Debat

Serviceforbundet: EU-mindsteløn er en Panodil mod et åbent benbrud

DEBAT: Kommissionen har med sit forslag om en fælleseuropæisk mindsteløn smidt en bombe under den danske model. Det har den ingen ret til, og EU skal blande sig helt og holdent udenom danske lønninger, skriver forbundsformand John Nielsen.

EU-Kommissionen og kommissionsformand Ursula von der Leyen skal holde fingrene fra Danmarks unikke arbejdsmarkedsmodel, skriver Serviceforbundets formand, John Nielsen. 
EU-Kommissionen og kommissionsformand Ursula von der Leyen skal holde fingrene fra Danmarks unikke arbejdsmarkedsmodel, skriver Serviceforbundets formand, John Nielsen. Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af John Nielsen
Forbundsformand, Serviceforbundet

If it ain't broke, don't fix it. Sådan går et gammelt amerikansk mundheld.

Det betyder, at man aldrig skal forsøge at forbedre eller 'fikse' dét, der allerede fungerer. Slet ikke, når der er en sandsynlighed for, at det giver et tilbageslag og forværrer det allerede tilstrækkelige udgangspunkt.

Sådan har jeg det, når jeg hører EU-Kommissionen tale om en fælles europæisk mindsteløn.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Reelle problemer med 'working poor'
I 120 år har Danmark haft en overenskomstafhængig arbejdsmarkedsmodel. Den danske og nordiske arbejdsmarkedsmodel har sikret optimale løn og arbejdsforhold for arbejderne. Samtidig har den sikret kvalificeret og stabil arbejdskraft til arbejdsgiverne.

Rygterne om den danske models død er stærkt overdrevne og ikke et repræsentativt billede på de gavnlige effekter, den medbringer.

Kære Ursula von der Leyen. Kære EU-Kommission. Vær venlige at holde jer væk fra vores helt unikke, fredsommelige, gensidig givtige arbejdsmarkedsmodel.

John Nielsen
Forbundsformand, Serviceforbundet

Nu har EU-Kommissionen valgt at smide en bombe under den arbejdsmarkedsmodel, der har sikret lønfremgang, høj produktion, kvalificeret arbejdskraft og fredsommelige konflikter. EU-Kommissionen ønsker at indføre en såkaldt EU-mindsteløn.

Selvfølgelig er der problemer med manglende løn- og arbejdsvilkår i flere europæiske lande. Især de sydeuropæiske lande har reelle problemer med borgere, der lever som 'working poor', men en fastsat EU-mindsteløn vil være at føje sig for laveste fællesnævner. Og det vil ødelægge de velfungerende arbejdsmarkedsmodeller, som kendes i Danmark og Sverige.

En Pandoil mod åbent benbrud
Ifølge kommissionsformand Ursula von der Leyen er en fælleseuropæisk mindsteløn antageligvis den eneste kur mod 'working poor'-fænomenet.

Men den kur vil være som at tilbyde en Panodil til en mand med åbent benbrud. Det tager en del af smerten, men det stopper ikke problematikken. EU-Kommissionen har ingen ret til at blande sig i den danske arbejdsmarkedsmodel, og den skal blande sig helt og holdent udenom.

I Danmark fastlægges brede kollektive aftaler på sektorniveau, imens man forhandler lokale overenskomstaftaler på de enkelte arbejdspladser. Det handler om at forhandle konkrete arbejdsforhold så tæt på der, hvor arbejdet udføres, som muligt.

Læs også

Danmark har rekordhøj medianløn
Næsten 70 procent af den danske arbejdsstyrke er organiseret i fagforeninger, og cirka 85 procent af danskere i arbejde er omfattet af kollektive aftaler.

Det betyder, at Danmark har den højeste medianløn af alle EU-medlemslandene. Der er altså ingen danskere, der må tage flere jobs for at få økonomien til at hænge sammen, fordi lønnen ikke kan betale huslejen. Ej heller er der behov for at indføre en minimumsløn.

Nu vil du nok med undren spørge ind til de danskere, der ikke arbejder på arbejdspladser med kollektive aftaler. Det kan du gøre med god ro i sjælen. Det er nemlig korrekt, at cirka 15 procent af danskere i arbejde er ansat i stillinger, der ikke er omfattet af lokale overenskomster.

Forskningen viser, at det primært er højtuddannede med gode lønninger, der arbejder på arbejdspladser uden overenskomster. Men selv for de få faglærte og ufaglærte, der er ansat på arbejdspladser uden overenskomster, opstår der det, som arbejdsmarkedsforskere kalder en 'spill-over'-effekt.

Det betyder helt simpelt, at de generelle gode løn- og arbejdsvilkår, der eksisterer på resten af arbejdsmarkedet, og som er sikret af høj organisering og kollektive overenskomstaftaler, vil løbe over i de arbejdspladser, der ikke har lokale overenskomstaftaler.

Norsk mindsteløn har svigtet
I Norge har man indført mindstelønsvilkår i enkelte sektorer og industrier, der primært organiserer faglært og ufaglært arbejdskraft.

Men det har ikke haft en positiv effekt på de ansattes lønninger. I stedet for at fungere som en retvisende mindsteløn, der skulle holde bunden oppe og sikre udenlandsk arbejdskraft fra at blive underbetalt, har den fungeret som et strukturelt værktøj til at presse reallønningerne for de mange frem for at hæve bunden for de få.

Så kære Ursula von der Leyen. Kære EU-Kommission. Vær venlige at holde jer væk fra vores helt unikke, fredsommelige, gensidig givtige arbejdsmarkedsmodel, der i 120 år har sikret stabilitet, vækst og gode arbejdsforhold.

Fagbevægelsen må ikke undergraves
Danmark har i dag en medianløn, der er næsten tre gange højere end den gennemsnitlige EU-medlemsstat. Selvom vi ikke har en fastsat mindsteløn.

Indførslen af en EU-mindsteløn vil ikke medføre andet end lavere lønninger og at tro, at man kan indføre en one-size-fits-all-løsning i samtlige medlemslande er en grotesk undervurdering af landenes evne til at finde lokale, holdbare løsninger.

Skal vi løse problematikken med 'working poor', der dominerer især syd- og østeuropæiske medlemslande? Naturligvis.

Men i stedet for at undergrave fagbevægelsen og de positive effekter, som er medført af et organiseret arbejdsmarked, så lad os i stedet fokusere på at udvide og styrke fagbevægelsen til gavn for arbejdstagere, arbejdsgivere og hele samfund.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

John Nielsen

Forbundsformand, Serviceforbundet, bestyrelsesmedlem, PensionDanmark
ejendoms- og servicefunktionær, ledelses- og organisationspsykologi

0:000:00