Radikale: Modige Macron har de løsninger, populisterne ikke tilbyder

Af Morten Helveg Petersen (R) og Sofie Carsten Nielsen (R)
MEP og MF

Emmanuel Macron er hele Europas wunderkind. Han er manden, der frivilligt og visionært har genantændt den europæiske ild i de 27 tilbageværende medlemslande.

Storbritanniens frivillige exit sendte det europæiske samarbejde til tælling. Og derfor var og er Macrons stærke og positive europæiske fokus lige præcis dét skud adrenalin, som skal lede fællesskabet ind i fremtiden.

Macrons Europa er ikke Jean-Claude Junckers.

Macrons Europa er ikke svagt, langsomt, ineffektivt, usolidarisk og grådigt. Det er heller ikke et Europa, hvor man er bange for at åbne traktater.

Macrons Europa er åbent, og det handler præcis som i hans elskede Frankrig om at have ambitioner på fællesskabets vegne. Reformer er nødvendige, men det er vigtigt at holde sig for øje, at det ikke er det samme, som at Macron er eksponent for nødvendighedens politik, nødvendighedens reformer. Macrons sigte er politisk, hans reformer er alene et middel. Macron vil reformere for at transformere.

Hverken Orbán, Wilders eller Thulesen Dahl har svar på Europas udfordringer. De prædiker alene nationalisme, isolationisme og protektionisme. De tilbyder populistiske løgne.

Morten Helveg Petersen (R) og Sofie Carsten Nielsen (R)
MEP og MF

Ifølge Macron skal Europa prioritere helt anderledes. Europa skal løse billet til en fremtid, som er langt mere transparent, langt mere demokratisk. Som er digital, fokuseret på bæredygtighed og verdensledende for den grønne omstilling.

Macrons Europa har blik og pen stift rettet på at løse de fælles udfordringer, som medlemslandene står overfor. Det er smidigt, dynamisk. Mere sikkert og trygt. Og så er det ikke mindst et Europa, som skyder brystet frem og spiller en langt stærkere rolle i verden. Også for vores egen skyld.

Vi er Europa
For os som radikale er den retning, som Macron har udstukket for Europa, helt rigtig. Man kan kun kvittere for, at her kommer en mand, der har tænkt sig om, og som medbringer ambitioner på Europas vegne. De er tiltrængte, meget.

For de er antitesen og modsvaret til den bølge af frygt, som nationalister spreder over hele vores kontinent i disse år. Hverken Orbán, Wilders eller Thulesen Dahl har svar på Europas udfordringer. De prædiker alene nationalisme, isolationisme og protektionisme. De tilbyder populistiske løgne. Men de tilbyder ingen løsninger.  

Det er ikke dem, der er garant for vores demokratiske værdier og kulturelle historie og nationale sammenhængskraft. Det er ikke dem, der står op for Europa og forsøger at løse klimaforandringer, migrationen fra Afrika, terrortruslerne.

Det er ikke dem, der tager favntag med at sikre, at virksomhedsbeskatning ikke bliver et europæisk kapløb mod bunden. Eller at vi løfter så meget i syd og øst, at vi får has på social dumping.

Det er Europa.

Og én ting skal vi heller ikke glemme; Europa er kun så stærkt, som vi gør det til. Europa er summen af sine medlemslande. Vi er Europa.

Der er ingen modsætning mellem Europa og nationalstaterne. Tværtimod – et stærkt fællesskab er forudsætningen for stærke nationalstater. Det budskab var en helt central del af Macrons præsidentvalgkamp. Og det er det stadig.

Ingen popularitetskonkurrence
Det er ikke et let job at regere Frankrig. Det er slet ikke let at reformere Frankrig. Heller ikke selv om man er Emmanuel Macron og blev båret ind i Élysée-palæet på en bølge af folkelig opbakning til at netop forandre og bringe det franske samfund ind i det 21. århundrede.

Macron havde på forhånd fortalt, hvad han ville gøre, hvis han fik nøglerne. Så det kan ikke komme bag på nogen, at hans snart første år ved magten har været kendetegnet ved et sandt arbejdsraseri.

Økonomi, velfærd, arbejdsmarked, pensionssystem, særligt fokus på at reducere ungdomsarbejdsløshed, sikkerhed og terror. Væk med rigmandsbeskatningen, så de kan investere og skabe arbejdspladser i stedet for at flygte i skattely og ind med en ny lov mod, at politikere ansætter familiemedlemmer.

For blot at nævne lidt af det, der har givet præsidenten jord under neglene og nogle ordentlige nogle på frakken.

Kritikere har hæftet sig ved svingende popularitetsmålinger. Macron er naturligvis ikke upåvirket, men det har aldrig været en popularitetskonkurrence for ham. Han er stålsat i sin transformation af det hensygnende Frankrig, også selv om det giver skrammer og koster strejker.

Vedstår arv og ansvar
Når Macron indtager Europa-Parlamentet tirsdag i Strasbourg, er det med fuld og hel opbakning fra de forgangne ti års europæiske leder, Angela Merkel. Som den kløgtige politiker, Emmanuel Macron også er, har han ikke sat mange fodspor i sneen, uden at de står side om side med Angela Merkels.

Den tysk-franske Europa-akse er blevet revitaliseret, ja, ligefrem videreudviklet med Emmanuel Macrons ankomst. Om ikke dagligt taler de to ledere i telefon så lige ved og næsten. Fortroligheden er der, den fælles forståelse af mulighederne i deres samarbejde lige så. Det er to ledere, der vedstår arv og ansvar for fremtiden.       

Den tyske kansler bakker op om hans visioner. Kansleren bakker op om hans konkrete løsningsforslag. Og Angela Merkel knuselsker, at det ikke længere er hende – og hende alene, der skal løfte ansvaret for at bringe det europæiske fællesskab på skinner og ind i fremtiden.

Macron har ikke pakket med sine visioner og ønskeplaner for Europa. De står sort på hvidt at læse i hans ”Revolution” og blev gentaget i hans såkaldte Sorbonne-tale på bagkant af det tyske valg i september.

Der skal skrives et nyt kapitel i europæisk historie. Der er ingen tvivl om, at Macron er penneføreren. Han har alt det, der skal til. Modet især. Spørgsmålet er, om det også er stærkt nok til at kickstarte transformationsprocessen med det mest åbenlyse og samtidig mest symbolske: nemlig at foreslå, at selve den talerstol, han står på, nedlægges. At tiden med to europæiske sæder, Bruxelles og Strasbourg og dermed rejsecirkusset, er forbi.

Der er næppe noget, der kunne give Macron større troværdighed og opbakning.