Rina Ronja Kari
Ny i EU-Parlamentet. Rina Ronja Kari overtager Folkebevægelsens plads fra Søren Søndergaard. (Foto: Pressefoto/Folkebevægelsen mod EU)

Søren Søndergaard viger EP-plads for spidskandidat

17. januar 2014 kl. 10:15
ROKADE: Rina Ronja Kari overtager Folkebevægelsen mod EU's plads i Europa-Parlamentet fra Søren Søndergaard frem til parlamentsvalget i maj.
| Flere

BRUXELLES: Fra 5. februar er det ikke længere Søren Søndergaard, der repræsenterer Folkebevægelsen mod EU i Bruxelles og Strasbourg. Der overtages pladsen i Europa-Parlamentet af 28-årige Rina Ronja Kari, bevægelsens spidskandidat til parlamentsvalget i maj.

"Det giver mig et større indblik i EU's måde at arbejde på. Det er en enorm styrke, at jeg går ind i en valgkamp efter at have fulgt arbejdet så tæt," siger Rina Ronja Kari, der gennem januar har fulgt Søndergaard tæt for at kunne få en gnidningsfri start på sit nye job.

Ingen revolution
"Jeg kommer ikke til at revolutionere verden i Parlamentet på få måneder. Men jeg overtager Sørens udvalg og det arbejde, han har gjort blandt andet på godkendelsen af EU's budgetter," siger hun.

Ud over budgetkontroludvalget bliver hun også medlem af udvalget for konstitutionelle anliggender.

Det er ikke første gang, at en dansk parlamentariker viger pladsen for en spidskandidat før valget. Jens-Peter Bonde fra JuniBevægelsen overlod før sidste valg sin plads i Parlamentet til spidskandidat Hanne Dahl. Hun kom dog ikke ind.

Rina Ronja Kari stiller op til Parlamentet for tredje gang. 

MODTAG ET DAGLIGT NYHEDSBREV FRA ALTINGET.DK