Quentin Tarantinos 'Kill Bill' og EU kan få én ting til fælles

I Quentin Tarantinos film 'Kill Bill' (Volume I, 2003, Volume II, 2004) jagter en tidligere lejemorder sin chef (Bill), som forsøgte at slå hende ihjel til hendes bryllup.

Da vi når slutningen, hvor heltinden endelig står ansigt til ansigt med skurken, giver Tarantino os et elegant antiklimaks. I stedet for en timelang slagscene med eksplosioner og brækkede statistlemmer bliver Bill slået ihjel i begyndelsen af slutscenen, uden at han selv opdager det, før han falder om nogle minutter senere.

For vores heltinde har lært the Five Point Palm Exploding Heart Technique, hvormed hun med en række præcise slag starter en proces i Bills krop, som får hans hjerte til at eksplodere, mens hun selv står med hænderne i lommen. Hjerteeksplosion ved fem håndfladeslag er også kendt som Dim Mak og optræder i kinesisk og japansk kampsportslitteratur.

Europæiske politikere bør begynde at læse op på for asiatisk kampsportslitteratur, for håndteringen af coronavaccine har givet EU endnu et slag i en række, som kan have samme effekt på Unionen som hjerteeksplosion ved fem håndfladeslag havde på Bill.

Efter Sovjetunionens sammenbrud er EU det eneste politiske fællesskab, som har sin egen samfundsvidenskabelige teori for sin udvikling.

Som man kunne opleve ved indsættelsen af Joe Biden som amerikansk præsident, så har alle politiske fællesskaber ideer, som de hylder, og en historie, som definerer, hvem de er, og hvad de gerne vil opnå.

Men det er kun EU, som supplerer ideologi og historie med en videnskabelig teori, som dikterer, at i den moderne verden er nationale løsninger utilstrækkelige, og at det vil være i landenes objektive interesse at samarbejde ved at afgive magt til Unionens institutioner i Bruxelles.

Derfor er EU mere sårbar end andre politiske fællesskaber, når tingene i går galt. For hypotesen om EU kan falsificeres, hvis virkeligheden ikke stemmer overens med forestillingerne om, hvordan det skulle være.

Coronakrisen har demonstreret, at EU ikke var bedst til at løse pandemien.

De europæiske grænser blev lukket for at forhindre spredning af smitten. Bag deres lukkede grænser havde hver regering sin løsning på krisen. EU-Kommissionen har under hele coronakrisen forsøgt at skabe europæiske regler for eksempelvis indrejse for coronasmittede.

Vil EU bryde sammen under vægten af sine nederlag?

Mikkel Vedby Rasmussen
Kommentarskribent

Men disse tiltag har ikke kunnet kamuflere den kendsgerning, at det ikke var i Bruxelles, at løsningerne på krisen blev fundet. Det var tydeligt for den tyske regering, da den bad EU overtage vaccineindkøbet.

I teorien burde et fællesindkøb af vacciner være et problem, som bedst blev løst i fællesskab. Men EU formåede ikke at godkende vaccinerne så hurtigt som USA og Storbritannien og har satset på vacciner, som var længere tid om at blive udviklet.

Europæerne skal nok blive vaccineret, men det kommer til at tage længere tid, end det behøvede, med de menneskelige og økonomiske omkostninger, som følger af det.

Håndtering af vacciner er et håndfladeslag mod de europæiske befolkningers tro på EU.

Hvad der skulle have været en demonstration af europæisk handlekraft, blev beviset på, at nationale løsninger var mere effektive.

Et andet håndfladeslag er Brexit. Før jul fik EU i sidste øjeblik en aftale med Storbritannien, som skal regulere handel mellem dem efter Brexit. Den aftale blev set som en succes for EU. Det britiske marked var åbent, uden at briterne havde fået lov til at lave grundlæggende andre regler og konkurrenceforhold end de europæiske lande, som stadig organiserede sig i EU.