SF: EU's handlingsplan mod hvidvask skal gå endnu videre

DEBAT: Kommissionen arbejder på en handlingsplan mod hvidvask. De skal holde fast i de gode takter og endda gå endnu videre, skriver Kira Marie Peter-Hansen (SF).

Af Kira Marie Peter-Hansen (SF)
Medlem af Europa-Parlamentets økonomiudvalg

Vi danskere er vilde med, når udlandet pludselig interesserer sig for os, og hvis en udenlandsk avis skriver om hygge og smørrebrød, så kan vi næsten ikke være i os selv af stolthed.

Det er desværre lidt andre ting, som mine kollegaer i Europa-Parlamentets økonomiudvalg har kunne læse om Danmark de sidste par år.

For siger man Danmark til dem, så siger de Danske Bank, Nordea i Danmark og hvidvask i samme sætning. Det kan vi bestemt ikke være stolte af.

Milliarder af mistænkelige kroner med blandt andet forbindelse til diktaturet i Aserbajdsjan, Putin-familien og den russiske efterretningstjeneste, FSB, rullede igennem Danske Banks estiske filial og viste os, at vi har et gigantisk og systematisk problem med hvidvask i Europa med skandinaviske banker i en uheldig hovedrolle.

Vi har allerede masser af lovgivning på området. Der er EU-hvidvaskdirektiver, EU-landenes egne regler og tilsyn. Men det fungerer tilsyneladende ikke optimalt, og der er brug for mere. Derfor har EU-Kommissionen varslet en ny handlingsplan mod hvidvask, der skulle være fremlagt i denne uge.

Men den kommer vi til at vente lidt på. For fremlæggelsen var sat i kalenderen før corona, og ganske forståeligt og fornuftigt har EU-Kommissionen rettet alle sine kræfter mod virusbekæmpelse, og handlingsplanen er udsat på ubestemt tid.

Lav den stærkeste tilsynsmyndighed
I forrige uge blev der lækket et udkast til handlingsplanen. Og der er mange gode tiltag.

Blandt andet vil Kommission ophøje dele af hvidvaskdirektiverne til forordninger. Det vil betyde, at lovgivningen skal skrives direkte ind i medlemslandenes lovgivninger uden mulighed for fortolkning. Nogle medlemslande har været overordentligt sløve til at få implementeret direktiverne, og det duer simpelthen ikke.

Kommissionen vil styrke samarbejdet mellem EU-landenes myndigheder, der efterforsker hvidvask, ved at oprette en form for koordinationsenhed. Hvidvask er grænseoverskridende, og det giver sig selv, at efterforskningsmyndighederne skal koordinere bedre.

I samme boldgade vil Kommissionen oprette en ny hvidvaskmyndighed, der blandt andet skal holde opsyn med og instruere de nationale tilsynsmyndigheder.

Det er ikke afgjort, hvordan tilsynsmyndigheden helt præcist kommer til at se ud, og hvor mange muskler den skal have. Jeg håber på den stærkest mulige udgave som muligt.

Det betyder, at den skal kunne føre tilsyn med alle områder, hvor der er risiko for hvidvask – både i den finansielle og ikke-finansielle sektor.

Planen skal gå endnu videre
Jeg er spændt på at se den endelige handlingsplan fra Kommissionen. Jeg håber, at de holder fast i de gode takter fra lækket. Ja, jeg håber endda, at de går endnu videre.

Europa-Parlamentet foreslog så sent som sidste år at oprette en decideret europæisk politienhed, der kan undersøge og efterforske hvidvask.

Man kan kalde det en form for europæisk finanspoliti. Det forslag kan Kommissionen passende tage med i deres endelige handlingsplan.

Et er, at vi får et godt udgangspunkt at arbejde med fra Kommissionen. Men nærmest endnu vigtigere bliver det, at medlemslandene i Ministerrådet viser visioner og samarbejdsvilje.

Regeringen skal fortsætte kampen
Jeg forventer ikke andet, end at den danske regering fortsætter de gode takter, som den har vist i kampen mod international skatteunddragelse.

Internt i regeringen kan man bare banke på døren i Udenrigsministeriet hos udenrigsminister Jeppe Kofod (S), hvis man mangler lidt rådgivning.

Det var nemlig ham, der var pennefører på store dele af Europa-Parlamentets arbejde med hvidvask og skattely, da han var medlem af Parlamentet.

Bliver Danmark bannerfører på en ekstrem ambitiøs EU-hvidvaskstrategi, kan det være, at det er dét, som mine kollegaer forbinder med Danmark i fremtiden. Det vil vi kunne være stolte af.  

Forrige artikel Jens Nymand: Derfor blander EU sig uden om national sundhedspolitik Jens Nymand: Derfor blander EU sig uden om national sundhedspolitik Næste artikel Tænketank: Coronakrise kan alligevel føre til akut mangel på frugt og grønt Tænketank: Coronakrise kan alligevel føre til akut mangel på frugt og grønt