Podcast: Europa drømmer om Biden – men hvad vil han med os europæere?

PARLAMENTET #107: Her hos os er der tårnhøje forventninger til den kommende amerikanske præsident, men hvad vil Joe Biden selv være ude efter? Hør svaret fra en erfaren USA-ekspert i denne uge, hvor Altinget også ser på den sexskandale i Bruxelles, der har ramt Viktor Orbans ungarske regeringsparti, Fidesz.

Kunsterne i Via San Gregorio Armeno i Napoli maler normalt religiøse figurer - men i november gik Genny Di Virgilio i gang med USA's kommende præsident, Joe Biden.
Kunsterne i Via San Gregorio Armeno i Napoli maler normalt religiøse figurer - men i november gik Genny Di Virgilio i gang med USA's kommende præsident, Joe Biden.Foto: Ciro De Luca/Reuters/Ritzau Scanpix

Abonner på Parlamentet i iTunes | Acast | Spotify

En måned efter det amerikanske præsidentvalg nægter Donald Trump stadig at acceptere sit nederlag, men i Europa har næsten alle politiske ledere for længst anerkendt Joe Biden som deres nye samarbejdspartner på den anden side af Atlanten.

Efter fire år med Trumps aggressive og uforudsigelige opførsel i forhold til Nato, EU og verdens multilaterale organisationer i det hele taget har de europæiske regeringer store forhåbninger til den kommende præsident, Joe Biden.

Biden vil først og fremmest have europæernes tilslutning til en kamp mod Kina.

Jacob Kirkegaard
Forsker ved German Marshall Fund og Peterson Institute

”Han er helt klart efter min mening det bedste, der kunne ske for Europa. Han bliver den mest pro-europæiske præsident i Det Hvide Hus i mange, mange år,” siger den danske forsker Jacob Kirkegaard, som for nylig er vendt tilbage til Europa efter 18 år i Washington.

Men Kirkegaard, der arbejder for tænketankene GMF og Peterson Institute, påpeger, at Joe Biden også får brug for at få noget den anden vej fra EU-landene.

”Biden vil først og fremmest have europæernes tilslutning til en kamp mod Kina,” siger han.

Du kan møde Jacob Kirkegaard i denne uges europæiske podcast, hvor Altingets journalister også går ombord i den sexskandale på en bøssebar i det centrale Bruxelles, der forleden fik en ledende ungarsk europaparlamentariker til at gå af.

József Szájer, der er en nær ven af Ungarns leder, Viktor Orban, og en mangeårig topfigur i regeringspartiet Fidesz, blev pågrebet af belgisk politi under et sexparty blandt homoseksuelle mænd sidste fredag aften.

Situationen er forbløffende i betragtning af, at selv samme Szájer er en af hovedarkitekterne bag den ungarske forfatning lavet af Fidesz i 2010, der betegner ægteskab mellem mænd og kvinder som det eneste mulige.

”Det åbenlyse dobbeltspil, som den her mand åbenbart har ført i sit liv, det går ind og rammer selve fundamentet for hele Orbans partis ideologi,” siger podcastvært og Europa-analytiker Thomas Lauritzen i udsendelsen.

Sammen med EU-redaktør Rikke Albrechtsen analyserer han også forhandlingerne om hvem, der skal lede EU’s fremtidskonference, som i sidste uge bragte tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidts navn i spil.

Nu har danskeren mødt modstand fra Europa-Parlamentet, hvor et flertal ønsker den liberale belgier Guy Verhofstadt på posten.

Også blandt regeringerne i EU’s Ministerråd kan det være et problem for Thornings kandidatur, at Danmark står uden for store dele af det europæiske samarbejdes videre udvikling.

”Spørgsmålet er, om man kan have en person fra et ikke-euroland, der står uden for nogle af de vigtigste ting i det fremtidige samarbejde,” siger Rikke Albrechtsen.

Abonner på Parlamentet i iTunes | Acast | Spotify

Denne udsendelse er medfinansieret af EU igennem Europa Parlamentets støtteprogram for kommunikation. Europa Parlamentet har ingen indflydelse på udsendelsen og kan ikke stilles til ansvar for information eller meninger ytret i udsendelsen.

Foto:


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00