Debat

Rina Ronja Kari: Ikke en krone mere til Unionen

DEBAT: Det er helt naturligt, at budgettet skrumper, når en forening bliver mindre. Det gælder, uanset om vi taler om bowlingklubben eller om EU, skriver Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU.

Det er helt hen i vejret, at EU-Kommissionen har foreslået et større EU-budget, skriver Rina Rinja Kari fra Folkebevægelsen mod EU.
Det er helt hen i vejret, at EU-Kommissionen har foreslået et større EU-budget, skriver Rina Rinja Kari fra Folkebevægelsen mod EU.Foto: /ritzau/Nils Meilvang
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rina Ronja Kari
Medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU

Hvad skal der ske med EU’s budget, når Storbritannien forlader EU og tager sit medlemsbidrag med sig?

Det er en af de helt store debatter hernede i Bruxelles for tiden.

Kommissionen fremlagde sidste år et udspil, der lægger op til, at landene skal betale et sted mellem 10 og 20 procent mere om året til EU. Det er helt hen i vejret, synes jeg!

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Der er allerede masser af penge i EU-systemet, som sagtens kan fylde hullet efter Brexit, hvis bare de bliver brugt lidt mere fornuftigt. Jeg ved godt, at jeg næppe får stor opbakning til mit forslag om at skære i MEP’ernes ellers klækkelige lønninger og diæter.

Vanvittig brug af EU-midler
Men der er masser af tåbelige udgifter, som der bør kunne skabes et flertal for at ændre.

Jeg synes faktisk, at det er ret absurd at bede om flere penge, når man har så meget rod i budgetterne!

Rina Ronja Kari
MEP, Folkebevægelsen mod EU

Tænk bare på de 850 millioner kroner, som vi ifølge EU’s egne tal hvert år smider ud ad vinduet, fordi Parlamentet rejser frem og tilbage mellem Bruxelles og Strasbourg.

Eller hvad med de millioner af kroner, som bliver givet i støtte til industribosser, der flytter deres virksomheder til EU-lande med lavere lønninger?

Fagbladet 3F har for eksempel dokumenteret, at fiskerigiganten Royal Greenland har fået 53 millioner kroner fra EU’s såkaldte strukturfonde for at lukke en filetfabrik i Glyngøre og flytte 110 arbejdspladser til en ny fabrik i Polen. Eller hvad med LM Wind Power, som fik 10 millioner i støtte for at lukke næsten alle deres fabrikker omkring Kolding og også flytte produktionen til Polen.

Det er bare et par eksempler på vanvittig brug af EU-midler, men der kan findes mange flere.

Kontrol med borgernes skattekroner 
Der vil også kunne hentes en hel del penge hjem, hvis EU-systemet bare begyndte at føre lidt bedre kontrol med, hvad de mange skattekroner bliver brugt på hernede i EU.

Her tænker jeg ikke bare på de i alt 288 millioner kroner, som vi parlamentarikere hvert år kan stikke skattefrit i lommen i form af de såkaldte blyantspenge uden nogen som helst krav om dokumentation for, hvordan vi bruger dem.

Men også på, at Europa-Parlamentet hele syv år i træk har afvist at godkende Rådets regnskab, fordi de ikke kan få svar på selv de mest basale spørgsmål.

Jeg synes faktisk, at det er ret absurd at bede om flere penge, når man har så meget rod i budgetterne!

I øvrigt så er det helt naturligt, når en forening bliver mindre, at budgettet også skrumper. Det gælder, uanset om vi taler om bowlingklubben eller om EU.

Min konklusion er altså helt klar: EU skal ikke have en krone mere. Tværtimod skal der strammes gevaldigt op, både på budgetterne og på kontrollen med pengeforbruget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rina Ronja Kari

Marketings- og kommunikationschef, Miljømærkning Danmark
cand.soc. i virksomhedsledelse (Roskilde Uni. 2012)

0:000:00