SF: Kan Timmermans og Vestager sætte en klar retning?

Af Margrete Auken (SF) og Kira Marie Peter-Hansen (SF)
Medlemmer af Europa-Parlamentet

"With great power comes great responsibility."

Udsagnet stammer fra Spiderman, men er også – eller bør i hvert fald være – et grundlæggende princip i al magtudøvelse. 

Og når så meget magt koncentreres om de to udøvende viceformænd for Kommissionen, så hviler der også et enormt ansvar på deres skuldre. Og det er op til de folkevalgte at sikre at de også kan leve op til det ansvar.

I dag er der høring af de to kandidater til viceformandsposterne: Margrethe Vestager og Frans Timmermans. 

Vestager kandiderer til at fortsætte på posten som konkurrencekommissær, men nu også med hele det digitale område. Timmermans er ansvarlig for Europas omstilling til et bæredygtigt samfund uden drivhusgasudledninger, men også uden social slagside.

Timmermans er gået fra dårligt at kunne stave til miljø til nu at skulle stå for den europæiske Green New Deal. Men en aftale imellem EU og borgerne der garanterer en grøn omstilling, klinger hult hvis ambitionerne ikke står mål med hvad der kræves.

Margrete Auken (SF) og Kira Marie Peter-Hansen (SF)
Medlemmer af Europa-Parlamentet

Langsigtet vision med klare milepæle
Hvis Europas borgere skal have tillid til de to kommissærer, må de have en klar, langsigtet vision for et bæredygtigt EU med klare milepæle for hvordan de har tænkt sig at nå den vision. 

De skal kunne slås med for eksempel store landbrugsmonopoler og magtfulde bilindustrier. De skal turde investere penge der kan forebygge en langt større udgift i fremtiden. Og de skal kunne holde fast i de løfter de har givet.

Vestager har fået besked på at sikre at Europa er klar til en ny digital tidsalder. En af de største udfordringer vil være at få medlemslandene til at enes om en fair beskatning af digitale-giganter som eksempelvis Google og Facebook, så Rådet (regeringerne) og Europa-Parlamentet kan indgå en aftale inden udgangen af 2020. 

Regeringerne har sloges om netop den digitale skat i årevis, og lige så bydende nødvendigt det er at få den gennemført, lige så kompliceret vil det være at nå til enighed. 

Hvis Vestager sætter sig for enden af det bord, skal det være fordi vi tror på at hun kan få de andre med. Her er hun nødt til at holde tommelskruerne stramme på de medlemslande der giver de store multinationale selskaber gunstige og derfor konkurrenceforvridende skatteaftaler. Den slags aftaler snyder os alle, og Vestager er nødt til at levere her.

Behov for en 65-procents-reduktion
I årtier har De Grønne krævet at klima og miljø skal være i kernen af al politik der laves i EU. Nu står vi så tæt på et økologisk kollaps at alvoren også er gået op for toppen af Kommissionen. 

Timmermans er gået fra dårligt at kunne stave til miljø til nu at skulle stå for den europæiske Green New Deal. Men en aftale imellem EU og borgerne der garanterer en grøn omstilling, klinger hult hvis ambitionerne ikke står mål med hvad der kræves. 

Vi ved at der er behov for en 65-procents CO2-reduktion i 2030 – og alligevel holder Timmermans fast i sølle 55 procent. Han er "optimistisk" forud for Rådsmødet i december hvor Ministerrådet "måske" kan enes om et EU uden drivhusgas-udledninger i 2050. Men "optimisme" og "måske" er ikke nok.