EL: Malta-mødet er en parentes i en fortsat tragedie

Af Søren Søndergaard (EL)
EU-ordfører

Fredag mødes EU’s stats- og regeringsledere på Malta. Formålet er at diskutere en styrkelse af EU’s ydre grænser og nå frem til en vedtagelse, som sikkert vil blive døbt ”Malta-deklarationen”.

Både på grund af stedet, hvor mødet holdes, og navnet på den vedtagelse, som udsendes, vil diskussionen i høj grad handle om, hvordan det forhindres, at flygtninge og migranter når EU’s kyster via ruter i det centrale Middelhav.

Ruten over Middelhavet
Ud over, at Malta tilfældigvis er placeret i det centrale Middelhav mellem Libyen og Italien, så er der også en mere reel grund til, at der nu sættes fokus på denne rute.

Ruten fra Tyrkiet via det østlige Middelhav har været langt mindre benyttet i et stykke tid. Dels på grund af EU's studehandel med det tyrkiske regime om at holde flygtninge tilbage, men frem for alt på grund af lukningen af Grækenlands nordlige grænse. Den lukning betyder, at flygtninge og migranter ikke kan komme videre fra det kriseramte Grækenland, hvor ikke bare fremtidsudsigterne, men også dagen i dag, ser håbløse ud.

Til gengæld er der sket en opblussen i ruten over det centrale Middelhav, primært fra Libyen. I år 2016 kom op mod 200.000 til EU’s grænser via denne rute og antallet af druknede undervejs fortsætter bare med at stige. Vi snakker ikke hundreder, men tusinder. Og den udvikling vil fortsætte så længe andre muligheder for at komme til Europa – legalt eller illegalt – forbliver vanskeligere.

"Vi kunne i Danmark gå foran med et godt eksempel og tilbyde at tage f.eks. 2.000 kvoteflygtninge i 2017 i modsætning til de nul (!), som regeringen og dens venner i Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet ellers har besluttet."

Søren Søndergaard (EL), EU-ordfører

Murene om EU bygges højere
På den baggrund er der sådan set god grund til, at EU sætter spørgsmålet om den centrale Middelhavsrute på dagsordenen på mødet på fredag. Men de løsninger, der lægges op til, ligger på linje med den politik, som EU-lederne længe har fulgt, nemlig at bygge murene omkring EU højere og højere.

Det store fiks på Malta-mødet skal være et samarbejde med først og fremmest Libyen om at forhindre flygtninge og migranter i at bruge landet som afsæt for den farefulde færd over havet. Derfor skal milliarder bruges på at styrke Libyens kystvagt ved hjælp af mere udstyr, træning og støtte.

Hvis aftalen med Tyrkiets autoritære Erdogan kalder på kritik, så gør en aftale med Libyen det ikke mindre. Landet er dybt splittet og har ikke engang en regering med kontrol over landet. Til gengæld overtrædes menneskerettighederne permanent med blandt andet mishandling og tortur af flygtninge og migranter. Og landet selv er storproducent af internt fordrevne.

Langsigtede løsninger kan forhindre en fortsat tragedie
I den forstand er EU-topmødet endnu et eksempel på, at EU og dets medlemslande viger uden om de nødvendige løsninger. Dels løsninger, som kan gøre noget ved problemet på længere sigt, først og fremmest en omfattende Marshall-hjælp til de lande, som migranterne kommer fra, og en omlægning af EU's handelspolitik, som i dag ikke er til gensidig fordel. Og dels løsninger, som aktuelt kan hjælpe de mange på flugt, først og fremmest massiv hjælp til lejre i nærområderne og modtagelse af flere kvoteflygtninge i de europæiske lande.

I den sammenhæng kunne vi i Danmark gå foran med et godt eksempel og tilbyde at tage for eksempel 2.000 kvoteflygtninge i 2017 i modsætning til de nul (!), som regeringen og dens venner i Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet ellers har besluttet.

Hvis ikke der snart tages nogle drastiske skridt i den retning, så vil Malta-mødet blot blive en parentes i den forsatte tragedie, som historiens største flygtninge-krise udgør.