Så kører EU’s toppost-tog – og bremserne virker ikke

Så godt som afgjort
Dengang gjorde de 28 EU-ledere klart, at det ikke var noget, der automatisk ville danne præcedens for, hvordan det kommer til at spænde af næste gang. Men jo tættere vi kommer på valget, der skal afholdes et sted mellem 23. og 26. maj 2019, jo mere ser det ud som et fait accompli.

Det forberedende arbejde er allerede begyndt hos de tre partier på den europæiske midte, som har udgjort rygraden i processen, nemlig EU’s kristdemokrater (EPP), socialisterne (PES) og de liberale (ALDE).

EPP meldte allerede sidste år ud, at de vælger deres kandidat på en partikongres i Helsinki til november. PES oplyser, at der er nedsat en arbejdsgruppe, som i februar vil løfte sløret for, hvordan deres udvælgelsesproces skal se ud. Mens ALDE først ved deres partikongres i november i Madrid vil åbne ballet for kandidater.

Hos den konservative udbryderguppe ACRE, hvis ECR-gruppe i Parlamentet er den tredje største, har de endnu ikke bestemt sig til, om de vil stille med en kandidat.

Sidste gang sagde de nej til at opstille nogen, men krævede stadig en plads i debatterne mellem de øvrige kandidater – dog uden held. Gruppen, der huser blandt andre Dansk Folkeparti, bliver dog ramt af, at de britiske Konservative, der p.t. udgør den største nationale delegation, jo er ude af vagten til næste valg, hvilket formindsker deres chance for at komme til at spille en rolle.

De fire små partier på Parlamentets fløje regner heller ingen med – på trods af at valgforskere forudser en fortsættelse af den fragmentering af det politiske landskab i Europa, som allerede har trukket mange vælgere væk fra de traditionelle partier på midten.

Første diskussion
I februar kommer der først en redegørelse fra Kommissionens egen hus-tænketank, EPSC, om processen, og derefter et egentlig udspil fra de 28 kommissærer om, hvad de mener, der skal ske.

23. februar mødes EU-landenes ledere så til det, der beskrives som ”en åben og ærlig” snak om, hvordan de synes, det skal forløbe. Der forventes ingen konklusioner. Men terrænet vil blive sonderet, så det ikke som sidste gang er noget, som ender med at komme fuldstændig bag på lederne.

Irske Leo Varadkars udmelding onsdag om, at han mener, processen skal gøres permanent, forventes at finde opbakning hos andre i den såkaldte Erasmus-klike af yngre stats- og regeringschefer omkring de 40, der har det til fælles, at de alle er født, efter deres land blev optaget i EU-klubben, og at de deler en stor entusiasme for det europæiske.

Ud over Varadkar består klubben af Luxembourgs Xavier Bettel, Belgiens Charles Michel og den franske præsident Emmanuel Macron, om end det stadig er uvist, om de franske jubeleuropæervisioner reelt også omfatter spitzenkandidat-processen.

Dansk nej tak
Blandt de lande, som er voldsomt skeptiske, er Danmark. Den danske regering står langtfra alene med sine bekymringer, som blandt andet går på, at processen udelukker siddende statsministre eller andre i topjob, som godt kunne være interesserede, men ikke hvis det indebærer at stille op til en langstrakt valgkamp, de risikerer at tabe.

Men ifølge kilder i systemet er der også en del ledere, der ikke orker et totalt sammenbrud i forholdet til Europa-Parlamentet, og som heller ikke har mod på at skulle sætte sig op mod det, der bliver solgt til vælgerne som en direkte udmøntning af EU-demokratiet.

Ikke mindst den tyske kansler Angela Merkel får svært ved at modsætte sig processen. Hendes modstykke i den regeringsdannelse, hun lige nu prøver at få i stand med lodder og trisser, er nemlig ingen anden end de europæiske socialdemokraters spitzenkandidat i 2014 og én af systemets faddere og ivrigste fortalere: SPD-leder og tidligere EU-parlamentsformand Martin Schulz.