S: Nej-siden gør regning uden vært

Af Jeppe Kofod (S)
Medlem af Europa-Parlamentet

Først var det blankt nej. Så var det nej med en genforhandling. Så blev det til nej med løftet om en ny folkeafstemning, og nu er det så nej med en såkaldt garanti for, at Danmark fortsat vil kunne være med i Europol.

Forvirret? Ja, det kan jeg godt forstå. For den sørgelige sandhed er, at nej-siden har haft mindst fire forskellige forklaringer på, hvorfor de mener, man skal stemme nej til den tilvalgsordning til EU’s retspolitik, som vi skal stemme om 3. december. Ingen af dem holder dog til nærmere eftersyn.

Gør regning uden vært
Mest utroligt er dog DF’s nyeste udmelding. Nu garanterer Morten Messerschmidt personligt for, at Danmark kan blive i Europol nærmest uanset hvad. Samtidig råber han op om, at man simpelthen ikke skal stole på Lars Løkke Rasmussens (V) garanti for, at Danmark ikke tiltræder EU’s asylpolitik.

Jeg er bestemt ikke Lars Løkkes fremmeste fortaler. Men når det kommer til at udstikke garantier om retsforbeholdet, så tror jeg ærligt talt mere på Lars end på Morten. Det gør jeg af den simple årsag, at landets statsminister trods alt har direkte indflydelse på, hvilke aftaler Danmark indgår, og hvilke politikområder vi vælger at stå udenfor.

Og den enkle sandhed er, at det har Morten Messerschmidt ikke. Skulle DF få held til at overbevise et flertal af danskerne om at stemme nej 3. december, så bliver det hverken Morten Messerschmidt, Kristian Thulesen Dahl eller Peter Skaarup, der skal forhandle noget som helst med de øvrige EU-lande. Dermed gør Messerschmidt regning uden vært.

Selv hvis de 27 andre EU-lande gik med på at indlede forhandlinger om en ny parallelaftale, ville det tage mellem 4-6 år at forhandle sådan en på plads. I mellemtiden står dansk Europol-medlemskab hen i det uvisse.

Jeppe Kofod (DF)

Det er derimod statsministeren, udenrigsministeren og en horde af embedsmænd og diplomater, der må gøre sine hoser grønne og håbe på, at tålmodigheden i resten af Europa er stor nok til at give Danmark endnu en særordning oven i den i forvejen ekstremt fordelagtige særordning, vi har fået forhandlet hjem i form af tilvalgsordningen.

Lange udsigter til paralleaftale
Det bliver et politisk og diplomatisk kunststykke, hvis det lykkes. Men det kan lige vel ende som et politisk og diplomatisk skibbrud. Som bekendt er der ikke indgået én eneste parallelaftale, siden Lissabontraktaten trådte i kraft.

Det skyldes først og fremmest, at hele idéen med Lissabontraktaten var at forenkle den måde, der træffes afgørelser på i EU. Lovgivning skulle først og fremmest ordnes via den almindelige lovprocedure i EU, den demokratiske kontrol skulle styrkes ved at give Europa-Parlamentet mere indflydelse, og så skulle mellemstatslige EU-aftaler så vidt muligt normaliseres ved at lægge dem ind under den normale beslutningsgang i EU.

Det er dét, der nu sker med Europol. Fra at være et mellemstatsligt samarbejde overgår Europol nu til det almindelige EU-samarbejde. Og det giver god mening. Det er i forvejen EU-budgettet, der finansierer Europol, og det er derfor Europa-Parlamentet, der er med til at bestemme, hvor mange penge vi skal bruge på det europæiske politisamarbejde.

Nej-sidens drømme i havsnød 
Europol er en EU-institution, og så er det kun naturligt, at de styres og reguleres på lige linje med alle de andre EU-institutioner. Og så er det, at nej-sidens drømme om både en Norgesmodel, en særlig EU-parallelaftale og en ”begrænset” tilvalgsordning kommer i alvorlig havsnød.

Som jeg har slået fast herover, så ligger det simpelthen ikke i kortene, at Danmark kan få endnu en særaftale – oven i hatten på den tilvalgsordning, vi har fået forhandlet hjem. Dertil kommer, at vi i forvejen har fået direkte nej til to andre parallelaftaler.

Men jeg går gerne på komedie. Selv hvis de 27 andre EU-lande gik med på at indlede forhandlinger om en ny parallelaftale, ville det tage mellem 4-6 år at forhandle sådan en på plads. I mellemtiden står dansk Europol-medlemskab hen i det uvisse.

Konklusionen er enkel. Nej-siden har simpelthen ikke nogen sammenhængende argumenter for, hvorfor de er imod. Derfor synes jeg egentligt, det er på tide at tage konsekvensen. Der er ikke nogen nej-side i denne debat. Der er kun en trods-side.