Fuglsang: Det er på tide at gøre op med EU's nedskæringspolitik

Finanskrisen fra 2008 og coronakrisen har begge vist os, at man ikke kan spare sig ud af en økonomisk krise.

Efter finanskrisen i 2008 førte de europæiske lande en sparepolitik, der både forlængede krisen og havde alvorlige sociale konsekvenser.

Efter coronakrisen reagerede de europæiske lande, og især Danmark, på den modsatte måde ved at sende penge ud i samfundet, altså det modsatte af tidligere krisepolitik. Det har gjort, at vi er kommet hurtigere og stærkere gennem krisen. Den lektion skal vi have for øje, når EU snart skal revidere sine budgetregler. Revideringen er desuden en oplagt anledning til at indtænke den grønne omstilling og bekæmpe skattely i EU's politik.

På grund af pandemien har EU i øjeblikket midlertidigt suspenderet Stabilitets- og Vækstpagten for at give medlemslandene mulighed for at komme gennem krisen uden at gentage 2010'ernes fejlslagne, asymmetriske nedskæringspolitik. I dette efterår starter en diskussion af, hvad vi har lært af coronakrisen, og hvordan Stabilitets- og Vækstpakken skal revideres, så den passer til en ny økonomisk virkelighed. Her er mine tre ønsker til en ny pagt. 

1. Et opgør med fejlslagen nedskæringspolitik
Det er fornuftigt at have fælles regler, der sikrer, at medlemslandenes offentlige finanser er sunde. Og det er fornuftigt, at der er grænser for, hvor meget gæld og underskud medlemsstaterne må have. 

Den grønne omstilling skal også tænkes ind, når vi laver budgetregler. 

Niels Fuglsang
Medlem, Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet

Samtidig må vi erkende, at det er urealistisk at tvinge de lande, der har en gæld på over 100 procent af BNP, ind i et regime, hvor de på få år skal reducere deres gæld til under 60 procent af BNP. Det kræver enten en høj økonomisk vækst eller en drastisk nedskæringspolitik, som vil have alvorlige konsekvenser for de mennesker, der er afhængige af velfærdsstaten såvel som de investeringer, der er brug for i uddannelse, forskning og klimapolitik. 

Derfor må der kunne findes en mellemvej. En mulighed kunne være at skelne mellem ny og gammel gæld. Den nye gæld, der er stiftet for at svare på coronakrisen, kan vi give en længere frist for tilbagebetaling end den gamle gæld.

Samtidig bør vi tage en diskussion af det mere strukturelle problem, som plager EU's økonomi: Hvorfor har de sydeuropæiske lande kronisk underskud på betalingsbalancen, mens de nordeuropæiske har kroniske overskud?

Vi sælger mere til dem, end de sælger til os, og når det står på i mange år i træk, skaber det ikke overraskende både privat og offentlig gæld hos sydeuropæerne. Kan vi rette op på den ubalance, så vi får et mere ligeværdigt handelsforhold i EU? Dette spørgsmål bør være i centrum for diskussionen, for at vi på sigt kan undgå, at de samme lande igen og igen havner med for meget gæld.

2. Grønne investeringer er både vejen ud af den økonomiske krise og klimakrisen
Derudover er det vigtigt at huske på, at vi ikke bare står i en sundhedskrise og en deraf medført økonomisk krise. Vi står også midt i en klimakrise, som er hele klodens allerstørste udfordring lige nu - og potentielt den sidste, hvis vi ikke får gjort nok i tide.

Lige nu er der et historisk momentum for at gøre noget ved skattelyproblematikken. 

Niels Fuglsang
Medlem, Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet

Den grønne omstilling skal også tænkes ind, når vi laver budgetregler. Jeg synes, at det vil være fornuftigt at acceptere en vis statsgæld, hvis gælden er stiftet for at lave grønne investeringer. For eksempel i energirenovering af bygninger eller opførelse af vindmølleparker.

Af samme årsag har man øremærket hele 37 procent af EU's genopretningsfacilitet til grønne investeringer. Det er nemlig investeringer, som både er fornuftige for klima, økonomi og jobskabelse på længere sigt, og derfor må Stabilitets- og Vækstpagten ikke være en stopklods. Tvært imod mener jeg, at vi bør have lige så hardcore regler for, om man lever op til EU's klimalov, som det er tilfældet med budgetpolitikken, for klimaet er vor tids allervigtigste udfordring.

3. Fornuftig økonomisk politik og fair skattepolitik bør gå hånd i hånd
For det tredje synes jeg ikke, at vi kan tale om sunde statsbudgetter uden at forholde os til, hvilken central rolle skatteindtægterne spiller i at opnå netop det. Det er et nationalt anliggende at fastsætte, hvor meget borgere og virksomheder skal betale i skat, og EU skal ikke opkræve skat.  Men den usunde skattekonkurrence mellem lande, som fører til et ræs mod bunden og til tabte skatteindtægter gemt i skattely, er et grænseoverskridende problem, som EU skal være med til at løse.

Lige nu er der et historisk momentum for at gøre noget ved skattelyproblematikken. 136 lande indgik for nyligt en global aftale, som blandt andet indeholder en bund under selskabsskatten på 15 procent. Aftalen er en milepæl i kampen mod skattely og aggressiv skatteplanlægning, men der kan stadig gøres mere.

EU's budgetregler udgør et indflydelsesrigt makroøkonomisk redskab, hvor vi med stor fordel kan indtænke bekæmpelse af skattely. Ligesom at medlemsstaterne kan få bøder, hvis de har for stort offentligt underskud, bør medlemsstaterne også kunne få bøder, hvis de agerer skattely og dermed er med til at snyde andre lande for skatteindtægter. Det er nemlig alt andet lige nemmere at undgå underskud i statskassen, hvis alle, der har pligt til at bidrage til den, rent faktisk gør det.

Det er fornuftigt, at vi i EU sætter grænser for medlemsstaternes gæld og underskud. Men jeg håber, at vi i den kommende diskussion om at revidere budgetreglerne kan nå frem til en revidering, hvor vi både sikrer en sund balance i de offentlige finanser, men samtidig gør op med den fejlslåede nedskæringspolitik, som både har negative økonomiske, bæredygtighedsmæssige og sociale konsekvenser.