Anmeldelse af 
Vibe Termansen

Reportagebog fra Rusland og Ukraine er dybt relevant viden, der skal læses nu

Frederik Tillitzs reportager fra Rusland, Ukraine, Belarus og Transnistrien er uovertrufne, når det lykkes ham at hæve sig over sit stof og perspektivere det. Men enkelte kapitler fremstår så ufordøjede, at det ikke er helt klart, hvorfor de er taget med.

I Peter og Paulus Garnisonskirken til ukrainske Denys Svigurs begravelse høres luftalarmerne udenfor, men de pårørende trodser advarslerne cermonien igennem.
I Peter og Paulus Garnisonskirken til ukrainske Denys Svigurs begravelse høres luftalarmerne udenfor, men de pårørende trodser advarslerne cermonien igennem. Foto: Anders Rye Skjoldjensen og Ólafur Steinar Gestsson
Vibe Termansen
Icon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / Rating
Russerne kommer
Frederik Tillitz (Foto: Anders Rye Skoldjensen og Ólafur Steinar Gestsson)
256 sider, Gads forlag, udkommer 11. maj

 

I januar i år skrev freelancejournalisten Frederik Tillitz en reportage i Information om patriotisme og kristendom i dagens Rusland. Det var mens der stod mindst 100.000 russiske tropper opmarcheret rundt om Ukraines grænser.

Tillitz rejste rundt langs de russiske floder og talte med russere, der skar hul i isen og dyppede hele kroppen ned i det brune vand, teenage-russere i for store uniformer, der holdt vagt ved De faldne krigeres plads og russere i den groteske Patriot Park i udkanten af Moskva, hvor militær og religiøs indoktrinering parres med skøjtebaner og andre børnevenlige aktiviteter til tonerne af patosfyldt korsang transmitteret gennem højttalere.

Han talte med etniske russere, og russere, der egentlig er belarusere, ukrainere, tadsjikere eller har rødder i nogle af de mange andre nationaliteter, der på grund af de russiske tsarers ekspansion gennem århundreder nu er del af Rusland, og som på grund af Stalins monstrøse individ-negligerende politik nu er blandet alle steder i det enorme land. Han talte med russere, hvis hjerte banker i takt med Putins, med russere, der støtter oppositionen og med russere, der bare gerne vil leve deres liv i fred og ro.

Indimellem reportagen og udtalelserne fra de russere, han talte med, fik læserne serveret baggrunden for russernes religiøse og patriotiske følelser, hvordan og hvorfor de to ting hører uløseligt sammen med den russiske historie og hvordan styret udnytter det. Nå ja, og hvad der kan få mennesker til at smide tøjet, skære hul i isen og dyppe hele kroppen i iskoldt, beskidt russisk flodvand.

Det var en sublim artikel. Oplysende, indsigtsfuld og underholdende.

Fra detentionen i Minsk til fronten i Ukraine

Turen langs Volga, Neva og Moskva-floderne i januarkulden er ikke den eneste rejse i det tidligere Sovjet, Frederik Tillitz har foretaget med de dygtige fotografer Anders Rye Skjoldjensen og Ólafur Steinar Gestsson og som nu er samlet i udgivelsen Russerne kommer. De har været i den røverkapitalistiske sovjetiske tidslomme Transnistrien (2017), i Europas sidste diktatur Belarus (2019 og 20) og i det Ukraine (2017 og marts 2022), vi nu alle har blikket fæstet på.

Tillitz har været i detentionen i Minsk Nationale Lufthavn på (begrundet, må man indrømme) mistanke om at være journalist, i træningscenter i Tiraspol under et foto af Putin i judo-dragt, til raveparty i Moskva med hemmelig adgang gennem en bogreol og rejst med tog på tredje klasse med trætte, uvaskede mennesker til duften af samovar-te og medbragte delikatesser.

Han har drukket øl med unge mennesker i Transnistrien, der drømmer om et bedre, friere liv i Rusland (eller faktisk bare et liv i det hele taget), mødt belarusiske systemkritikere, der har fået tæsk af politiet og han har spist suppe og leget gæt og grimasser med unge ukrainske mænd, flygtet fra krigen i Donetsk og Luhansk, på et værelse i Mariupol med laksefarvet tapet og girafmønstret sengetæppe. To fingre under næsen og en strakt arm – Hitler? Stalin? Diktator?

Vi behøver baggrund, analyse og perspektiv, der forklarer, hvorfor ting sker, hvorfor folk gør, som de gør, eller mener, hvad de mener.

Vibe Termansen, Historiker

Han har sågar tilbragt en dag og en nat ved fronten ved udbryderrepublikkerne i Ukraine og talt med beboere i en sønderskudt landsby, der er delt midt over af fronten, som har fået tildelt en computer, men ikke har noget strøm, som er bange, men ikke har råd til at flygte, og som er ligeglade med, om separatisterne eller ukrainerne vinder. Bare der bliver fred.

Det var i 2017. Men der blev ikke fred. Der blev mere krig, da Putins Rusland invaderede hele Ukraine den 24. februar 2022. En fuldtonet, ægte krig, med krigsforbrydelser, mord på civile, voldtægter af små børn og andre uhyrligheder, og fyren fra Mariupol, der efter 2014 var flygtet fra krig i sit land, blev denne gang indkaldt til hæren og må altså kæmpe nu – medmindre han er blevet dræbt eller er flygtet.

Til højre står Oleg Pliner og hjælper til med fremstillingen af camouflagenet i en festsal på kollegium tilknyttet Lviv Polytekniske Universitet. Han er flygtning fra Mariupol og har netop sagt farvel til sin datter og kone.
Til højre står Oleg Pliner og hjælper til med fremstillingen af camouflagenet i en festsal på kollegium tilknyttet Lviv Polytekniske Universitet. Han er flygtning fra Mariupol og har netop sagt farvel til sin datter og kone. Foto: Anders Rye Skjoldjensen og Ólafur Steinar Gestsson

Nogle af kapitlerne i bogen giver en dybere indsigt i, hvorfor der er krig nu. Andre, ældre reportager, behandler andre vigtige temaer som vold mod kvinder i Transnistrien og mod oppositionen i Belarus, sportens betydning i Sovjettiden og nu, ukrainsk nationalisme, unges drømme for fremtiden og hverdagen for ukrainere, transnistriere, russere og belarusere, der er fanget i en håbløs situation, magtesløse ofre for andre menneskers ideer og handlinger.

Baggrund, analyse og perspektiv

Det er journalistikkens grundopgave at rapportere fra der, hvor det sker, så vi, der ikke selv er til stede, har en mulighed for at bedømme og reagere på situationen. En dygtig journalist forklarer også, hvorfor ting sker, hvorfor folk gør, som de gør – ved at tale med de berørte, sætte sig ind i problemstillingerne, researche og konsultere eksperter.

Tillitz mestrer det første, at rapportere rørende og rammende fra brandpunkter. Det er en stor fordel, at der også er elementer fra tidligere rejser og artikler med i bogen, så læseren både får udviklingen over tid samt mulighed for at stifte bekendtskab med flere personer og problemstillinger. Tillitz udstiller ikke nogen, men viser loyalt forskellige menneskers meget forskellige holdninger. Og han tager ikke stilling for læserne.

Men det er jo ikke i sig selv interessant at høre en lang række borgere i Øst fortælle om løst og fast. Der skal være en mening med, at vi møder lige netop dem, og taler om lige netop det. Det skal belyse noget vigtigt.

Hvis der er stormflod, er det ikke journalistens opgave at interviewe to mennesker – en, der siger, at det regner og en, der siger, at det ikke gør. En, der elsker Putin, og en, der ikke gør. Det er  journalisten opgave at finde ud af 1) hvor stor er stormfloden, 2) hvorfor der er stormflod, 3) konsekvenserne af stormfloden og 4) hvorfor ham, der siger, at det ikke regner, lyver.

Der må være blevet skrevet på bogen til det sekund, den gik i tryk.

Vibe Termansen, Historiker

Vi behøver baggrund, analyse og perspektiv, der forklarer, hvorfor ting sker, hvorfor folk gør, som de gør, eller mener, hvad de mener. Og som gør det åbenbart, hvorfor Tillitz låner netop disse mennesker mikrofonen i sin bog. Den del lykkes til fulde for Tillitz, når han i januar 2022 lader læseren møde Alla Akimova, først i 50’erne og indvandret til Moskva fra Novosibirsk, som taler om det russiske folks ofre, så hun får en klump i halsen og fugtige øjne:

"Vi har flere gange været alene mod hele Europa. Kun den sovjetiske hær kunne bekæmpe tyskerne. Vi russere har bragt så store ofre."

Disse tre korte sætninger rummer hele essensen af Putins historiepolitik og offermentalitet.

Akimova fortsætter: "Vi elsker Putin. Han er en patriot og kender den russiske historie særdeles godt. Den russiske mentalitet er patriotisme, og med ham ved magten er livet ikke bare blevet bedre, det vil også blive endnu mere glorværdigt i fremtiden."

Amen!

Akimova køber uden at blinke Putins historiefordrejning og tror blindt på hans udlægning af nutiden og fremtiden.

Hvis de stod alene, ville hendes sætninger bare have været absurde. Men efter at have talt med hende forklarer Tillitz læseren, at hun mistede begge sine bedstefædre under Anden Verdenskrig, der i Rusland kaldes Den Store Fædrelandskrig, og at over 20 millioner sovjetborgere led samme skæbne.

Derudover nævner han Stalins udrensninger og Gulag-systemet – altså de forbrydelser og drab, Sovjet påførte sig selv. Til sidst ringer han til en forsker, Marija Snegovaja fra Columbia University, der forklarer Tillitz og dermed læserne, hvordan militariseringen af det russiske samfund og den ortodokse kirkes budskaber er tæt sammenvævede og gennemsyrer alt:

"Militariseringen af Rusland og det militære narrativ er at finde alle steder i det russiske samfund. Samtidig glorificeres fortællingen om, at lidelse er en vigtig del af russisk liv og selvforståelse. Det er et narrativ, der stammer direkte fra ortodoksien, hvor lidelse også er et vigtigt element."

Jeg ville gerne have læst en bog, hvor han havde perspektiveret alle de reportage-elementer, han har indsamlet, alle de oplevelser og udsagn, han har med hjem fra alle de mennesker, han har mødt.

Vibe Termansen, Historiker

Et voila: Det hele giver mening. Vi forstår, hvorfor Tillitz tager læseren med på besøg i den absurde Patriot Park, med militærmuseer og Hovedkatedralen for Ruslands væbnede styrker, og hvorfor han lader os møde Alla Akimova. Vi forstår, hvordan militariseringen hænger sammen med Putins kristne figenblad og hans løgne om historien og russernes store ofre. Og vi aner, hvordan han bondefanger folk til at lide flere ofre i en krig, der i januar 2022 stadig tilhører fremtiden.

Ufordøjede kapitler

Andre steder lykkes det ikke så godt for Tillitz at hæve sig over sit stof og perspektivere det. Enkelte kapitler i bogen fremstår simpelthen så ufordøjede, at det ikke er helt klart, hvorfor de er taget med.

Det er synd. Jeg ville gerne have læst en bog, hvor han havde perspektiveret alle de reportage-elementer, han har indsamlet, alle de oplevelser og udsagn, han har med hjem fra alle de mennesker, han har mødt.

Det er måske den pris, man må betale, når man gerne vil have en bog ud, mens det, den beskriver, stadig sker. Der er flere kapitler med fra marts 2022; der må være blevet skrevet på bogen til det sekund, den gik i tryk.

Tillitzs journalistiske arbejde er uovertruffent. Hans analyser, baggrund og perspektiver er indsigtsfulde, når de er der. Fungerer teksterne mindre godt som bog, så læs dem som en samling artikler, smukt suppleret af Anders Rye Skjoldjensen og Ólafur Steinar Gestssons fotos. Og læs dem nu. Det er velformidlet, dybt relevant viden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Vibe Termansen

Journalist og historiker
cand.mag. (Københavns Uni. 2005)