S: EU skal ikke bestemme over medlemslandenes skattepolitik

Af Jeppe Kofod og Peter Hummelgaard
Hhv. gruppeformand for Socialdemokratiet i Europa-Parlamentet og EU-ordfører for Socialdemokratiet 

Europas lande er fanget i et skatteræs mod bunden. Fra 1997 til 2017 er selskabsskatten i de nuværende 28 EU-lande i snit faldet fra over 35 procent til nu under 22 procent.

Mange internationale selskaber formår dog at tvinge deres skattesats endnu længere ned. Faktisk helt ned omkring 0 procent.

Tag to af verdens største og rigeste selskaber, Google og Facebook. I 2015 slap de to internetgiganter afsted med at betale sølle 0,82 procent og 0,03 procent i skat af deres europæiske fortjenester.

Det må og skal vi gøre op med! Alle skal betale deres fair skat i Danmark, også internetgiganterne, så der bliver råd til velfærden. Til at løfte vores folkeskoler, sygehuse og plejehjem.

Derfor kæmper Socialdemokratiet for en fælles bund under selskabsskatten i Europa og en særskat på internetgiganter som Facebook og Google.

I modsætning til regeringen vil Socialdemokratiet ikke sidde på hænderne i kampen mod international skattefusk. Og vi vil ikke findes os i, at Danmark går glip af skatteindtægter, fordi skattelylande er blevet udstyret med vetoret.

Jeppe Kofod og Peter Hummelgaard
Hhv. gruppeformand for Socialdemokratiet i Europa-Parlamentet og EU-ordfører for Socialdemokratiet

Vetoret blokerer forslag
Vi mener, at det er EU’s medlemslande, der selv skal fastsætte og indkræve skatter. Sådan er det formelt set nu. Sådan skal det også være i fremtiden.

Men i praksis har landene i høj grad mistet kontrollen over selskabsskatten, som eksemplet med Google og Facebook viser. For at modvirke det skal Europas lande blive bedre til at samarbejde om at bekæmpe international skattefusk.

Tag for eksempel det såkaldte rentebeskatningsdirektiv. Det handlede om, at EU-landene automatisk skulle udveksle oplysninger om blandt andet renteindtægter for borgere, som har indtægter og bankkonti i et andet land. Så man kunne sikre, at der blev svaret fair skat af indtægten, og dermed undgå international skatteunddragelse.

Direktivet blev først foreslået i 1989. Men fordi to lande modsatte sig, skete der ikke noget før 2001, hvor Kommissionen så relancerede forslaget.

Efter forhandlinger nåede man så frem til 2003, hvor nu kun ét land var imod. Direktivet strandede igen. Problemet forblev uløst. I 2008 fremsatte Kommissionen så et nyt forslag, og først i 2014 lykkedes det at få vedtaget direktivet.

Der gik altså 25 år, fra man først forsøgte at løse et fælles problem om bekæmpelse af skattefusk, til man kunne blive enige i rådet. I mellemtiden var direktivet reelt blevet forældet. Så året efter, man havde vedtaget direktivet, kunne man så trække det tilbage igen.

Det skriger til himlen. Et velkendt smuthul i bekæmpelsen af skattefusk står pivåbent i et kvart århundrede, bare fordi en til to EU-lande, der selv tjente godt på international skattefusk, satte sig imod. Det er et problem, der skal løses.

Reel selvbestemmelse tilbage
Kort sagt, EU-landene skal have den reelle selvbestemmelse tilbage over selskabsskatten igennem fælles regler til bekæmpelse af skattesnyd og skatteunddragelse. Den selvbestemmelse vil Socialdemokratiet sikre.

Og det gør vi blandt andet ved at udfordre skattelylande som Luxembourgs mulighed for at blokere nødvendige nye tiltag til bekæmpelse af international skattefusk.

Derfor ser vi gode takter i Kommissionens forslag om at bryde skattelylande som Luxembourgs skadelige veto på nogle få, konkrete og tekniske sager om bekæmpelse af international skattely.

For eksempel om, hvorvidt multinationale virksomheder skal tvinges til at fremlægge offentlige regnskaber for samtlige datterselskaber, de måtte have i et givent land. Det ville være et vigtigt og godt værktøj til at bekæmpe skattefusk.

Eller forslaget om at indføre en afgift på finansielle transaktioner. Det kan være så lidt som bare 0,1 procent, men det vil hjælpe med at bekæmpe skadelige højfrekvenshandler, hvor computerprogrammer handler store mængder aktier på splitsekunder, oftest med stor risiko.

Alle de her nødvendige tiltag er dog, på den ene eller anden måde, strandet i Ministerrådet på grund af kravet om enstemmighed. Det koster Europas statskasser milliarder.

Derfor er intentionen i Kommissionens forslag godt. Danmark skal ikke gå glip af skatteindtægter, fordi Luxembourg, Belgien eller Irland holder hånden over skattefuskere og blokerer for vedtagelsen af nødvendige indgreb mod international skattefusk.