S-politiker: Løkkegaard fører symbolpolitisk kamp om børnechecken

Af Ole Christensen (S)
Medlem af Europa-Parlamentet 

Det er ikke en nyhed, at Venstre går ind for en indeksering af børnechecken, og det er heller ikke en nyhed, at jeg er modstander af den samme indeksering.

I Altinget i denne uge kunne jeg alligevel læse, at Morten Løkkegaard (V) mener, at jeg som socialdemokrat må ”gå ind i kampen for at sikre rimelighed for danskerne i forhold til velfærdsydelser”.

Også i weekenden i Jyllands-Postens spalter forsøgte Løkkegaard sig med argumentet om rimelighed, da han om indekseringen af børnechecken sagde: ”Vi er nødt til at justere de ting, der virker urimelige.”

Jeg synes for det første ikke, at man skal føre politik ud fra, hvad man som politiker tror, at befolkningen mener virker rimeligt eller urimeligt. Det er populisme fra Venstres og Løkkegaards side, og sådan arbejder jeg ikke politisk.

Det er ikke nok, at noget kun virker urimeligt. Det skal rent faktisk være urimeligt, hvis det skal give mening at bygge sin politik på det. Alt andet er en politisk falliterklæring, hvor ambitioner om at forklare sine holdninger og oplyse om tingenes tilstand opgives.

Der skal gælde de samme rettigheder og forpligtelser for borgere fra andre EU-borgere som der gør for danske statsborgere – ellers er det i strid med EU’s princip om ligebehandling.

Ole Christensen (S)
Medlem af Europa-Parlamentet

Revision af sociale ydelser
Anledningen til Løkkegaards angreb er, at vi i Europa-Parlamentets Beskæftigelsesudvalg for tiden er i gang med at forhandle en revision af forordningen om koordinering af sociale sikringsydelser.

Reglerne skal meget overordnet sikre, at EU-borgere, der har optjent ret til sociale sikringsydelser i ét land, ikke mister denne ret, hvis de flytter til et andet land og modsat heller ikke ender med at få dobbelt ydelse. Blandt de sociale sikringsydelser er dagpenge og børnechecken, hvor Løkkegaards øjne altså er rettet hårdt mod sidstnævnte.

Løkkegård agiterer for, at det er ret og rimeligt, at svenskere, tyskere eller polakker, som arbejder i Danmark, får en dansk overenskomstmæssig løn og betaler dansk skat skal have færre børnepenge end danskere, hvis de er så uheldige, at deres børn stadig bor i hjemlandet.

Misforstået rimelighed
Morten Løkkegaard må selvfølgelig mene, hvad han vil. Men jeg vil ikke bruge mine politiske kræfter på at føre symbolpolitik.

Jeg har i mere end 13 år kæmpet arbejdstagernes sag i Europa-Parlamentet. Jeg har kæmpet for, at man i EU skal have lige løn for det samme arbejde på det samme sted. Der skal bare gælde de samme rettigheder og forpligtelser for borgere fra andre EU-lande, som der gør for danske statsborgere – ellers er det i strid med EU’s princip om ligebehandling.

Det har jeg ikke gjort for nu at vende på en tallerken og diskriminere arbejdstagere fra vores nabolande ved at nægte dem lige adgang til sociale ydelser for den samme skattebetaling i det samme land. Og det må ærlig talt også falde mangen en venstremand for brystet, at Danmarks liberale parti nu vil diskriminere EU-arbejdstagere.

Dermed ikke sagt, at arbejdet med koordinering af social sikring i Europa ikke er vigtig, og at der ikke er meget på spil for Danmark – jeg har bare helt andre prioriteter. For der er nok at kæmpe med uden at spilde tiden på indeksering.

For eksempel vil EU-Kommissionen gøre det muligt at tage dagpenge med ud af Danmark i et halvt år. Det repræsenterer et reelt problem, da det nærmest er umuligt at vide, om danske eller udenlandske dagpengemodtagere står til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis de ikke er i landet.

Desuden kæmper jeg for at indføre et beskæftigelseskrav på tre måneder, før EU-arbejdstagere får adgang til danske dagpenge. Det sikrer nemlig, at vandrende arbejdstagere har en reel tilknytning til det danske arbejdsmarked. Der er altså nok at tage fat i, og jeg håber, at Løkkegaard vil tage skeen i den anden hånd og hjælpe mig med at kæmpe for de ting, som rent faktisk er vigtige for Danmark.

Populistisk argument
Her i Europa-Parlamentet er det en af mine franske kollegaer fra den socialdemokratiske gruppe, der er pennefører på Parlamentets holdning, og han er mildest talt ret langt fra mine prioriteter.

Han spillede ud med, at man skal kunne tage sine dagpenge med ud af landet i to år, og så vil han fjerne beskæftigelseskravet på de tre måneder. Jeg har stillet ændringsforslag til begge dele, og flere af mine kollegaer deler min holdning.

Morten Løkkegaards politiske gruppe i Europa-Parlamentet er Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa. Her forsvarer man altid den frie bevægelighed, og man er selvfølgelig mod den diskriminering af arbejdstagere, som Løkkegaard ønsker. Løkkegaard skal nok ikke lede længere end til de andre danske medlemmer af den samme liberale gruppe, før han møder modstand.

Jeg er udmærket klar over, at indekseringen af børnechecken er et kontroversielt emne, der i den grad deler de politiske vande, men jeg kan simpelthen ikke følge Løkkegaards argument om rimelighed. Det er ikke rimeligt at diskriminere arbejdstagere, som betaler skat og bidrager til det danske samfund.

Imens arbejder jeg så for mine prioriteter, der er baseret på mine holdninger og ikke på, hvad jeg er bange for, at nogle kan opfatte som urimeligt, inden de hører hele historien.