Rami Zouzou: En imamuddannelse forebygger ikke ekstremisme

Af Rami Zouzou 
Cand.mag. og udviklingskonsulent

Oven på mordet på Samuel Paty og terrorangrebet i Østrig er debatten, om hvordan man integrerer muslimer i de demokratiske nationalstater, mere aktuel end nogensinde før.

I den forbindelse foreslår formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, at man etablerer en imamuddannelse for at forebygge ekstremisme og dermed styrke sammenhængskraften, hvilket man kunne læse i Altinget 24. november.

Men hvordan skaber man demokratisk sameksistens med respekt for ytringsfrihed og ligestilling mellem to befolkningsgrupper, hvor den ene identificerer sig med det nationale fællesskab med forfatningsdefinerede, demokratiske rettigheder, mens den anden gruppe ser sig selv som en del af et religiøst fællesskab baseret på islamiske pligter?

Det svar bør det muslimske samfunds talsmænd og imamer først og fremmest frembringe, inden der skal oprettes imamuddannelser i Europa.

Islamisk pligt over demokratiske rettigheder
I 2016 udgjorde muslimer cirka fem procent af Europas samlede befolkning. Den samlede procentdel af europæiske muslimer kan derfor synes relativ begrænset.

Selvom myndighederne i flere år har forsøgt at samarbejde med imamer, har det ikke kunne forhindre, at sharialoven hersker i disse parallelsamfund

Rami Zouzou
Cand.mag. og udviklingskonsulent

Kigger man på muslimernes samfundsmæssige påvirkning, er der dog al mulig grund til at være opmærksom på, hvad det betyder for sammenhængskraften i de enkelte lande.

I Marseilles, Rosengården i Malmø og Vollsmose dominerer muslimer gadebilledet. Selvom myndighederne i flere år har forsøgt at samarbejde med imamer, har det ikke kunnet forhindre, at sharialoven hersker i disse parallelsamfund. Her sætter beboerne islamisk pligt over det demokratiske fællesskabs rettigheder, hvorfor den nationale sammenhængskraft er truet.

Derfor har det været vanskeligt at bekæmpe parallelsamfundene med nationalstatens demokratiske midler og legitime magt, uanset hvor mange integrationsindsatser og imamsamarbejder, man har iværksat.

Det bedste bidrag er en ramadansang
Indsatserne har heller ikke kunnet forhindre, at man på det kulturelle og sociale plan ser tegn på, at sammenhængskraften er i opløsning, fordi islamiske pligter har større betydning end nationalstatens normer og rettigheder.

En talentfuld sangers bedste bidrag til Højskolesangbogen er en ramadansang fremfor at skrive sig ind i den kulturelle tradition i nationale fællesskab, som han er født og opvokset i.

Muslimske kvinder kan ej heller frit vælge kæreste eller ægtemand indenfor det demokratiske fællesskabs rammer, fordi en potentiel ægtemand skal bekende sig til islam. Der er ingen grund til at tro, at de imamer, som Charles Michel vil uddanne i Europa, kan ændre på den praksis. Erfaringen taler simpelthen imod det.