamentet og EU’s ministre inden Brexit-dag.

Nogle af de prøveballoner, der blev sendt op gennem æteren i britiske medier i løbet af weekenden, om at erstatte backstoppet med en bilateral aftale mellem Irland og Storbritannien og om en genforhandling af den 20 år gamle fredsaftale om Nordirland, er blevet mødt med lige dele hån og rædsel i Bruxelles.

Først og fremmest fordi det er meget svært at se, hvordan aftaler mellem de to parter skal kunne erstatte behovet for en EU-aftale om det, der jo er EU’s nye ydre grænse. Ligesom at kravet til, at varer skal være clearet efter EU’s toldregler og tjekket for, om de lever op til reglerne for det indre marked, ikke forsvinder, bare fordi irerne og briterne giver hinanden håndslag på et eller andet.

Løser det noget?
Samtidig er det spørgsmålet, om der er nogen som helst garantier, May kan hente i Bruxelles i relation til Nordirland, som mirakuløst vil kunne få aftalen igennem Underhuset, sidste uges enorme nederlag taget i betragtning, hvor ikke bare oppositionen, men også 118 af hendes egne partifæller stemte imod hende.

Theresa May virker overbevist om, at nøglen til en aftale ligger i Nordirland hos hendes nordirske støtteparti DUP, og at hvis hun vinder deres ti stemmer, så vil hendes egne følge med.

Men hvis noget står klart i mængden af larm, der kommer ud fra Westminster i disse dage, er det, at der ikke er én alternativ model for Brexit. Der er rigtig mange, og ingen af dem har et flertal bag sig.

Samtidig har Theresa May fået en advarsel om, hvad det kan indebære at pille ved den skrøbelige fred i Nordirland. I weekenden gik en bilbombe af i den nordirske grænseby Londonderry – eller Derry, som de irsk-sindede kalder den. Mandag fulgte en stribe af bil-kapringer samme sted, hvoraf én endte med en kontrolleret sprængning af frygt for flere skjulte bomber.

Pilen peger på det såkaldte Nye IRA, én af en række små paramilitære grupperinger, der kæmper for, at Nordirland bliver en del af Irland, og som iagttagere har frygtet ville blive mere aktive, hvis der er udsigt til en hård grænse på den delte ø.

Ny afstemning venter
May lover, at hun vil fortsætte med at holde konsultationer med partierne i Underhuset for at finde en vej videre.

I næste uge, 29. januar, lægger hun sin plan B frem til vejledende afstemning med mulighed for, at parlamentsmedlemmerne kan stille ændringsforslag, som kan give hende et praj om, hvad det er, hun mere præcist skal bede Bruxelles om – og om det overhovedet er det irske spørgsmål, der vil kunne løse op for den gordiske knude.

Hos oppositionen har Labour-leder Jeremy Corbyn gjort det til et ultimativt krav for at deltage i forhandlingerne, at May udelukker et scenarie, hvor briterne forlader Unionen uden en aftale. En garanti, hun kun kan give, hvis hun binder sig til at trække den britiske udmeldelse helt tilbage, hvis det ikke lykkes at finde en aftale i tide. Det ville være politisk selvmord for May, hvilket Corbyn udmærket ved.

Imens går tiden. Og risikoen for, at briterne ramler ud af Unionen ved et uheld, simpelthen fordi de ikke kan blive enige om en anden løsning, vokser dag for dag.

Forrige artikel Samuelsen bakker op om EU-plan mod falske nyheder: Rusland er hjernen bag Samuelsen bakker op om EU-plan mod falske nyheder: Rusland er hjernen bag Næste artikel Ny debat: Skal vi afskaffe forsvars&shyforbeholdet? Ny debat: Skal vi afskaffe forsvars­forbeholdet?
Ugens EU-podcast: Ny satsning på socialt Europa og fælles mindsteløn

Ugens EU-podcast: Ny satsning på socialt Europa og fælles mindsteløn

PARLAMENTET LOCKDOWN #11: Coronakrisen har skabt endnu større behov for socialt samarbejde, siger EU-Kommissionen, der trods dansk modvilje nu tror endnu mere på en europæisk mindsteløn. Hør om det i denne uge, hvor vi også taler om, hvordan det bliver dyrere for danskerne at være med i Unionen.