Debat

Schaldemose: Fair handel skal også gælde online

DEBAT: Når forbrugere og virksomheder anvender online-platforme, skal de garanteres gennemsigtighed, mener MEP Christel Schaldemose (S). Ellers risikerer vi, at platformene æder de små virksomheder.

Ligesom vi forsøger at regulere os til et fair marked i fysiske butikker, lige så vel skal vi gøre, hvad vi kan, for at få et fair marked på platformene, skriver Christel Schaldemose (S).
Ligesom vi forsøger at regulere os til et fair marked i fysiske butikker, lige så vel skal vi gøre, hvad vi kan, for at få et fair marked på platformene, skriver Christel Schaldemose (S).Foto: © European Union 2016 - Source : EP.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Christel Schaldemose (S)
Medlem af Europa-Parlamentet

Vi køber flere og flere ting og oplevelser på nettet. Og for at finde de bedste tilbud og bedste produkter bruger vi i højere grad online-platforme til at finde vores næste restaurantbesøg, næste hotelophold, næste cykel eller næste bog. Online-platformene bringer et større udbud af produkter og tjenesteydelser tættere på os.

Men som det fungerer i dag, har vi ofte ingen anelse om, hvorvidt det tilbud, vi er ved at slå til på, er så godt et tilbud, som det udgiver sig for.

Online-handelsplatforme som Amazon, Hotels.com, Momondo, Google og mange andre har nemlig vokset sig så store, at de i stigende grad definerer markedet og endda til tider udnytter deres stærke position. Både i forhold til forbrugerne, men også i forhold til virksomhederne.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Derfor skal vi skabe større gennemsigtighed og større grad af fairness, når det gælder handel på platformene. Det er hovedbudskabet i det lovforslag, som jeg er hele Europa-Parlamentets ordfører på.

Gennemsigtighed
Forbrugerne skal kunne læse, hvorfor hotellerne er rangeret, som de er. Er det, fordi hotellet har betalt for placeringen? Eller er det på grund af platformens valg af parametre? Tæller det mere i rangeringen, at hotellet har swimmingpool end gratis morgenmad? Eller er det vigtigere, at hotellets kunder er mere tilfredse med personalet end med rengøringen?

Platformene er fantastiske, nemme og dejlige at bruge, men de skal være fair i deres handelspraksisser.

Christel Schaldemose (S)

De spørgsmål skal der være gennemsigtighed med. Både for os som forbrugere, men måske endda i endnu højere grad for de virksomheder, der vælger at udbyde deres produkt på en online-platform. De skal have mulighed for at vide, hvorfor og hvordan deres produkt eller service rangeres.

Og hvis en platform selv vælger at udbyde en tillægsydelse til grundydelsen, for eksempel en forsikring til billeje, så skal det være tydeligt. Både så biludlejeren, der bruger platformen til sin service, kan tilbyde et endnu bedre produkt til kunden, men også for at forbrugeren er klar over, at der er tale om to forskellige virksomheder, der blander sig i handlen. 

Fairness er kodeordet
Platformene ligger inde med data fra sine forretningskunder, der er guld værd. De kan se, hvilke hotelværelser der er særligt attraktive hvornår, og hvilke våddragter der er mest salg i. Det er data, som jeg ønsker kun må bruges af platformen kommercielt, hvis der er givet særskilt samtykke til det. Ellers ender det med, at platformen kan tage brødet ud af munden på den kunde, der bruger platformen til at annoncere.

Fairness er kodeordet for mig. Platformene er fantastiske, nemme og dejlige at bruge, men de skal være fair i deres handelspraksisser. Både over for den virksomhed, der bruger platformen til salg, og over for den forbruger, der bruger formidlingstjenesten.

Det er ikke tænkte eksempler, jeg nævner. Det er reelle sager, hvor virksomheder er havnet i en situation, hvor platforme har udnyttet deres store og stærke position. Det skal balanceres bedre, end det er i dag.

Platformene skal ikke ned med nakken
Hvis mine forbedringer af Kommissionens lovforslag vedtages, vil det naturligvis komme forbrugerne til gode. Men det gælder i første omgang om at sikre fairness i relationen mellem platformene og de virksomheder, der i højere og højere grad bruger platformene til at sælge deres produkter. Og som bliver mere og mere afhængige af at kunne bruge platformene.

For mange virksomheder er det i dag et lotteri, hvordan de skal nå nye kunder på platformene. Men hvis de får lovsikret gennemsigtighed med, hvorfor deres produkter rangeres, som de gør, så kan de selv være med til at ændre det til det bedre.

Nogle vil måske mene, at det er et markedsvilkår. Men med et ureguleret online-platformsmarked æder de store de små. Det er ikke godt for virksomhederne eller for forbrugerne.

Jeg mener, det er fair, at vi regulerer markedet, så der er lige muligheder. Jeg er ikke ude efter at få platformene ned med nakken. Selvfølgelig skal de også kunne tjene penge på at stille deres platform til rådighed.

Men ligesom vi forsøger at regulere os til et fair marked i fysiske butikker, lige så vel skal vi gøre, hvad vi kan, for at få et fair marked på platformene.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christel Schaldemose

Spidskandidat til Europa-Parlamentet (S), MEP (S)
cand.mag. i historie (SDU 2002)

0:000:00