S: Her er, hvad nej-siden ikke vil tale om

Af Ole Christensen (S)
Medlem af Europa-Parlamentet

3. december nærmer sig, og vi skal til stemmeurnerne for at beslutte, om vores retsforbehold skal omdannes til en tilvalgsordning.

Jeg håber på et ja. Danmark vil få gavn af en aftale, hvor vi kan tilvælge de bedste dele af EU-samarbejdet – og frit fravælge det, vi ikke vil være med i.

Omvendt kører nej-sigerne hårdt på med argumenter, der ved nærmere eftersyn ikke holder vand. Det skal de selvfølgelig holdes op på. Derfor har jeg samlet tre konkrete spørgsmål, som det ville klæde nej-siden at besvare, inden det for alvor gælder.

Garanti for Europol?
De fleste er enige i, at Europol er vigtigt for Danmark. Nej-sidens første fortielse er, at den ikke med et nej kan garantere dansk medlemskab af Europol.

Chefen for Europol har været ude at sige, at et nej er at spille kispus med Danmarks fremtid i politisamarbejdet. På samme måde har en række anerkendte jurister og professorer advaret om, at Danmark ikke kan forvente at få en parallelaftale i julegave, hvis det bliver et nej 3. december.

Vi har endnu til gode at høre nej-siden nævne bare én retsakt, som de mener, vil stille Danmark dårligere. Det eneste, vi har hørt, er rygter og udenomssnak.

Danmark har to ud af fem gange tidligere fået nej til sådanne aftaler. Og selv hvis vi allernådigst får en aftale i stand, kan vi risikere, at den først kommer mange år ude i fremtiden.

Nej-siden verfer fakta af. For eksempel har Dansk Folkepartis spydspids Morten Messerschmidt meldt ud, at de førnævnte "sagesløse" jurister og professorer blot taler Kommissionen efter munden. Magen til arrogance skal man lede længe efter!

Sagen er, at ingen ved, hvad der kommer til at ske, hvis Danmark stemmer nej 3. december. Kun med et ja kan vi med garanti forblive medlem af Europol. Med andre ord ved vi, hvad vi har, men ikke hvad vi får. Jeg mener, at vores politisamarbejde er for vigtigt til, at vi fravælger den sikre vej.

Nævn én dårlig retsakt?
Det andet, nej-siden fortrænger, er hvilke af de 22 EU-retsakter de synes dårligt om. Hér taler jeg om de 22 retsakter, som vi på forhånd har meldt ud, vi vil tiltræde ved et ja.

Vi har endnu til gode at høre nej-siden nævne bare én retsakt, som de mener, vil stille Danmark dårligere. Det eneste, vi har hørt, er rygter og udenomssnak.

Jeg kunne for eksempel godt tænke mig at høre nej-sidens argumenter for, at vi ikke skal hjælpe vores små virksomheder, fagforeninger og borgere med at få penge tilbage, når udenlandske virksomheder er løbet fra deres løfter – og fra de penge, de skylder.

Og hvad kan nej-siden egentlig have imod, at vi får hjælp af de andre EU-lande til at retsforfølge kriminelle, der er faldet for lovens lange arm i Danmark, men som flygter fra landet i nattens mulm og mørke?

Tilvalgsordningen åbner for at forbedre vores retssikkerhed på adskillige områder – og endnu har vi til gode at høre, hvad det egentlig er, nej-siden er så meget imod.

Når man prøver at få ren besked fra dem, inddrager de rask væk EU's asylpolitik. Dén del er ikke med i aftalen, så et ja 3. december er IKKE et ja til flygtninge – og asylpolitikken. For mig at se er det derfor en desperat manøvre, når nej-siden inddrager det område. Hvad med at stille skarpt på en af de 22 retsakter, som vi rent faktisk stemmer om 3. december?

Hvorfor sagde DF nej til veto?
Det sidste er en lidt teknisk omgang. Dansk Folkeparti vil ikke svare på, hvorfor de ikke bare i første omgang tilsluttede sig aftaleparterne i tilvalgsordningen? Det ville nemlig have givet dem vetoret på, hvilke dele af EU-lovgivningen på retsområdet, Danmark fremover skal tiltræde.

Havde de gjort det, kunne DF have taget medansvar og garanteret, at EU´s asyl-samarbejde ikke kommer til Danmark. Desværre vil Dansk Folkeparti ikke forklare, hvorfor de hellere vil stå uden for ansvarskredsen og sige nej til en aftale, som i bund og grund vil være god for Danmark.

Klare svar skal vi formentlig lede længe efter. Men mit håb med denne skrivelse er, at alle danskere, som går med en lille Martin Krasnik i maven, holder nej-siden op på de allervigtigste spørgsmål. Jeg mener ikke, at vi kan være tjent med deres udenomssnak, når det gælder et så vigtigt område.