Rasmus Nielsen: Spillet om valgdato tæt på sidste fløjt

KOMMENTAR: Med marts komme er tiden er ved at løbe fra statsministeren. Han har kun et par datoer i april og så oplagte 26. maj samtidig med Europavalget at udskrive folketingsvalget til, mener Rasmus Nielsen.

Statsministerens manøvrerum for en valgdato er indsnævret. Er der efterhånden andre datoer at holde årets folketingsvalg end samtidig med valget til Europa-Parlamentet søndag 26. maj?

Det er marts - det er forår! Der er i dag 109 dage til, at valget skal være afholdt, mandag 17. juni - men reelt er der mange dage, som statsministeren ikke råder over til ca. 20 dages valgkamp og selve valghandlingen, hvis han vil stå sig godt med den offentlige opinion.

Det er utænkeligt, at valget udskrives tæt på Europa-valget, så det må regnes for udelukket, at folketingsvalget kommer i dagene 27. maj til 17. juni. Det vil blive anset som at besvære vælgerne, hvis de skal til valg to gange lige efter hinanden - til hvad nytte, vil man spørge.

Så er der muligheden af en valgudskrivelse om ganske få dage til afholdelse inden udgangen af marts. Det er ikke sandsynligt. Regeringens flertal er endnu ikke endeligt enedes om en sundhedsreform, og regeringen står et klart til at tabe valget, især når de gerne røde nordatlantiske mandater tælles med.

Der har som bekendt længe været en pæn margin til udfordreren, omend alt kan ske i løbet af en valgkamp, der gerne flytter en del stemmer. Derfor har statsministeren og hans allernærmeste ingen lyst til at trykke på valgknappen lige nu.

En valgudskrivelse om to-tre uger er så et vindue med en mulig valgdato tirsdag 9. april. Ugen efter med dronningens fødselsdag og påskeugen dur ikke, heller ikke 23. april lige efter en række helligdage. Så er der 30. april som en absolut sidste, gode mulighed, hvis ikke vi kommer ind i maj, og det så må være indlysende at slå de to valg sammen. To valg i samme måned må være utænkeligt og vil udløse protester med påstand om ressourcespild.

Det er noget besværligt og spøjst noget, at statsministeren - modsat i lande, vi sammenligner os med - har retten til at udskrive valg, i stedet for at folkestyret i ro og mag ved, hvornår der skal være valg. f.eks. hvert fjerde år. Tro mig, det er også bøvlet for medierne ikke at vide, hvornår produktionen skal op i 500%, men det klarer vi nu nok.

Det giver statsministeren et underligt overraskelseskort, men udsætter ham også for potentiel kritik. En kritik, der kan rejses på denne tid, efterhånden som hans valgmandat udløber. Når først valget er udskrevet, er der ingen slagkraft i at kritisere datoen - alle løber efter stemmerne.

Men nu er der et vindue, hvor oppositionen kan begynde at varme op til en kritik af statsministerens tavshed omkring en valgdato. DF-lederen, der mod sædvane står til en bemærkelsesværdig vælgerlussing, har som bekendt allerede markeret sit ønske om, at valgdatoerne slås sammen til 26. maj. Han kan med god ret nu føje til: Hvorfor spilde samfundets tid og penge med at gennemføre to valghandlinger så tæt på hinanden?

Vi lever i en nidkær, noget smålig tid, hvor et borgmester-portræt til 75.000 skattekroner kan hidse sindene op og skade de involverede folkevalgte og dermed opbakning til folkestyret generelt.

Så er det, man tænker: Hvad koster en valghandling ikke? Der skal trykkes og udsendes valgkort. Der skal rigges valgsteder til og indkaldes valgtilforordnede, der dog får lidt for deres tid. Ja, der er tabt arbejdsindsats for samfundet, imens de sidder og passer valgurnerne.

Så er der den dyre dækning af valgkampen i de statslige medier, valgaftenen og dagen derpå. Indretning af optællingssteder to gange og mange optællere engageret igen og igen, hvor de kunne have været på arbejde eller hjemme hos børnene den ene gang.

Mange millioner bruges hver gang, der er valg. Hvad er prisen på et valg? Det et et godt spørgsmål til ministeren.

Hvis der både skal afholdes valg i april og maj, vil årets offentlige udgifter til valghandlinger blive om ikke fordoblet så dog markant fordyret i forhold til at slå de to valg sammen. Omregn det selv til varme hænder i hjemmeplejen.

Hvis jeg var oppostionspolitiker, ville jeg begynde at køre på dette aspekt. For at stresse statsministeren og forsøge at begrænse hans manøvrerum. Forsøge at presse ham til at udskrive valget sammen med Europa-valget. 

Der er også nogle demokratiske fordele ved at slå de to valg sammen. Valgdeltagelsen til Europa-Parlamentsvalg har længe været beklageligt ringe, og den vil selvsagt blive løftet, når der samtidig skal stemmes til det anderledes populære folketingsvalg.

Europa er i dag så integreret en del af dansk politik, at det kun vil klæde en dansk valgkamp at få Europaspørgsmålene højt på dagsordenen. Emner som ydre grænser, flygtningestrømme, klima, bankunion, harmonisering af selskabsskatter (bund op/top ned) og hvad partierne nu ellers har som mærkesager.

Det er nok rigtigt, at Europa-spørgsmålet ligger bedre til partier som Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Radikale og til dels SF, end det ligger til statsministerens eget parti, hvor Venstrefolk i dag ser noget forskelligt på mere eller mindre EU. Tag nu bare Morten Løkkegaard og Søren Gade, der uden tvivl begge skal repræsentere partiet i Parlamentet i næste valgperiode.

Men summa summarum: Spillet om valgdatoen, hvor hele tolv opstillingsberettigede partier dyster om mandaterne, nærmer sig det sidste fløjt. Statsministeren har færre og færre datoer at rafle med sig selv om. Snart er der kun én dato tilbage på spillepladen: Søndag 26. maj. Tak for det.

Forrige artikel Rasmus Nielsen: Brug din tid for demokratiet, ikke imod det Næste artikel Rasmus Nielsen: Spidskandidater i landskamp om stemmerne Rasmus Nielsen: Spidskandidater i landskamp om stemmerne