Professor: Euroen har lagt det italienske demokrati i gyldne lænker

ECB’s udemokratiske handlinger

Det er ikke kønt, at en EU-institution uden et folkeligt mandat spillede en afgørende rolle i afsættelsen af en folkevalgt premierminister i et medlemsland. Men det er også klart, at ECB i nogen grad handlede med ført hånd.

Vi ved nemlig, at europæiske regeringschefer konspirerede om at afsætte Berlusconi. Vi ved det, fordi den tidligere amerikanske finansminister Timothy Geithner skriver om det i sin bog om finanskrisen.

Europæerne ville have amerikanernes hjælp til at afsætte Berlusconi, men amerikanerne afslog. Vi ved det også, fordi Wall Street Journal har redegjort for det.

Den 20. oktober 2011 ringede Angela Merkel til den italienske præsident Giorgio Napolitano og opfordrede ham til at fjerne Berlusconi. Tyskland var alarmeret over Berlusconis manglende evne til at bekæmpe gældskrisen og indføre de reformer, som ECB i sit brev havde dikteret.

EU-Kommissionen kan true med at stoppe for udbetaling af Italiens andel af EU’s genopretningspakke

Thomas Barnebeck Andersen
Professor i økonomi, Syddansk Universitet

Wall Street Journals reportage er baseret på interviews med mere end tyve beslutningstagere og adgang til en række nøgledokumenter. Og endelig ved vi det, fordi Financial Times i store træk har bekræftet denne udlægning af begivenhederne.

Det seneste tilfælde, hvor ECB demonstrerede parathed til at agere udemokratisk, var i forbindelse med det italienske valg i foråret 2018, hvor Lega og Femstjernebevægelsen kom til magten. En 81-årig økonom, Paolo Savona, blev udpeget til at overtage posten som finansminister. Savona er euroskeptiker og har kaldt Italiens indtræden i euroen for "en historisk fejl," og den slags går ikke. Den italienske præsident Mattarella nedlagde veto mod udnævnelse af Savona som finansminister. 

Samme dag som Savona blev udpeget, offentliggjorde kreditvurderingsbureauet Moody, at man overvejede at nedjustere Italiens kreditvurdering på grund af den politiske usikkerhed i landet. Investorerne begyndte at sælge ud af deres beholdninger af italienske statsobligationer, og rentespændet mellem Italien og Tyskland blev udvidet. I sit veto mod udnævnelse af Savona som finansminister fremhævede Mattarella, at Savonas euroskeptiske holdninger var årsag til markedsuroen, og at det derfor var for risikabelt at udnævne ham.

Problemet med Mattarellas forklaring er bare, at det i sidste ende er ECB, som bestemmer, om der skal være markedsuro eller ej. Og det vi ved nu, er, at midt i forhandlingerne om dannelsen af en ny italiensk regering nedjusterede ECB andelen af italienske statsobligationer i sine månedlige opkøb. Erhvervsmediet Bloomberg havde følgende diplomatiske kommentar: "Det er svært helt at ryste den følelse af sig, at det var italiensk politik, som informerede ECB’s opkøbsbeslutninger." 

Euroen skulle disciplinere

EU-Kommissionen har også nogle værktøjer. Den kan for eksempel true med at stoppe for udbetaling af Italiens andel af EU’s genopretningspakke—en genopretningspakke som ultimativt har til formål at forhindre Italexit.

Euroen har, som Italiens teknokratiske elite forudså, lagt det italienske demokrati i gyldne lænker, men gevinsten i form af en bedre fremtid for italienerne er desværre udeblevet

Thomas Barnebeck Andersen
Professor i økonomi, Syddansk Universitet

For Italien står der omkring 150 milliarder euro på spil (cirka 7,5 procent af BNP), som landet er tildelt under genopretningspakken, men endnu ikke har modtaget. Og for at sikre udbetaling af hver enkelt rate skal regeringen i Rom opfylde en række betingelser. "At undvære milliarderne fra genopretningsplanen ville være det rene selvmord," sagde lederen af en EU-tænketank for nyligt. EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, kunne da heller ikke dy sig for at gøre de italienske vælgere opmærksomme på dette et par dage før valget.

Italien skulle aldrig have været en del af euroområdet. Men som beskrevet af Ashoka Mody, tidligere topembedsmand i IMF, var Italiens teknokratiske elite ivrige, ja desperate, efter at tilslutte sig euroområdet. En af de højtstående italienske embedsmænd, som var fuldstændig overbevist om, at euroen ville garantere den disciplin, det italienske demokrati havde brug for, var ingen ringere end Mario Draghi, Italiens udgående premierminister.

Argumentet var, at når den ventil, en faldende lire udgjorde, var væk, ville Italiens politiske ledere ikke have andet valg end at forfølge sunde finans- og strukturpolitikker for at sikre en bedre fremtid for italienerne.

Euroen har, som Italiens teknokratiske elite forudså, lagt det italienske demokrati i gyldne lænker, men gevinsten i form af en bedre fremtid for italienerne er desværre udeblevet. Gennemsnitsitalieneren har ikke oplevet vækst i levestandarden, siden landet gik ind i euroen, inflationen er tæt på tocifret og statsgælden er reelt uholdbar.

Spørgsmålet er derfor, om Draghi var løsningen på Italiens problemer, sådan som han blev præsenteret for omverdenen, eller måske snarere en del af årsagen.