Splittede socialdemokrater redder Merkel og baner vej for reformer af EU

ANALYSE: Weekendens drama på de tyske socialdemokraters kongres endte med snævert ja til at forhandle en ny samlingsregering med Angela Merkels konservative. Det åbner for ambitiøse fransk-tyske EU-forslag fra makkerparret ’MerCron’.

BRUXELLES: Det ville være naivt at betegne søndagens socialdemokratiske partikongres som en klar sejr for Tysklands regeringspartier, selv om resultatet formentlig baner vej for en tredje samlingsregering for SPD og Angela Merkels konservative i løbet af et par måneder.

Dertil var debatten for splittende, mistilliden til både SPD-formand Martin Schulz og forbundskansler Merkel for markant, og selve afstemningsresultatet for snævert: Kun 56 procent af de forsamlede delegerede stemte for at fortsætte koalitionsforhandlingerne med de borgerlige kristendemokrater i CDU og CSU.

Det ville være et fint resultat ved en folkeafstemning – men på en partikongres, hvor så vigtige beslutninger burde kunne tages med et langt mere massivt flertal, var det en lussing til Schulz og resten af partiledelsen.

SPD står splittet tilbage, Schulzs lederrolle er alvorlig truet, og den i mange år så stensikre Angela Merkel er også politisk svækket af sit store besvær med at danne en regering.

Men krisen ser alligevel ud til at falde ud til hendes fordel. Hvis det lykkes Merkel at få en fjerde periode som kansler, så er det paradoksalt nok SPD, der har reddet Tysklands konservative leder fra at blive sendt på pension før tid.

Døren er åbnet for EU-reform
Dermed vil det også indirekte være de tyske socialdemokrater, der på et historisk afgørende tidspunkt har tippet balancen i retning af en ny satsning for at styrke det europæiske samarbejde.

Det sætter gang i en udvikling, hvor reformer af vigtige politiske områder som eurosamarbejdet (ØMU’en) og den fælles udlændingepolitik vil udfordre Danmarks europapolitik i de kommende måneder og år.

Frem til marts vil der stadig være nogen usikkerhed om Tysklands endelige position. Nu skal den konkrete regeringsaftale forhandles på plads i Berlin, og bagefter skal den godkendes af alle de cirka 450.000 medlemmer i SPD ved en urafstemning.

De fleste eksperter regner dog med, at den nye brede koalition bliver en realitet – blandt andet fordi gennemsnitsalderen blandt partimedlemmerne ligger omkring de 60 år, og fordi folk i den aldersgruppe traditionelt vælger at spille sikkert og gå efter en stabil regering. Oprøret mod aftalen med Merkel kom især fra SPD’s ungdomsorganisation JUSO, der (endnu) ikke repræsenterer flertallet blandt partiets medlemmer.

Hvis Merkels nye regering nu kan komme på plads i løbet af et par måneder, så er der al mulig grund til at vente ambitiøse fælles EU-udspil fra Tyskland og Frankrig i løbet af foråret.

MerCron varmer op til topmøder
På europæiske topmøder i februar, marts, maj og juni må man forvente, at vi får udvidet bekendtskabet med det unionsivrige makkerpar ’MerCron’ for fuld udblæsning. Allerede i december lovede Angela Merkel sammen med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, at de to vil præsentere et fælles udspil til reform af eurozonen i marts.

Hvis SPD havde sagt nej til en ny tysk regeringskoalition i søndags, så var både den og andre europæiske visioner formentlig strandet længe endnu, fordi Merkel var blevet lammet af politisk kaos og nyvalg på hjemmebanen.

Nu synes hendes magt – selv om den som nævnt hang i en temmelig tynd tråd i søndags – trods alt at være blevet befæstet endnu en gang. Det er godt nok for hende. Angela Merkel har allerede været kansler i 12 år. Med udsigt til fire år mere kan hun gøre sine forbilleder Konrad Adenauer (14 år) og Helmut Kohl (16 år) rangen stridig som længst siddende kansler.

Hvis det lykkes, så kan hun lige så godt bruge sin karrieres efterår til at satse på et stort europæisk fremstød, der vil stå tilbage i historiebøgerne. Det er tid til at skabe eftermæle.

Ny fransk-tysk impuls
Netop på den europæiske politik får Merkel ingen problemer med SPD, der i hvert fald foreløbig er endnu mere ambitiøst på EU’s vegne.

Udkastet til en regeringsaftale, som de socialdemokratiske delegerede godkendte søndag, lægger blandt andet op til større tysk bidrag til EU, styrkelse af Europa-Parlamentets magt, skabelse af en Europæisk Valutafond og opbygning af et særskilt 'investerings-budget' for eurozonen.

Alt sammen vil skabe lettelse hos EU-kommissionen i Bruxelles, og det er også godt nyt for Frankrigs vel mest unionsivrige præsident nogensinde. Emmanuel Macron førte en stor del af sin valgkamp på at ville styrke EU, men han kan ikke realisere sine visioner uden Angela Merkel.

De to vigtigste ledere har af hver deres grunde nu hårdt brug for at finde hinanden i nye europæiske fremstød. Den satsning begyndte de at koreografere allerede i weekenden, mens SPD’s kongres i Bonn varmede op til den skæbnesvangre afstemning.

”Vi vil give Europa en ny impuls”, stod Merkel og Macron og sagde i Paris i lørdags. Deres fælles tale til folket blev pumpet ud på de sociale medier.

Artiklen fortsætter under tweetet.

 

Eurozonen sidder i førersædet
I begyndelsen af denne uge fulgte de to landes ledere, regeringer og parlamenter op med nye planer om styrkelse af deres samarbejde i anledning af 55-året for Elysée-traktaten underskrevet af Konrad Adenauer og Charles de Gaulle 22. januar 1963.

Hverken Angela Merkel eller Emmanuel Macron nævnte Brexit med et eneste ord. Nu er deres målsætning klar: Med briterne på vej ud, så må Tyskland og Frankrig hånd i hånd sætte en ny dagsorden for samarbejdets fremtid.

Den dagsorden vil tage udgangspunkt i eurozonens behov for at ruste sig mod nye kriser. Den vil også handle om grænsekontrol, migration, forsvar, terrorbekæmpelse og meget andet.

Den vil være åben for lande, der som Danmark står uden for ØMU’en og andre centrale dele af samarbejdet. Men den vil ikke lade sig bremse af enkelte, tøvende lande, nu da Storbritannien ikke længere vejer tungt på den skeptiske fløj.

Frankrig vil have beslutninger
”Jeg vil have politiske beslutninger. Jeg er her ikke for at sludre. Vi har ikke råd til at sludre, når det haster så meget med at løfte eurozonen op på det næste niveau”, sagde Frankrigs økonomi- og finansminister, Bruno Le Maire, forleden dag.

Det er nok en tone, Danmark og andre medlemslande hellere må vænne sig til i den kommende tid.

Meget kunne være gået anderledes.

Nationalisten Marine Le Pen kunne have haft held til at standse Macron ved det franske præsidentvalg sidste forår. Eller Merkel kunne i disse dage have væltet under forsøget på at skabe sin sidste brede koalition i Tyskland.

Ingen af delene var urealistiske i en tid, hvor briterne stemmer sig ud af EU og amerikanerne har valgt Donald Trump til præsident.

Men sådan er det ikke gået. I stedet vil det europæiske samarbejde post-Brexit nu blive ledet af makkerparret ’MerCron’, der er mere ambitiøst med Unionen, end vi har set i årtier.

Forrige artikel Det sker i EU: Ministerrend, fædrebarsel og Facebook-dom Det sker i EU: Ministerrend, fædrebarsel og Facebook-dom Næste artikel Regeringens klimarådgiver: God idé med ny CO2-afgift Regeringens klimarådgiver: God idé med ny CO2-afgift
Overblik: Det vil det tyske EU-formandskab

Overblik: Det vil det tyske EU-formandskab

EU-FORMANDSKAB: Coronakrisen sætter uundgåeligt tonen for det nye tyske formandskab for EU’s ministerråd. Men også en suveræn europæisk digital infrastruktur og højere klimamål er på programmet med Tyskland for bordenden.