S til Løkkegaard: Social søjle er ikke en kniv i ryggen på den danske model

Af Ole Christensen (S)
Medlem af Europa-Parlamentet

Som politiker er det en præmis, at der næsten altid er nogle, der er uenige med dig.

Alligevel var jeg tæt på at miste mælet, da jeg læste Morten Løkkegaards (V) seneste indlæg omkring den sociale søjle. Spalte op og spalte ned beskyldte han mig og mine socialdemokratiske kolleger i Bruxelles for at have stukket en kniv i ryggen på den danske model ved at stemme ja til Europa-Parlamentets betænkning om den sociale søjle.

Morten Løkkegaard gik endda så langt som til at sige, at vi havde opgivet både lønmodtagere og balancen på arbejdsmarkedet for at tækkes vores sydeuropæiske kolleger i Europa-Parlamentet. Det er temmelig hårde beskyldninger at komme med, især når de er ganske grundløse.

Til gavn for alle
Lad mig starte med at slå fast, at viljen til det sociale Europa helt grundlæggende drejer sig om ideologi. Er du for de frie markedskræfters uhæmmede ræs? Eller mener du, at markedskræfterne skal tøjles, så den vækst, de kaster af sig, kommer alle til gode? Jeg er klart på det sidste hold.

Det indre marked har skabt både vækst og arbejdspladser, men der skal regulering til for at forhindre en social slagside. Derfor glæder det mig, at EU-Kommissionen efter næsten 15 års blind tro på sparepolitik og smalhals nu har fået øjnene op for, at vi har brug for en social pendant til de utøjlede markedskræfter.

Sandheden er, at der er rigtig gode grunde til, at også mine pendanter på den modsatte fløj bør interessere sig for socialpolitik og for en aktiv arbejdsmarkedspolitik. 

Ole Christensen (S)
Medlem af Europa-Parlamentet

Det er klart, at den politiske højrefløj og til dels arbejdsgiverne ikke går ind for dén kurs. Drejer man ind på den liberale sidevej, vil ethvert socialt tiltag blive anset for en trussel mod markedets funktionsmåde. En unødvendig udgift uden formål.

Men sandheden er, at der er rigtig gode grunde til, at også mine pendanter på den modsatte fløj bør interessere sig for socialpolitik og for en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Vi har nemlig gang på gang set, at sådanne tiltag højner arbejdskraftens værdi og gør det nemmere for folk at finde arbejde. Med en rask og veluddannet arbejdsstyrke vil også arbejdsgiverne kunne skumme fløden.

Derfor giver det mening at supplere reformer med rettigheder til almindelige lønmodtagere. Og derfor er det uforståeligt, at den politiske højrefløj og arbejdsgiverne plæderer for, at EU’s ledere skal holde sig langt væk fra alt, hvad der kan trække Europa i en social retning.

Ude af proportioner
Det er også vigtigt for mig at slå fast, at debatten på flere punkter har været helt ude af proportioner. Særligt Morten Løkkegaard har kastet diverse eder mod mig og mine socialdemokratiske kolleger, fordi vi stemte for Europa-Parlamentets betænkning om den sociale søjle.

Men betænkningen var kun Europa-Parlamentets forslag til EU-Kommissionen, som den kan bruge i sit kommende lovforslag. Det er ikke lovgivning, og derfor skal betænkningen ses som et overordnet signal til EU-Kommissionen om, at Parlamentet vil et socialt Europa. EU-Kommissionen skal så først da tage stilling til, hvad dens forslag skal indeholde. Og først endnu senere skal Europa-Parlamentet og Ministerrådet i samarbejde forhandle en løsning hjem. Det er klart, at vi på det tidspunkt skal være endnu mere vagtsomme, så vi sikrer, at den sociale søjle går 100 procent i spænd med den danske model.

Som jeg skrev sidst, er min førsteprioritet, at vi får forhandlet et ambitiøst forslag hjem, der både tager hånd om almindelige menneskers rettigheder og respekterer den danske model. Det vil jeg arbejde hårdt for. Modsat hvad Morten Løkkegaard tror, kunne jeg nemlig aldrig finde på at stikke en kniv i ryggen på den danske model.